Det gode, gamle bananbrød – lige så lækkert som før, men meget sundere!

glutenfrit bananbrød

 

Der har været travlt i mit køkken i dag – på den gode måde. Det ene tog lidt det andet, og pludselig havde jeg gang i at bage mandelcookies, mandelbrød, lave marmelade og morgenmad på samme tid. Det kan jo ske :-). Senere på dagen kom jeg i tanke om en af mine gamle favoritter fra tiden før den glutenfrie kost; bananbrødet. Efter lidt søgen her og der kastede jeg mig ud i projekt glutenfrit bananbrød, mættende og med færre kulhydrater. Stor succes – fantastisk konsistens, smag og utroligt nemt! Læs mere

Glutenfrit mandelbrød med hindbær/chia-marmelade

mandelbrød

 

Jeg tror, jeg for nyligt op til flere gange har sagt, at jeg ikke decideret savner brød på min nu glutenfrie diæt. Men jeg nævnte også, at det jo er genvejen til et hurtigt måltid eller mellemmåltid, og jeg tester for tiden en del forskelligt brød, bl.a. for at kunne variere min yngste datters glutenfrie kost og ikke mindst stimulere hendes madglæde og sørge for, hun ikke går kold i hele tide at skulle spise det samme igen og igen.

Dette mandelbrød er super tilfredsstillende på flere planer. Det er nemt at lave, det er super mættende (en skive med tandsmør eller den skønne, sukkerfrie marmelade her på billedet er ofte nok), det smager skønt – og har tekstur som “rigtigt” brød. Hvad mere kan man ønske sig?

Chili sin carne spækket med valnødder, grønkål og chokolade

chili sin carne

 

Den stærkeste chili con carne, jeg i mit liv har smagt, spiste jeg på en spansk restaurant i Toulouse. Og spiste er egentlig for meget sagt, for jeg fik kun én bid – én bid med et kæmpe stykke chili i, jeg ikke havde set, og så var aftenen omme – jeg troede simpelthen ikke, jeg skulle overleve det. Det gjorde jeg takket være al brødet på bordet og adskillige glas sangria. Og jeg elsker ellers en stærk chili con carne, men alt med måde, ikke? Hvad jeg også er vild med, er chili SIN carne (uden kød). Faktisk er det nu min foretrukne variant, og den er spækket med lækre vitaminer i form af grønkål, valnødder og meget mørk chokolade. Hvis du foretrækker en med kød, kan du bare komme 500g hakket okse i, et voila. Denne gang serverede jeg med ris, græsk yoghurt og søde kartoffelfritter med sveskepuré, men du kan også bage et godt brød og lave en god salat.

 

Fritter af sød kartoffel med sveskepuré

søde fritter med sveskepure

 

Disse fritter får lige en plads for sig selv her på bloggen, selvom de egentlig “bare” var tilbehør til en lækker chiliret. Du kan også bruge butternut squash, hvis du ingen søde kartofler har på lager. Skær de søde kartofler/squash i pommes frittes størrelse eller tern som her på billedet, vend dem i en smule olivenolie og drys med salt, varm dem i ovnen ved 175 grader (varmluft), indtil de får lidt mørke kanter. Blend i mellemtiden en god håndfuld svesker med kogende vand (cirka 1-2 dl; konsistensen skal være cremet, ikke flydende) og lidt citronsaft. Jeg kan godt lide at servere puréen varm, men du kan også lade den køle af inden serveringen. Og et drys med ristet sesam gør det bare endnu mere lækkert. Ny tilbehørsfavorit i mit køkken!

En lille håndfuld citroncookies, og lykken er gjort…

citron cookies

 

Det gode ved den opskrift på chokoladecookies, som jeg postede den anden dag, er at de er så hurtige at lave, så selv med uventede gæster kan man ret hurtigt diske op med noget – medmindre man har Gevalia i køkkenskabet og dermed er dækket ind :-). Jeg har flere gange bagt dem for den veninde, der kiggede forbi i går, så jeg prøvede at finde på noget nyt og endte med en version, der er meget tæt på de elskede citronspecier, som jeg nu på glutenfri kost ikke kan gå ombord i. Med dem her er nu en af julesmåkagerne hjemme – i god tid endda :-).  Læs mere

Dagens ret: Grønne bøffer med yoghurt/sesam-dressing

grønne bøffer

 

Jeg er kun 90% vegetar, men har ikke noget egentligt behov for kød og laver det mest for de andre familiemedlemmers skyld. Byg-selv-burgere er ret populære i vores familie som i sikkert mange andres, og der er altid to slags bøffer: De “rigtige” med kød og så mine grønne bøffer. Min favorit er fortsat den lilla bøf, men den grønne her er væsentligt hurtigere at lave, og også nem at variere med andre grøntsager. Og det kullede i kobberskålen er såmænd bare grønkålschips, der ikke var i det fotogene hjørne… Læs mere

Kålmassage – meget bedre end det lyder!

grønkålssalat

 

Vi er ikke ude i fræk og anderledes anvendelse af grønkål her, men slet og ret massage AF kålen, ikke MED kålen. Den krusede kål bliver fløjlsblød, når du bruger lidt tid på den, og derefter udgør den en fantastisk sund og lækker salat, som du kan lave i uendeligt mange variationer.

Pil bladene af stænglerne fra et bundt grønkål, og flå bladene i mindre stykker. Skyl dem godt i en salatslynge, og tilsæt herefter 1 spsk olivenolie, 1/4 tsk havsalt og 1 spsk citronsaft (som hjælper med at nedbryde cellevæggen i kålen og gøre den blødere). Sæt så 5 minutter af til noget mindfulness; nu skal du massere kålen med kærlighed, til den ligesom falder sammen og bliver blød. Så kan du lave en vinaigrette (0,75 dl balsamisk vineddike, 125 ml olivenolie, 2 spsk dijon sennep, 1 spsk honning, salt og peber blandes godt), som du hælder over kålen, og tilsætte fx skiver af æble, ristede cashewnødder, tynde skiver rødløg, granatæblekerner og en god feta. Eller finde inspiration i de salater, du plejer at lave – mango og ristede græskarkerner er også godt, skulle jeg hilse og sige :-).

Masser af choko-cookies med god samvittighed

guilt free cookies

 

Min kost er 98% sukkerfri, dvs. fri for det hvide raffinerede sukker; jeg bruger i stedet ahornsirup og ris malt sirup og af og til en smule honning. Eller søder med frugt, hvor jeg kan komme til det. Jeg undgår det raffinerede stads, fordi det øger min appetit, gør mig i dårligt humør og bare giver mig lyst til mere sødt eller i det hele taget mere mad, så jeg nemt spiser alt for meget. Lang historie, og detaljerne lader jeg ligge. For nu.

Min tidligere meget søde tand er derfor nu nærmest ikke-eksisterende, men trangen til hygge og lidt lækkert til kaffen her og der er der fortsat, og derfor er jeg altid på jagt efter sundere alternativer til alt det sukkerholdige bras, jeg tidligere har indtaget.  Indrømmet; meget af det alternative “hygge” er ikke altid tilfredsstillende, og der kan være langt mellem succeserne, men så engang imellem sker der mirakler – og disse cookies er et af dem. Sprøde, smager lækkert af kakao (den rå variant, der er langt mindre forarbejdet og ikke indeholder sukker) og mættende – cookies med sukker i kan jeg spise i uendelige mængder af (og holder mig derfor fra dem), mens jeg efter et par stykker af dem her er tilfreds på flere planer.  Læs mere

Mad der mætter: Små portionsæggekager

portionsæggekage

Jeg har lavet de her små portionsæggekager et par gange nu, og jeg er vild med dem af flere årsager: De er helt utroligt nemme at lave, hurtige, lækre – og mætter virkelig længe. Jeg laver dem ofte til frokost, når tiden er til det, men de er perfekte som del af en brunch også eller til morgenmaden såmænd. Jeg laver dem i forme der måler cirka 12cm i diameter, og til en af slagsen gør du sådan her:

Pisk to æg i en mindre skål sammen med salt, peber, en sjat fløde og en håndfuld revet mozzarella. Du kan krydre yderligere med røget paprika, chili eller frisk rosmarin. Bag dem i ovnen cirka 20 minutter, til overfladen er let gylden, og æggekagen puffer let op. De sidste fem minutter kunne du fx lige lade et par skiver hot sopressa (italiensk salami med meget mere karakter end bacon, hvis du spørger mig) stege med på et stykke bagepapir ved siden af og servere med disse oven på æggekagen. Der er bare noget særligt over af få serveret sin helt egen æggekage, ikke? 🙂

 

Supersprøde chips – af grønkål

kale chips

 

Det tog mig lang tid at forstå, hvad jeg gjorde forkert, når jeg forsøgte mig med grøntsagschips, men nu er koden knækket – jeg brugte for meget olie. Måske har du også prøvet, at de chips, du trippende står og venter på, kommer ud af ovnen som en blød skuffelse?

Så giv dem her et forsøg: Grønkålschips. SPRØDE! Jeg får to plader ud af et stort bundt grønkål – husk, at de kryber voldsomt i ovnen, så der bliver mindre, end der ser ud til. Riv bladene af stænglerne i så store stykker som muligt, kassér stænglerne. Skyl først grønkålen af et par omgange i en salatslynge. Tør herefter bladene mellem to stykker køkkenrulle, og vær temmelig nøjsom; hvis de er for våde, risikerer du igen, at de ikke bliver sprøde. Hæld nu 1/2 spsk olivenolie/smeltet kokosolie (passer til et halvt bundt kål) ned til kålen, og gnid forsigtigt olien rundt på alle kålblade. Drys generøst med salt, og vær ikke bange for at prøve med andre krydderier også – røget paprika eller chili måske?

Varm chipsene ved 150 grader varmluft i 10 minutter, og rod så lidt rundt i dem. I min ovn får de små ti minutter mere – her må du prøve dig lidt frem, for ikke to ovne er ens. Men de skal være sprøde (rør bare ved dem!) og let brune; jeg tror sagtens, du kan fornemme, når de er klar. Så tager du dem ud og lader dem køle af; det giver dem lige en ekstra sprød kant – selvom det er svært at vente :-).

Chi’ à l’amande

chialamande

 

Okay, indrømmet; det ER for tidligt med ris à l’amande. Men hvem kan ikke blive fristet? Jeg har tidligere skrevet om chiagrøden, og jeg laver den af og til stadig. Men det er, som om den alligevel aldrig har vundet 100% indpas hos mig, og det er noget med kokosmælken, der kan give en lidt flad smag, synes jeg. Muligt at jeg bare ikke har fundet den rette kokosmælk endnu, men så er det jo heldigt, at jeg er glad for og til en vis grad sagtens kan tåle god, gammeldags fløde. Så jeg tænkte, at jeg ville prøve en version med piskefløde som erstatning for kokosmælken (jeg spiser en kost, der ligger meget tæt op ad low carb high fat (LCHF), så jeg er alt andet end bange for fedt..). Og så fik jeg lige øje på nogle mandelsplitter i skabet – og resten er historie :-).

Til en ret stor skålfuld skal du blande 2 1/2 dl piskefløde med 2 1/2 spsk chiafrø (de hvide ville være oplagte her, men de sorte kan også sagtens bruges). Tilsæt en tsk vanilleekstrakt/vanillepulver (ikke noget med sukker), 2-3 spsk fintrevet kokos og et par spsk mandelsplitter. Rør det hele godt sammen, og sæt på køl minimum en halv time. Når du tager skålen ud, har du en ret fast masse. Nu kan du så tilsætte mere fløde (eller endda flødeskum hvis du har noget) for en blødere konsistens. Servér med frisk frugt, lidt hindbærcoulis (kog et par håndfulde hindbær op med et par spsk vand, sød med lidt ahornsirup) eller den klassiske kirsebærsauce (men det er vist i hvert fald for tidligt til dén, ikke?). En fin lille dessert eller endda morgenmad, der mætter og samtidigt tilfredsstiller den søde tand.

Genial gryderet: Dhal med lammekød

dhal med lammepølse

 

De ser ikke altid super charmerende ud, de der gryderetter, men man må jo bare elske dem alligevel. Fordi de smager godt, og fordi de er nemme at have med at gøre – og fordi man virkelig kan spække dem med grøntsager. Til aften lavede jeg en indisk dhal med pølser af lammekød, og det var virkelig vellykket. Og nemt ikke mindst!

Læg ud med at stege 6 lammepølser (500g i alt), så de tager farve hele vejen rundt. Lad dem køle lidt af, inden du skærer dem i tykke skiver. Steg imens 1 finthakket løg, til løgene bliver bløde, og tilsæt 2 tsk stødt koriander og samme mængde stødt spidskommen. Kom herefter en ordentlig bunke grønt ned i gryden (jeg brugte et halvt blomkål (vent med at komme blomkålen i før 5 minutter inden du har tænkt dig at servere maden), en rød peberfrugt, et par håndfulde spinat og 2 store håndfulde fintsnittet hvidkål), og tilsæt en dåse hakkede tomater, en deciliter røde linser, en dåse kikærter og 1/2 liter bouillon sammen med pølsestykkerne. Lad det hele småsimre, til linserne er møre (en halv time cirka), og smag til med lidt æblecidereddike, salt og peber. Server med ris og græsk yoghurt og meget gerne en omgang frisk koriander. Og noget naanbrød måske?

Mad der mætter: Laks med grønt & creme fraiche sauce

laks med grønt

 

Denne her opskrift blev en klassiker i vores familie lige med det samme, efter min gode veninde i Norge serverede det for min ældste datter og mig for nogle år siden. Nemt, lækkert og mættende. Og sundt. Hurra!

Pensl så mange laksefileter, du nu kan spise, med lidt olie, og drys med salt og peber. Tilbered dem i en 175 grader varm ovn i cirka 10 minutter alt afhængigt af deres størrelse. Kog i mellemtiden alle de grøntsager, du har lyst til; jeg plejer at servere kogte gulerødder, blomkål og broccoli eller bønner til denne laks. Godt saltede :-). Og så prikken over i’et: Creme fraiche saucen. Det bliver ikke nemmere: Varm et par deciliter creme fraiche af den rigtigt fede slags op til lige under kogepunktet, og smag til med en god sjat soya (gå efter Tamari soyasauce hvis du ikke tåler gluten). Anret tallerkenen med alle disse herligheder, og servér med citronbåde, evt. nogle brune ris og et glas hvidvin.

Fik jeg understreget, hvor nemt det her er? Og hurtigt også!

Når mad nærmest giver tårer i øjnene

glutenfrie gulerodsboller

 

Og her snakker vi altså om tårer der skyldes glæde og ikke tårer som i når man skærer løg. Det sidste års tid har kosten i vores familie ændret sig en hel del. Historien er lang, så jeg venter med at udpensle detaljer til en anden god gang, men i dag spiser både min yngste datter og jeg en glutenfri kost, og det har hjulpet os begge utroligt meget. Men som foodie er det klart, at der er ting, man savner, og jeg var meget glad for brød. Jeg savner det ikke hver dag, men man kan jo ikke komme udenom, at det er en hurtig måde at få sig et måltid på, så jeg er altid på jagt efter glutenfrie alternativer – mere for Viggas skyld end min egen. Men også hun kan godt huske, hvordan en “rigtig” bolle smagte, og selvom jeg har prøvet at bage lidt af hvert til hende, er det ikke altid en succes. Nå ja, faktisk har der ikke været nogen egentlig succes med brød før i dag, hvor jeg prøvede en opskrift på gulerodsboller fra bloggen frimad.dk anbefalet af min søde kusine.

Halleluja – Vigga var ellevild, og det sidste hun sagde, inden hun lagde sig til at sove var “Jeg ELSKER de der boller!”. Og hvis man er glad for mad, kan man godt sætte sig ind i et barns lykke over endelig at kunne få nybagte boller igen, og det var der, jeg fik lidt tårer i øjnene, for hold op, hvor har hun snakket meget om de boller, jeg plejede at bage til hende. Nu kan vi igen give gas, for de er virkelig gode, dem her. De minder mig rigtigt meget om gulerodsbrud; saftige og med masser af lækker knas fra alle kernerne. Hvis du kender nogen, der får ondt i maven, når de nærmer sig gluten, må du endelig sende dem denne opskrift; de vil takke dig!

Vind billetter til Bolig, Mad og Design messen i Forum den 17.-19. oktober

KiinKiin_Forret

 

I weekenden den 17.-19. oktober er der Bolig, Mad og Design messe i Forum i København. Der er masser af inspiration at hente inden for de tre kategorier – og du kan vinde billetter til messen lige her! Jeg udlodder 2X2 billetter til messen  sammen med Årets Vildtret, en kokkekonkurrence med fokus på frisk vildtkød og gode danske råvarer.

På konkurrencedagen skal finalisterne først improvisere en forret med vildtkød fra en råvarebuffet, og efterfølgende skabe en hovedret med krondyrinderlår efter egen opskrift. Disse to retter skal præsenteres for dommerpanelet, der til sidst udvælger vinderen af Årets Vildtret 2014. Dommerpanelet, der har udvalgt finalisterne, består af kokkene Francis Cardenau, Rasmus Grønbech, Mikkel Maarbjerg og Mikkel Marschall samt landmand Søren Wiuff og Børsens gastronomiredaktør Ole Troelsø.

Du deltager i lodtrækningen ved at sende mig en email på anja@gesmak.dk med emnet “Årets Vildtret 2014” eller kommentere på opslaget på facebook. Jeg trækker vinderne onsdag den 15.10. kl. 10, og vinderne får direkte besked. Billetterne gælder til alle tre dage på messen. Held og lykke, og god fornøjelse! 🙂
Du kan læse mere om konkurrencen her.
NB: Vinderne i denne konkurrence ER udtrukket. 
Korianderpesto

korianderpesto

 

En pesto mere? Ja! For jeg er muligvis ikke firstmover på den her, men der kan jo være andre derude, der heller ikke kendte til korianderpesto, og det er da en skam. Koriander deler ganske ofte vandene, men jeg er personligt stor fan, og den her pesto er fortrinlig til kylling, en god cheddar – you name it. Blend et bundt koriander med et par håndfulde ristede cashewnødder, lidt presset hvidløg, salt, peber, lidt citronsaft og tilpas med olivenolie, til du har en pesto, der er ret fast i det (eller mere olie, hvis du foretrækker en mere flydende en af slagsen.) Og gerne godt med parmesanost også. Yum!

Tags: ,
Istiden er ej forbi!

bananis

 

En af de største klichéer i dag må være noget i retning af denne: Tiden går bare så hurtigt! Men jeg er selv blevet fanget i den, tiden altså (nå ja, og klichéen også…), når jeg nu sidder her og ikke har fået blogget i månedsvis. Jeg sidder stadig på den anden side af jordkloden i forhold til Danmark, sommeren er på vej her – og tiden forsvinder mellem fingrene på mig. Vi rejser tilbage til Danmark i begyndelsen af det nye år, og det har jeg vidst længe. Alligevel kommer det nærmest bag på mig, at det er så nært forestående nu, og det er svært at skulle sige farvel til vores hverdag her, selvom der også er meget at se frem til. Anyway; bloggen har stået stille, fordi jeg har prioriteret at tvinge så meget værdi ud af hver eneste dag som muligt, men der er efterhånden så mange skønne opskrifter på lager, som jeg ikke kan være bekendt at holde for mig selv, så nu går det løs igen!

Og første skud fra hoften er bananis – lavet udelukkende af banan (jo!). Læs mere

Spinatpesto

spinatpesto 1

 

Der er nærmest ikke den ting, man ikke kan bruge pesto til, så jeg laver det så tit jeg kan komme til det. Jeg dyrker desværre ikke basilikum i øjeblikket (vinter her nu), og det er dyrt at købe, synes jeg, så jeg er begyndt at spække pestoen med babyspinatblade; det giver en billigere pesto, der tilmed byder på flere vitaminer. Blend et bundt frisk basilikum, en håndfuld ristede mandler (6-7 minutter i ovnen ved 175 grader), et par håndfulde friske babyspinatblade, en god slat olie, salt og peber. Vi udelader parmesanosten pga. en mælkeallergiker i familien, men du kan snildt komme en lille håndfuld revet parmesan i, og der er intet i vejen for at smide en gulerod i blenderen også; gratis vitaminer :-).

En sprød høne

crispy chicken

 

Det er ikke løgn, hvis jeg siger, at vi nærmest hver eneste uge steger en hel kylling i den kære Römertopf; det er nemt, billigt og byder på et hav af muligheder. Denne gang blev det til mør kylling med sundt tilbehør den første dag (kartofler og andet grønt i Römertopfen sammen med kyllingen), genopvarmning af disse lækkerier i går med et par salater, og i dag lavede jeg en cremet kartoffelsuppe (10 kartofler, en sød kartoffel og en porre koges i vand, der lige dækker de grønne sager og blendes efter at have simret et kvarters tid; smag til med salt og peber og tilsæt evt. fløde/kokosmælk). Tilbehør til suppen blev oliven, feta og en grøn pesto, og så pillede jeg kyllingeskroget for de sidste rester kød, vendte dem i olivenolie og gav dem 15-20 minutter i ovnen ved 175 grader. Resultatet var små stykker sprød kylling, der også ville egne sig godt i en salat. Nem og god måde at få brugt det sidste kylling på.

Tags: , ,
Mandelscones igen – nu med dadler & kanel

mandelscones med kanel

Bedst som jeg troede, de bare ikke kunne blive bedre, de før omtalte mandelscones, så blev de det faktisk alligevel. Jeg savner ikke meget fra tiden før den glutenfrie kost, jeg nu spiser, men der var jo lige de hersens scones fra den lokale bager, hvor vi boede, da vi først kom til Australien; scones med dadelstykker i. Dem savner jeg. Og så legede jeg lidt med opskriften på de andre mandelscones og kom dadelstykker i. Meget vellykket. Og i aften kom jeg så lige lidt kanel i også, for det er jo vinter her, og halvkoldt, og så får jeg lyst til jul. Og dermed kanel – giver det mening?

Anywho: Blend 5 dl mandler med 1 dl pekannødder, til du får nøddemel ud af det, og vend 1dl (eller lidt mere) friske dadler i små stykker i melet; pas på de ikke klistrer sammen. Tilsæt 1/2 tsk salt og ditto natron, 2/3 dl smeltet kokosolie/smør og 2/3 dl ahornsirup/honning, 1 tsk vanillepulver, 2 tsk kanel og 2 æg, rør det hele sammen i hånden. Sæt på bageplade med bagepapir (1 spsk pr scone), bag 12-15 minutter ved 150 grader.

Du kan servere de her scones/mandelboller med flødeskum og friske bær eller med lidt smør, men jeg synes, de er så gode, at de kan spises, som de er. Så jeg går lige ud og henter en mere.. 🙂

Hindbærtærte med frangipane-fyld

hindbærtærte frangipane

 

Nå, det var jo egentlig nogle usandsynligt lækre mandel”scones” med dadler, der for at par uger siden gav mig lyst til at genoptage bloggeriet, men nu lægger jeg alligevel lige ud med denne sag, min nye yndlingskage (det er jeg ret overbevist om, at den bliver…). Den er et forsøg på at efterkomme lysten til og savnet af den hindbærtærte, min mor ofte bager, men i en version uden raffineret sukker og gluten. Jeg er meget tilfreds!

Bunden er nøddebunden, som jeg tidligere har brugt til en citrontærte med lakrids, og fyldet er frangipane-inspireret. Kagen er blid ved blodsukkeret og mætter fantastisk, så det er nydelse uden dårlig samvittighed. Man bliver sgu så godt tilfreds, når ens eksperimenter lykkes ;-). Læs mere

Dagens salat: Hvidkålssalat med rucola & cashewnødder

hvidkålssalat med rucola

 

Der bliver som sagt ryddet ud i skabene før næste rejse, og salaten her lavede jeg for et par dage siden ud fra det, der nu var på køl. Vellykket! Den består af fintsnittet hvidkål, gojibær udblødt i vand, rucola, ristede cashewnødder og tørrede abrikoser overhældt med en klassisk vinaigrette. Yum!

Kalkungryde med marokkanske krydderier

marokkansk kalkun

 

Vi tager meget snart til New Zealand på en 3 ugers road trip. Og så skal der ryddes ud i køleskab, fryser og øvrige skabe; jeg HADER at smide mad ud. Jeg har haft travlt med at underholde 3 børn i 35 graders varme og nåede ikke det miniindkøb, jeg egentlig havde planlagt, så jeg er svært tilfreds med det måltid, jeg trods alt fik stablet på benene. Ikke mad egnet til 35 graders varme, men man må jo arbejde med det, man har :-).

Med en rest kalkunkød, søde kartofler, lidt hvidkål, svesker, kikærter og en dåse hakkede tomater krydret med marokkansk inspiration kom der utroligt velsmagende kalkungryde på bordet serveret med den sidste slat hel boghvede i huset og resten af mandelsplitterne fra de lykkelige gløggstunder i december. Kan varmt anbefales – find opskriften her!

Lækker tortilla med hvidløg og rosmarin

kartoffeltortilla

 

Vi har været meget sociale denne jul og haft ret mange gæster på besøg – og haft travlt i køkkenet. Et par dage efter jul havde vi gæster til en tidlig brunch, hvor jeg blandt andet havde denne kartoffeltortilla på bordet serveret i origamiskåle. Det så enormt dekorativt ud, og tortillaen er en af mine favoritter, fordi den er så smagfuld og nem at have med at gøre.

Skræl 300 g kartofler, og skær dem i tern af cirka 1X1 cm. Bland kartoflerne med et finthakket løg, 3 ditto hvidløg, en lille håndfuld finthakket frisk rosmarin, 2 tsk salt og 5 æg. Kom blandingen i et smurt, ildfast fad, og bag den cirka 40 minutter ved 200 grader. Servér evt. portionsanrettet som på billedet her, og gerne med sprød sopressa eller sprødstegt chorizo på toppen.

Kålwrap

hvidkålswrap

 

Jeg er nødt til at starte dette indlæg med at beklage billedet her, der ikke rigtigt lader genialiteten af dette indlægs budskab komme til udtryk. Men jeg skyder alle billeder til bloggen med min iPhone; tager som regel 2-3 stykker (med sultne og larmende børn som tilskuere) og kører dem senere igennem et billedbehandlingsprogram for evt. at lægge et andet filter på. Alt i alt bruger jeg max 5 minutter pr. billede, ikke fordi jeg ikke gerne ville lægge mere tid i dem, men fordi det er den tidsramme, jeg har tilladt mig selv at bruge for i det hele taget at finde tiden til det her bloggeri, og fordi det hænger godt sammen med mit fokus på bloggen i øvrigt; simpelt men godt.

Nå, men tilbage til det geniale for alle dem, der ikke tåler gluten, vil skære ned på kulhydrater og/eller op for det grønne: Prøv at bruge hvidkål som tacoskal, eller rul spidskål (når de kommer i sæson igen) om din næste gang kebab. Jeg spottede det hos en tidligere fantastisk kollega (fantastisk er hun stadig! :-)), og jeg er vild med idéen. På billedet her er det netop hvidkål som tacoskal, og næste forsøg bliver spidskål eller rødkål som erstatning for wrappen om nogle lækre falafler. Du kan helt sikkert selv hitte på flere anvendelsesmuligheder, og jeg modtager gerne forslag!

Min mormors krydderkage

krydderkage

 

Min mormor var en ørn i køkkenet, og hun lavede mange ting, jeg ofte savner. Krydderkage er en af dem, og jeg bagte den derfor til min morfars begravelse. Under bagningen blev jeg for alvor klar over, at jeg var på den forkerte hylde i mit daværende job, sagde op ugen efter og besluttede at følge passionen for mad. Jeg er stadig godt tilfreds med den beslutning, om end jeg ikke endnu helt ved, hvor passionen skal tage mig hen, men jeg nyder rejsen, som lige nu byder på eventyret her i Australien. Og selv om det er sommer, har vi holdt traditionel dansk jul, og i et forsøg på ikke at gå helt kolde i sukkerræset gennem december, forsøgte jeg som altid at finde sundere alternativer. Og gav mig i kast med at ramme smagen på min mormors krydderkage – som jeg efter hendes død fandt ud af ikke var en, hun selv havde stykket sammen, men ene og alene var Dr. Oetkers. Meget morsomt, for hun lavede ellers alt fra bunden.

Jeg har ramt den til perfektion, hvis jeg selv skal sige det, og den lækre duft af kanel og nelliker bringer mange gode minder. Du skal gå frem efter opskriften her, men i stedet for kinesisk 5 spice tilsætter du 2 tsk stødt kanel, 1 tsk stødt allehånde, 1 tsk stødt ingefær og 1/2 tsk stødte nelliker – og så en god håndfuld rosiner.

Fra arkivet: Kirsebærsauce med strejf af lakrids og appelsin

kirsebærsauce

Selvom vi ikke går traditionelt efter and eller flæskesteg juleaften hernede, er der en anden ting, der endelig ikke må mangle: Ris à l’amanden. Og så er det oplagt at lave kirsebærsaucen selv, når supermarkederne bugner af friske kirsebær – hvis du også vil lave den selv, kan du være heldig at finde frosne kirsebær, eller du kan have denne opskrift in mente til næste år og fryse kirsebær ned om sommeren. Jeg udstenede dem med en kinesisk spisepind og kastede mig ud i at tilsætte stjerneanis og appelsinskal, og hvis du vil have denne fine smagsnuance med, men ikke kan nå at lave saucen fra bunden, kan du tilsætte ingredienserne til købesaucen også. Jeg var godt tilfreds med resultatet og GLÆDER mig til at indtage den.

 

Hjemmebrygget gløgg

gløgg

 

Vi skulle bare have noget gløgg i år! Og nu hvor jeg ved, hvor nemt dét er at fremstille, tror jeg nok, jeg har købt den sidste færdiglavede flaske nogensinde :-).

Du får cirka 1/2 liter ekstrakt af denne portion, som du blander med en kraftig rødvin (jeg brugte cabernet sauvignon) i det størrelsforhold, du nu ønsker. Og så kan du jo blande ekstra alkohol i, hvis du vil; lidt rom vil ikke skade fx.

To do: Pres saften af to appelsiner og en citron ned i en gryde. Skær derefter frugterne i stykker, og kom dem i også. Hæld 4 dl vand ved sammen med 1 dl sukker, 5 kanelstænger, 5 hele stjerneanis og 10 hele nelliker, lidt stødt kardemomme (eller  en håndfuld let knuste kardemommekapsler). Lad det hele simre et kvarters tid, og sæt så på køl med alle ingredienser i gryden, gerne til næste dag. Si ekstrakten, og varm den op sammen med rødvin og evt. rom (må ikke koge). Kom smuttede, hakkede mandler og rosiner (eller måske nogle smukke goji-bær) i, og mærk varmen brede sig i den vinterkolde krop!

Tags: ,
The gentle gingerbreadman

gentle gingerbreadman

 

 

Indrømmet. December er svær, når man ikke spiser sukker. Jeg havde egentlig ingen plan om at skulle være fanatisk, da jeg besluttede mig for at skære drastisk ned på sukker. Men da jeg så fandt ud af, hvor godt jeg har det, når jeg går udenom, er det ikke længere et spørgsmål om fanatisme, men snarere bare en beslutning om at gøre det, der virker for mig. Sådan er det for mig, når jeg får sukker: Jeg vil have mere og kan ikke nøjes med ét stykke kage; jeg har en væsentligt kortere lunte; jeg bliver sindssygt træt hen på eftermiddagen; jeg spiser for meget af alt muligt andet også, fordi sukkeret ikke giver mig noget vedvarende energi – og jeg har løbende dårlig samvittighed, fordi jeg godt ved, jeg bare skulle lade være.  Læs mere

Den nye bacon

sopressa bacon

 

Jeg er ikke fan af kød. Og slet ikke af bacon – medmindre det altså er helt og aldeles sprødt. Men hvis du steger nogle tynde skriver sopressa (italiensk salami) sprøde på panden og lader dem dryppe af på lidt køkkenrulle, står jeg gerne i kø for at få “bacon”. Og det må gerne være en hot sopressa, det bliver det kun bedre af. Løfter enhver æggekage eller omelet og er lækkert som til tilbehør til en risotto også. Må være den nye sort inden for bacon :-).

Tags: ,
Citronkage med hjemmelavet lakridssirup

dadelkage med lakrids

 

Jeg var nødt til at udelade ordet dadler i overskriften, fordi folk efterhånden må tro, jeg lever af dadler og intet andet. Det er tæt på :-). Men til de søde sager er de virkelig uundværlige til at skabe saft og kraft, så det sunde bagværk ikke smager af sundt, hvis du forstår. Denne variant med citron og lakridssirup er en variant over en gammel kending; udelad kanel i dejen, og lav den med citronsaft og -skal frem for appelsin. Jeg kom lakridspulver (Raw liquorice powder fra Johan Bülow) i kagen også, men det smagte ikke igennem, så spar hellere på de gode sager, og fokuser i stedet på siruppen.

Kom lidt ahornsirup i en kasserolle, bare lige nok til at dække bunden. Tilsæt et par store teskefulde raw liquorice powder, og bring i kog. Lad simre, til al lakrids er smeltet, og siruppen har den ønskede konsistens. Prik den nybagte kage med en kødnål, så siruppen her og der trænger ned i kagen – og sæt så kaffen over :-).

Dadelkonfekt

dadelkonfekt

 

Jeg er bagud med det der juleri – også selvom det kun er den 5. i dag. Pigerne efterspørger småkager og chokolade, fordi de husker det fra sidste år, så vi må snart i gang. Men jeg holder mig stadig fra det hvide, raffinerede stads man kalder sukker 98 % af tiden, og det kommer til at være lidt af en udfordring denne måned.

Her er dog et bud på et yderst udmærket lille stykke lækkeri, der tilfredsstiller trangen til hygge og oven i købet er meget nemt at komme til. Du kan komme en masse lækre ting inden i friske dadler; marcipan og lækker chokolade for eksempel, men denne variant med pistacienødder er virkelig lækker. Inspirationen fik jeg på et bageri, jeg for nyligt er blevet introduceret til, der ikke alene sælger syndige fristelser inden for bagværk, men også byder på et væld af spændende krydderier.

Skaf nogle lækre, friske dadler, pil stenen ud og fyld på med pistacienødder, som du lige har vendt med en lille smule ahornsirup. Kan det blive nemmere? Og den grønne farve er da ret julet? 🙂

Citrontærte med lakrids i låget

citrontærte med lakrids

 

 

Jeg har skåret aldeles kraftigt ned på sukker i min kost og trives med det. Men i går fik vi to ud af tre børn passet hos min veninde, bestilte lækker thai take-away og besluttede os for at nyde en dessert også. Så mens pigerne pakkede deres tasker (og huskede tandbørsterne, som jeg sikkert ville have glemt…), skyndte min foodprocessor og jeg os at fremstille disse to små tærter. De er en variation over den klassiske tarte au citron, men med en glutenfri bund på nødder og drysset med lakrids (raw liquorice powder fra Johan Bülow).  Læs mere

Double up: Boghvederisotto & arancini riskugler

boghvederisotto

 

Jeg lavede en skøn risotto forleden med hel boghvede i stedet for arborio ris; boghvede indeholder lige præcist nok stivelse til at gøre risottoen cremet, og kombinationen af grønkål og semitørrede tomater var super. Gå frem efter opskriften på risotto her, men beregn 3-4dl hel boghvede til cirka 1,5L bouillon samt 1 håndfuld semitørrede/soltørrede tomater og 2 håndfulde grønkål. Sats på, at boghveden skal have lidt længere tid en risene; smag på den undervejs, og stop med at tilsætte væde, når risottoen hænger sammen, og boghveden stadig har lidt bid. Lav lækre arancini riskugler af resterne… Læs mere

Frozen yogurt på 5 minutter!

frozen yogurt

Der er åbnet en ny yoghurt bar i vores skønne forstad til Melbourne, og det gav mig idéen til at prøve selv at lave frozen yogurt (på en 30 graders varm dag…). Googlede diverse opskrifter på nettet, men synes, mange af dem var for tidskrævende. Og så prøvede jeg følgende med STOR succes (giver 3 mindre skåle): 250g yoghurt, 250g frosne hindbær og 2 spsk ahornsirup (skulle være bedre for blodsukkeret end det hvide stads…) køres på foodprocessoren/blenderen, indtil alle hindbær går i ét med yoghurten. Servér med det samme (fx drysset med lakridspulver og frysetørret hindbær som her) – bedste “is” jeg længe har fået, og børnene var ellevilde! Nu skal der så leges med forskellige smagsvarianter. Frossen banan og lidt frisk mynte vil være godt, tror jeg; det er næste forsøg. Kunne det være nemmere?

NB: Jeg læste et sted, at du kan lave det et par timer før servering og opbevare det på frost – det har jeg dog ikke testet (endnu).

 

 

Ærtedip i spiselig skål

ærtemos i rødkål

 

Må lige dele denne supernemme, men yderst lækre, dip med jer. Jeg synes ofte, dips bliver for “bløde” i det, så jeg tilsætter gerne sprøde nødder, når jeg kan komme til det.

Overhæld et par håndfulde frosne ærter med kogende vand og lad trække cirka 5 minutter, til ærterne er optøede (når det er sæson for friske ærter, er de naturligvis at foretrække…). Skyl i koldt vand og kom i foodprocessoren/blenderen med 3 spsk græsk yoghurt, 3 spsk ristede mandler (180 grader i ovnen i cirka 8 minutter), lidt citron- eller limesaft, 1/2 tsk stødt spidskommen, salt & peber. Smag til med evt. mere citron, salt, peber og evt. mere spidskommen.

Servér som her i en spiselig skål som en hapser på brunchbordet (hvidkål er også fortrinlig), med gulerodsstænger til, eller smør den på brød.

Rødkålssalat med selleri, cashewnødder og dadler

rødkålssalat med dadler

 

Vores køleskab er nærmest tomt, og indtil vi får fyldt godt op igen, er det altid lidt spændende, hvad aftensmaden ender med at bestå af. Men jeg kan faktisk allerbedst lide det sådan, fordi det er der, de gode idéer ofte opstår (og er nødt til det). Det førte i dag til denne smukke salat med rødkål, bladselleri, ristede cashewnødder, dadler og granatæblekerner vendt i en dressing af 1/2 dl olivenolie med saft af en halv lime, 1 tsk grov sennep og salt og peber. Fryd for både øjet og ganen, hurra!

Dagens ret: Suppe med kylling & grønkål

suppe kylling og kål

 

Nu nævnte jeg i går kyllingen i Römertopfen, der blev til risret i ovnen dagen efter og på tredjedagen til en suppe med de grøntsager, jeg nu kunne få fingrene i på markedet – og her er suppen så.

Svits en porre i tynde ringe med 2 gulerødder i små tern og 1 spsk frisk, revet ingefær. Hæld cirka en liter hønsebouillon ved, bring i kog, og tilsæt kyllingekødet; i mit tilfælde alt det, jeg kunne pille af skroget, men du kan også stege et par kyllingefileter og skære dem i små strimler. Lad suppen simre et kvarters tid, og tilsæt så en ordentlig omgang finthakket grønkål og saften af en lime, og giv suppen 10 minutter mere. Smag til med salt og peber, og servér med en masse bønnespirer og lækkert brød.

Supersimple og sunde burgerboller

burgerboller

 

Vi får ret ofte burgere, i mange forskellige variationer, og ofte vegetariske. Og jeg er meget lille fan af købeburgerboller; de er tørre og kedelige og temmelig næringsfattige, de fleste af dem. Og med denne opskrift er det virkelig nemt at lave dem selv. De bygger på denne opskrift på boller (minus spinat og mandler, selvom du egentlig sagtens kan lave dem sådan også), som du enten kan lade hæve natten over på køl eller et par timer på køkkenbordet. Pas på, dejen ikke bliver for tør, sæt dem på bagepladen med skeer, og form dem med fingrene, så de får den størrelse og form, du ønsker. Drys med sesamfrø for den rette burger-feel :-), og brug dem også til madpakken.

Rystende gode rester: Ris & kylling med sprød sopressa

ris med sopressa

 

Mandag var store restedag her i huset. Jeg brugte lidt ekstra tid på maden søndag og tilberedte endnu engang kylling i Römertopfen; denne gang lå kyllingen på en bund af grønne linser og gulerødder og var proppet med hvidløg og citron. Som sidste gang jeg lavede mad til 3 dage på en kylling, serverede jeg den første aften lår, vinger og halvdelen af brystet med grøntsagerne i bunden af Römertopfen og sprøde kartofler som tilbehør, og på andendagen brugte jeg så den anden halvdel af brystet i denne risret. Skroget blev pillet den tredje dag til en fantastisk kyllingesuppe, opskrift følger…

Kyllingebrystet flåede jeg i mindre stykker og blandede med en rest kogte, brune ris, resten af linserne og gulerødderne fra dagen før og en rest pizzasauce (hakkede tomater, lidt tomatpuré, basilikum, salt & peber). Ind i ovnen med fadet en lille halv time på 200 grader, og så toppede jeg med sprødstegt italiensk, hot sopressa (salami). Meget værdigt restmåltid – især sammen med sprøde kartofler og en stor, grøn salat!

 

Muffins med kinesisk krudt

5 spice

 

Gode, gamle Gwyneth (Paltrow, jep!) gemmer på mange fine bageopskrifter i kogebogen “It’s all good”, og denne er ingen undtagelse: Lækre muffins med smag af kanel, stjerneanis og fennikel (kinesisk 5 spice krydderi); glutenfri hvis du har brug for det og bagt med min gode ven, den søde kartoffel.

Kog en stor, sød kartoffel i små stykker, til de er godt møre. Lad dem køle af, og mos dem i en skål med en gaffel. Bland med 1,25 dl olivenolie, 1, 25 dl mandelmælk* (eller den mælk, du nu har på køl), 250 g ahornsirup og en teskefuld vanillepulver.

I en anden skål blander du 250 g glutenfrit mel (tilsæt 1 tsk xanthan gum (bindemiddel), hvis melet ikke har det tilsat. Du kan også anvende almindeligt mel.), 2 tsk bagepulver, 2 tsk natron, 1 1/2 spsk kinesisk 5 spice krydderi og 1/2 tskfint havsalt.

Vend indholdet fra de to skåle sammen, fyld i 12 muffinforme, og bag 20-25 minutter ved 200 grader. 5 minutter før tiden løber ud, pensler du med lidt ahornsirup.

* OBS! Jeg lavede i dag (20.8.) en omgang mere og synes altså, der skal mere mælk til for at gøre dejen mere lind og lettere at arbejde med. Prøv dig frem; jeg kom cirka det dobbelte i, altså 2,5 dl. Og så kan du erstatte 5 spice krydderiet med kanel; det smager også fortrinligt. Næste forsøg bliver at komme lidt kakao i; jeg tror, denne opskrift kan være være en fin basisopskrift med mange variationsmuligheder :-).

 

 

Mandelcookies med havsalt

mandelcookies

 

Denne opskrift er fra Gwyneth Paltrows kogebog “It’s all good”, og de er sindssygt gode! Gluten- og mælkefri og sødet med ahornsirup. Havsaltet giver dem et lækkert løft – og så er de hurtige at lave. Læs mere

Chokokartoffelkage

kage med søde kartofler

 

Jooo, det var mig, der engang sagde, at jeg IKKE var interesseret i sunde kager. Og måske jeg ikke var helt tydelig i mit budskab, men jeg mente med sunde kager “kager-der-ikke-smager”, dvs. “kager” der ikke tilfredsstiller den søde tand; hvor alt det sjove er pillet væk, og man derfor føler sig lidt snydt. Hvis de kager er alternativet, vil jeg hellere snacke på en rigtig syndig en af slagsen og så tage et mindre stykke (hvis jeg kan :-)). MEN: Hvis sunde kager er lige i øjet og smagen af lækker intakt, så er jeg HELT klar. Og her er en af slagsen; dejlig luftig chokoladekage, hvor kun de færreste ville gætte, at der ikke er sukker, mel eller smør i.

Blend en mellemstor, sød kartoffel (i små stykker, kogt & afkølet) med 3 æg, 60ml smeltet kokosolie, 3 spsk honning og 1 tsk vanillepulver. Bland denne blanding i en skål med 2 spsk glutenfri mel (eller almindeligt mel), 3 spsk kakaopulver, 1/4 tsk natron og en anelse salt. Bag ved 180 grader en lille halv time (jeg brugte en form på 20X25cm cirka), og opbevar den efterfølgende på køl – hvis der bliver noget tilbage…

Lynbrød på panden

pandebrød

 

Jeg glemte i dag at sætte en dej over, der skulle være blevet til brød til vores suppe. Og så fik jeg endelig afprøvet at bage pandebrød selv – til stor fornøjelse på flere planer, for de er supernemme og hurtige at lave, OG lækre :-).

Kom følgende i en skål, og ælt sammen: 4 dl mel (jeg brugte hvedemel denne gang, men du kan bruge fuldkornsmel eller andre meltyper også), 2 tsk bagepulver, 2 spsk olie og 1,5 dl vand. Del dejen i 4 stykker, rul til pandekagestørrelse (eller mindre, afhængigt af hvor tykke du ønsker dem) og bag dem på en varm pande uden fedstof. Jeg vendte dem et par gange undervejs. Spis til suppe eller som del af en tapasmenu med forskellige slags dips.

Jeg biksede en glutenfri version sammen i farten også; den opskrift kan du finde her.

Tags: ,
Mandelscones

mandelscones

 

Scones er en ny verden for mig. Ikke fordi jeg ikke har fået dem før, men måden at spise dem på med lidt flødeskum og marmelade er ny for mig. Og de er en sand videnskab, så jeg har endnu kun nydt den rigtige slags serveret for mig, men ikke selv kastet mig ud i projektet. Og hvis du er fan af scones, vil du sikkert sige, at dette ikke er en rigtig scone, og jeg er delvist enig, for uden hvedemel får du ikke den helt samme luftige konsistens, MEN: Smagen af disse mandelscones er uovertruffen! Jeg har serveret dem både med flødeskum og hindbærmarmelade og med lidt yoghurt rørt med svesker. Og så er de endda temmelig sunde og nemme at lave. Sæt i gang :-). Læs mere

Ugens lækre last: Figenkugler

figenkugler

Jeg fik opskriften til disse figenkugler af en veninde den anden dag (sammen med lækre smagsprøver) og tog udgangspunkt i den og de ting, jeg nu havde i skabene i dag. Resultatet er i samme kategori som dadelkuglerne; søde, sunde, nemme og lækre, og de smager helt anderledes end dadel-lækkerierne – rart med lidt afveksling. Det er tahin’en (sesamsmør), der gør forskellen, og den smag er ret gennemtrængende (kom evt. revet appelsinskal i også for at give tahin’en lidt modspil, hvis du på forhånd ved, at du ikke er sesamfan). Desuden besluttede jeg at vende dem i mørk chokolade; Lindt’s 85% som jeg købte en del af forleden i den tro, at jeg kunne spise lidt af den frem for den med 70% (og dermed indtage lidt mindre sukker). Det kunne jeg så ikke; den er for bitter til at spise “rå”, synes jeg. Til gengæld er den perfekt til det her formål.

Du skal bruge cirka 2 1/2 dl tørrede figner (gerne tørrede, men ikke udtørrede, da din foodprocessor nok ellers vil klage lidt (og muligvis ryge…)), saft af en halv appelsin, 2 spsk tahin, 2 tsk honning, 50 g mandelmel, 4 spsk hørfrø, 2 tsk kanel, 1 dl kokosmel og cirka 2 håndfulde quinoaflager (havregryn hvis du tåler gluten). Kom det hele i foodprocessoren, og giv gas til du har en fast sammenhængende masse.

Tril til kugler i den størrelse, du foretrækker, og vend dem i smeltet, mørk chokolade. Sæt på køl, og sæt kaffen over!

Abrikos toffee

abrikosbidder

 

Som alternativ til dadellækkerier, når den søde sult melder sig, prøvede jeg forleden denne abrikos toffee. Opskriften kommer fra Green Kitchen Stories-bloggen, med få ændringer fra min side.

Læg 250 g tørrede abrikoser i blød i friskpresset saft fra en grapefrugt i cirka tre timer. Kør derefter abrikoserne i foodprocessoren med halvdelen af væsken, de lå i, og 100 g ristede mandler (7-8 minutter i ovnen ved 175 grader) og 2 spsk kokosmel. Fordel på et stykke bagepapir i cirka 1 cm i højden. Bag ved 150 grader i 20-30 minutter, sørg for det ikke brænder på.

Smelt cirka 100 g chokolade, og hæld over den bagte masse. Sæt på køl og skær i passende stykker, når chokoladen er størknet. Jeg brugte hvid chokolade, fordi det var hvad jeg havde, men for at skrue lidt ekstra op for sundheden, vil jeg bruge mørk næste gang med min. 70% kakao.

 

 

Vind billetter til Food Festival i Århus 6.-8. september med Gesmak

foodfestival_logo

 

Jeg lider ikke af decideret hjemve under mit ophold her i Australien, for her er så mange ting at opleve uafbrudt. Men selvfølgelig er der ting og mennesker, jeg savner, og af og til også et arrangement, jeg gerne ville have deltaget i. Og her er et af dem – Food Festival i Århus 6.-8- september. Sidste år rejste vi herned, lige inden det gik for sig, og også i år må jeg gå glip af herlighederne. Men hvorfor tager DU ikke af sted og nyder, smager og bliver begejstret på mine vegne?

Du kan vinde to billetter ved at fortælle mig, hvad du glæder dig mest til på festivalen, og hvorfor – se programmet her. Skriv i kommentarfeltet på Facebook eller send mig en mail med dit svar, og få endelig dine venner til at deltage i konkurrencen også. Vinderen får to billetter og bliver udråbt torsdag den 5. september. Billetterne gælder til alle tre dage, så der venter masser af oplevelser, og jeg modtager gerne billeder fra festen! 🙂

Eminent citrontærte – uden sukker, mel og mælk

sund citrontærte

 

Og SÅ er jeg endelig klar til at få skrevet et par ord om denne tærte. Opskriften kommer fra en af mine favoritblogs og er oprindeligt en opskrift på det, de kalder Lemon and coconut bars. Jeg ville dog have det til at være en tærte, og det krævede et par forsøg med mængderne af bund og fyld. Smagen har hele vejen været perfekt efter min smag; der er ingen mel, sukker eller mælk i, men den tilfredsstiller min søde tand til fulde og smager fantastisk af citron. Og nu passer mængden til en traditionel springform; begejstringen vil ingen ende tage! Og simpelt er det også, hurra!

Frokostlækkerier: Bønnesalat & tigergrød

bønner med ajvar

 

Når jeg er hjemme til det, prioriterer jeg at lave en lækker frokost og sidde ned og nyde den, fordi jeg synes, der er tryk på både til morgen- og aftensmaden. I dag blev det til blandede bønner vendt med ajvar, rugbrød med æg, friskpresset grapejuice og en fantastisk dessert: Tigergrød. Det kalder jeg den, fordi en af mine døtre hørte forkert og troede, det var hvad jeg sagde, da jeg egentlig sagde chiagrød.

 

 

 

Tigergrød

tigergrød

 

En af mine piger troede, jeg sagde tigergrød, da jeg egentlig sagde chiagrød. Men jeg er vild med ordet Tigergrød, fordi der virkelig er kraft bag denne grød.

Chiafrø er den nye sort og ikke noget at sige til det. De er fulde af omega 3 fedtsyrer, fibre og protein – 2 spiseskefulde indeholder mere omega 3 end en laksefilet og mere kalcium end et glas mælk. Læste et sted, at en spiseskefuld chiafrø alene kan nære et menneske i 24 timer. Jo! Jeg bruger dem i grød og brød og på yoghurt, og så er jeg begyndt at lave denne chiagrød (tigergrød!), som står på køl natten over og bliver til den skønneste dessert, morgenmad, mellemmåltid, you name it – og SÅ nemt at lave. Her serveret med sveskemos, som altså ikke kun er til babyer; jeg elsker det! 🙂

Til en person (hele portionen til morgenmad, mindre til dessert eller som mellemmåltid) tager du 2 1/2 spsk chiafrø og blander dem med 1 tsk vanillepulver og 1 1/2 dl kokosmælk. Jeg bruger oftest coconut cream, som er tykkere end coconut milk; jeg mener, Santa Maria har en ekstra cremet version af kokosmælk, som vil gøre sig godt her, men almindelig kokosmælk er også fint. Sæt på køl, og grøden er klar til dig næste morgen; hvis den er blevet for tyk, kan du røre lidt mælk i. Servér med sveskemos som her, frisk frugt eller en frugtkompot. Smager helt fantastisk, har et lækkert knas og kunne faktisk erstatte ris à l’amanden, hvis der er allergier i familien.

Sunde cookies – and it ain’t no lie!

sunde cookies

 

 

Jeg er godt tilfreds! Nej, MEGET godt tilfreds! En veninde fortalte mig i dag om nogle müslibarcookies-lækkerierafenart bare lavet med banan, havregryn og andre ting, jeg ikke husker nu, og nu hvor de tre små sover, blev jeg nødt til lige at give det et forsøg. Uden opskrift sjussede jeg mig frem, og om end dommerpanelet nu kun består af to personer, er dommen klar: FANtastisk resultat.

Mos 1 meget moden banan, og bland 1 1/2 dl havregryn, 10g mørk chokolade, 2 tsk cashewnøddesmør (prøv med peanutbutter eller mandelsmør, det skal nok virke også – men vælg gode varianter, hvor det er 100% nødder, for andet er unødvendigt…). Form 12 små cookies, og drys lidt havsalt over med kværn for et lille twist. Jeg gav dem cirka 15 minutter i ovnen ved 150 grader, og nu hvor de er kølet af, har de en sprød kant og bløde indeni; du kan prøve dig frem, hvis du foretrækker dem anderledes.

Og det er kun starten; prøv med kokos eller tørret frugt, og udelad evt. chokoladen, hvis de er til madpakken – de er gode nok til at komme deri :-). Jeg vil teste dem med quinoaflager (så de bliver glutenfri) og mere nøddesmør og uden banan, fordi den smag er ret gennemtrængende, og så opdaterer jeg herinde, hvis jeg kommer frem til et skudsikkert resultat. Men denne variant nævnt her kan jeg til hver en tid stå inde for!

Frokostlækkerier: Salat med grønne linser og tørrede figner

grøn linsesalat

 

Jeg kogte ekstra linser i går, nu jeg var i gang; i går var de til en grøn Shepherd’s Pie, og i dag blandede jeg dem med superlækre tørrede figner (ikke de helt tørre, som du kan knække tænder på, men nogle der stadig har saft og kraft bevaret), finthakket rødløg, en stor tomat i tern og en dressing på olivenolie, citronsaft, en sjat æblecidereddike, grovkornet sennep og salt & peber. Jeg er SÅ glad for, at der er mere på køl til i morgen; det var for mig den helt perfekte kombination af farver og forskellige teksturer. Her serveret med pandestegt halloumi.

Citronslik

citronslik

 

Jeg kunne aldrig finde på at benægte min trang til lidt sødt, men jeg kan på samme tid ikke holde tanken ud om at fylde mig (eller andre) med alt for meget sukker, tilsætningsstoffer osv., som ingen har godt af. Så jeg er på evig nysgerrig jagt efter ting, der kan tilfredsstille den søde tand, men også kan nære mig samtidigt. Heldigvis findes der i tusindvis af muligheder, og jeg elsker at finde nye, sunde treats.

Her er sidste skud på stammen – og med citron endda! Kom følgende i din foodprocessor: 4 dl kokosmel, 2 1/2 dl mandler, 4 spsk kokosolie, 4 spsk honning, skal og saft af en citron, 1 tsk vanillepulver og en anelse havsalt. Giv gas, indtil det hele samler sig til en dej, du kan trille til kugler (stil evt. dejen på køl lidt, inden du triller dem). Jeg vendte dem i frystetørret hindbær og lakridspulver, men du kan også bruge mere kokos.

Jeg er super, super tilfreds – dejlig citronsmag og fin konsistens. Men: Næste gang vil jeg forsøge mig med en håndfuld tørrede abrikoser udblødt i citronsaft for at give kuglerne en mere saftig og blød konsistens, lidt à la disse dadelkugler, som indtil nu er min absolutte sundt-slik-favorit. Hvis du når at teste det med abrikoserne før mig, hører jeg gerne fra dig. Og ellers opdaterer jeg indlægget her, når jeg selv kører omgang 2. 🙂

 

Say what?!

colarosiner

 

Det her er intet mindre end ufatteligt. Helt overflødigt og unødvendigt – og farligt. Rosiner i rom til plumcake kan jeg endda gå med til, men hvis man vil have solbærsmag, kan man spise solbær, og hvis man insisterer på colasmag af og til, kan man drikke en. Jeg synes, det er synd og skam for rosinerne og forbrugerne, at rosiner skal tilføjes kemisk stads for at gøre dem mere interessante; de er jo fantastiske, som de er?! Og det er en glidebane i et land, hvor fedme er den største trussel mod folkesundheden, hvis selv de sunde produkter nu skal smage af noget andet. Moderne indpakning med “Gluten free” og “No sugar added” tiltrækker nok de fleste, men jeg ved ikke helt, om jeg tror på “No artificial flavours”?  Synd og skam er det også, at Woolworth’s som den ene af de to dominerende supermarkedskæder overhovedet tager nye produkter som disse ind; det burde være en del af deres ansvar at skære ned på produkter som disse. Men der er langt for Australien. Læs mere

Shepherd’s Pie gone green

shepherdsgreen

 

Shepherd’s Pie er traditionelt kødsauce lavet på får eller lam med kartoffelmos på toppen, sådan kort fortalt. Den kan dog sagtens laves med oksekød, og den hurtige version er den bolognese, du foretrækker, og så din yndlingskartoffelmos ovenpå og hele molevitten bagt i ovnen. En af nøgleingredienserne i en ægte Shepherd’s Pie er  Worcestershire sauce – og den kan du jo så smage din bolognese til med. Eller du kan finde et hav af opskrifter på nettet; en hurtig googlesøgning førte mig bl.a. til en af Gordon Ramsay, som ser rigtigt god ud.

Jeg blev dog i min nyeste kogebog af selveste Gwyneth Paltrow inspireret til en vegetarversion, som jeg lavede til aften, og som er lækker ud over det sædvanlige. Om min nye kogebog må jeg tage hatten af for virkelig inspirerende opskrifter, om end jeg som nævnt ofte før er til alt med måde og ikke ville kunne leve helt uden mælkeprodukter, helt uden gluten, eller hvad det nu måtte være. Hendes kogebog lægger op til netop afholdenhed på flere planer, men temaet er i det store hele mad fra bunden af gode råvarer, og det kan ingen jo fornægte er godt for os.

Nå, men min vegetarversion af Shepherd’s Pie er lavet på en sauce med grønne linser, og mosen har både kartofler og rodfrugter i sig. Og så lavede jeg i sidste øjeblik en lille rødbederelish som tilbehør; et helt perfekt grønt måltid, man bliver i godt humør af! Til børnene lavede jeg minipies i muffinforme, og det var et stort hit (også selvom jeg ikke havde andet end juleforme :-)). Dette kan du nemt gøre efter med små lasagner eller tærter også; pigerne var vilde med det.

Kikærtesalat med semi-tørrede tomater

kikærtertomat

 

Kikærtesalat er nærmest dagligt indslag i min kost; jeg hader en kedelig frokost, og selv på en travl dag kan det lade sig gøre at smide en salat som denne sammen – eller aftenen før til madpakken. Her kikærter fra dåse, skyllet i koldt vand og vendt med olivenolie, citronsaft, ristede græskarkerner, rosiner, semi-tørrede tomater, salt & peber. Prøv med denne lækre tahindressing til; det er et måltid i sig selv, men også virkelig godt tilbehør til fx en omelet.

Tahindressing

tahindressing

 

Uuh, den er god, den her! Nem at lave og blød og cremet som fløjl med en af mine yndlingssmage: sesam. Tag et par spiseskefulde tahin (sesamsmør) og hæld nok kogende vand over, så tahin’en bliver flydende. Tilsæt så saft fra 1/2-1 citron, et par spiseskefulde yoghurt, og smag til med salt & peber. Kan ikke forestille mig noget, den ikke ville være god til, men prøv fx denne kikærtesalat.

Frokostlækkerier: Omelet med søde kartofler – nu med masser af rosmarin

omeletrosmarin

Jeg hoppede for et par dage siden (lidt af nød pga. tomme skabe) atter på idéen om omelet primært bestående af kartoffelmos og lynkogte en sød kartoffel. Denne gang smed jeg en kvist rosmarin med i kogevandet, og alene duften fik tænderne til at løbe i vand. Der faldt blade af kvisten som forventet, og de røg med i den grove mos, der med et par æg og salt og peber blev til en dejlig frokostomelet, klart løftet et niveau med rosmarinen. Jeg lavede en hurtig kikærtesalat til og en fantastisk dressing med tahin (sesamsmør).

Date bites

date bites

 

Jeg sidder lige nu og nyder et glas rødvin en søndag aften og kunne ikke dy mig for lige at skulle have en lille snack til vinen. Det blev til friske dadler delt i halve og foldet sammen igen i tre variationer: nogle med et drys lakridspulver indeni (den grove slags fra Johan Bülow), nogle med et stykke hvidt og nogle med et stykke mørkt chokolade. Nemmere bliver det ikke!

Dagens ret: Dahl med grønne linser og kartofler

lentil dahl

 

Dahl er en gryderet, der sædvanligvist primært er lavet på linser og er en vigtig del af bl.a.  det indiske og pakistanske køkken. Der er et utal af variationer – her er en af de nemme, men yderst lækre med grønne linser og kartofler. Du kan bruge den som tilbehør til et stykke kød, men den kan sagtens stå alene med roti brød eller ris til – eller som her i grove pandekager med lidt yoghurt som tilbehør. Jeg kunne spise det hver dag ugen lang uden at blive træt af det!

TIP: De grove pandekager indeholder hjemmelavet mel af sesamfrø, hørfrø og mandler og giver en lidt grovere struktur. Brug dem også i stedet for købte tortilla pandekager, som meget ofte er smækfyldte med E-numre (jeg talte 13 (!) i den sidste pakke, jeg fandt hernede…).

 

No-bowl choc-slice

no bowl slice

 

Dette lille stykke lykke blev serveret i fredags, da min yngste datter og jeg var i den sædvanlige fredags-legestue, hvor vi på skift har noget med til kaffen :-). Den kaldes på engelsk en No-bowl choc-slice, fordi du ikke blander ingredienserne først, men bare kommer dem direkte i formen.

 

Jeg testede den herhjemme; den er nem at lave og virkelig lækker. Eksperimentér endelig med at skifte dele af kiksene eller nødderne ud med fx tørrede blåbær, tranebær eller rosiner eller hvid chokolade?

Kom bagepapir i en form, der måler ca 23cmX23cm (eller hvad du nu har, der minder om dette). Kom så først 90 g smeltet smør i formen, og drys derefter følgende ud over smørret: 125 g Digestives kørt til krummer på foodprocessoren, 185 g mørk chokolade i små stykker, 2 1/2 dl kokosmel og 2 1/2 dl blandede nødder i grove stykker. Til sidst hælder du 1 dåse kondenseret mælk (ca. 400g) ud over herlighederne og lader den bage i ovnen ved 160-180 grader cirka 30 minutter. Lad den køle af i formen, og skær ud i små kvadrater. Opbevares på køl en uges tid – hvis der er nogle tilbage…

 

Simpelt tilbehør: Sennepsmayo

sennepsmayo

 

Jeg kan stadig huske, da jeg fik mayonnaise til pommes frites første gang – jeg var ikke imponeret. Det er jeg nu, og forleden fik jeg denne skønne sennepsmayo, som jeg senere serverede til skønne omeletter med masser af grønt. Simpelt er det: Rør din favoritmayo med grovkornet sennep, and off you go :-).

Fra arkivet: Lilla vegetarburger

rødbedeburger

 

Jeg serverede en omgang vegetarburgere til aften i dag, og det er et stort hit hos os alle, så jeg må simpelthen lige poste denne opskrift en gang til, i det tilfælde at du missede den sidst. Denne opskrift er rykket op på min personlige top tre; grønt for alle pengene!

Dagens eftermiddagstreat

eftermiddagstreat

 

Jeg forsøger for tiden at skære kraftigt ned på kulhydrater og gluten i min kost især i form af brød, pasta/ris og sukker.Og når jeg vælger kulhydraterne/glutenprodukterne til, er det altid fuldkornstypen. Der er ingen fanatisme på bordet, men jeg synes ikke, min krop reagerer optimalt på netop de produkter, og eksperimentet skal vise, om det kan hjælpe at skære ned – jeg er for glad for mad og tror for meget på alt med måde til helt at fjerne dem fra kosten.

Pasta og ris har jeg skiftet ud med mere grønt (blancherede squashstave som pasta og boghvede eller quinoa i stedet for ris (sidste to er naturligt frie for gluten), alt sandwichbrød (som jo er det, vi får hernede, når vi ikke bager selv) med nøddebrød, og sukkerfristelser med sunde alternativer ofte indeholdende dadler.

Men mellemmåltiderne kan være svære. Jeg spiser en masse nødder, gulerødder og yoghurt samt retter med æg som fx denne zucchini slice, og i dag fik yoghurten blandet med kanel og frysetørret hindbær selskab af saltede mandler, en kop myntete og lidt ost. Lækkert og mættende uden nogen form for oppustethed eller ondt i maven. Og så var det kræs for flere af sanserne med forskellige farver og teksturer; præcist sådan som jeg foretrækker det.

Ugens lækre last: Grape spritzer

grapespritzer

 

Vi har stadig vinter her, men grapefrugter og andre citrusfamiliemedlemmer klarer sig strålende. Og med alle de grapefrugter, vi hiver hjem, måtte jeg i dag investere i en citrusfrugtpresser, fordi jeg af alle køkkeninstrumenter ikke fik dén indsats med til foodprocessoren, ikke helt gennemtænkt. Men nu kan vi igen, og jeg lavede derfor grape spritzers som det lille ekstra til aftensmaden. Friskpresset og blandet 50-50 med danskvand – næste gang skal der dog lidt Asti eller hvidvin i, tror jeg :-). Meget lækkert, friskt og sundt tilmed.

Dagens ret: Risotto med græskar, champignons og spinat

græskarrisotto

 

Jeg elsker risotto; nemt at have med at gøre og et utal af muligheder. Her med grove stykker af hokkaidogræskar, champignons og spinat. Lækker til hverdag og nem weekendmad, der hurtigt kan peppes op med et godt glas vin. Servér fx med revet parmesan og  saltede mandler.

Lækkert eftermiddagstreat

kanelyoghurt

Når vi kommer hjem om eftermiddagen, er klokken egentlig ved at være mange og tæt på aftensmadstid, og børnene er sultne. Der skal et lille måltid til, og ofte er det en hurtig løsning med en god yoghurt natural blandet med frisk eller frossent frugt (der har fået et lille opkog aftenen før) og gerne nødder og rosiner. Favoritten pt er med lidt hindbærcoulis (frosne eller friske hindbær der har fået et hurtigt opkog og en anelse sukker, hvis de er meget sure), puffede brune ris, rosiner og et drys kanel. Jeg er glad for, at jeg har opdaget, hvor lækker kanel er også i yoghurt – denne version er nærmest som en lille is. 🙂

Tags: , ,
Rystende gode rester: Omelet med søde kartofler

kartoffelomelet

 

Til vores favoritbolognese lavede jeg den anden dag kartoffelmos af søde kartofler, og rigeligt af det. Resten (en god håndfuld) kom jeg i dag sammen med to æg, salt og peber og stegte som en omelet på panden til frokost. Suverænt resultat; pga. de søde kartofler var det næsten som en “rigtig” pandekage, og der var ingen trang til sødt til kaffen bagefter. Servér med en god salat eller en masse røde tomater.

Dagens ret: Pizza med rødbede og gedeost

rødbedepizza

Pizza med rødbedeskiver, gedeost og pinjekerner – og så en stor håndfuld rucola oven på til sidst og en god slat balsamicodressing. Yum!

1 kylling – mad til 3 dage

kyllingesalat ratatouille

 

Hvorfor ikke gøre det nemt for sig selv, hvis man kan? Vi indkøbte denne uge en god, stor kylling på 2 kilo, og det gav med lidt omtanke mad til tre dage for en familie med to voksne og to børn med god appetit.

Dag 1: Jeg lavede en dressing med olie, karry, koriander, spidskommen, salt og peber og gned kyllingen godt med denne, også under skindet. Så kom den i Römertopfen på en bund af kartofler i grove stykker, perlebyg og en masse løg ligeledes i grove stykker og fik 1 1/2 time i ovnen. Jeg serverede halvdelen af kyllingen med kartoflerne, løg og perlebyg og desuden med en grøntsagsgryde, som minder meget om ratatouille.

Dag 2: En god gang biksemad med halvdelen af den resterende kylling og resten af kartoflerne, løg og perlebyg samt resten af grøntsagsgryden som tilbehør pånær en håndfuld, som jeg med vilje tog fra til dag 3.

Dag 3: Nu blev skroget pillet til den store guldmedalje, så der blev kyllingekød nok til en god kyllingesalat bestående af lidt mayonnaise rørt med resten af grøntsagsgryden (blendet til puré) og smagt til med salt og citronsaft. Vi spiste kyllingesalaten til lækkert rugbrød med gulerods- og agurkestænger (og lidt ekstra pålæg) til.

Håber du kan finde inspiration til også at få så meget som muligt ud af den næste kylling, der finder vej til dit køkken – det er en god fornemmelse, når intet går til spilde.

 

Grill’d – burgerbar med styr på tingene

grilld

 

Vi har fundet en burgerbar i Melbourne, der serverer gode, sunde burgere i fuldkornsbrød, og tilmed gode vegetarburgere også. Til en god pris, og alt i en inspirerende indpakning – det kan vi lide! Og så drysser de deres pommes frites med rosmarin; dét er godt!

Verdens nemmeste suppe

suppe med søde kartofler

 

Jeg ved, det nok ikke er hvad sommerfolket i Danmark trænger til lige nu, men her er det vinter, og jeg lægger alligevel denne opskrift op nu; så kan I vende tilbage, når efteråret banker på, for denne suppe er virkelig så nem og lækker, at den godt kunne gå hen og blive en hverdagsfavorit i hvert fald hos os.

Skær en porre i tynde ringe, svits i en gryde til de er bløde – brænd dem endelig ikke på. Tilsæt et par spiseskefulde karry, og giv karry og porre et par minutter, før du tilsætter en stor sød kartoffel i tern og nok kyllingebouillon (eller grøntsags-) til at dække indholdet i gryden, men kun lige dække og ikke mere. Lad det koge, til kartofler er så bløde, at du kan mose dem med en ske. Blend suppen fin med en stavblender eller i en foodprocessor. Nu har du en cremet suppe, og så kommer det allervigtigste – tilsmagningen. Jeg startede ud med at komme saft af en halv citron i. Det giver suppen dybde og tager den lidt melede fornemmelse fra kartoflerne væk. Så gav jeg den godt med salt og peber, smagte til og kom lidt mere karry i. Til sidst en lillebitte smule fløde for lige at runde af, et voila. Hvis du gør dig umage med tilsmagningen, ender du med en fantastisk suppe, som kan laves på ingen tid. 4 personer var godt mætte og tilfredse her :-). Servér med brød, frisk persille og saltede mandler.

Kagen der ikke skulle bages

lemonslice

 

 

Jeg har før nævnt australierne og deres slices, både i det salte og det søde køkken. Her er min absolutte favorit – og den skal ikke bages, så det er ret nemt og aldeles lækkert. Du tager 1,25 dl kondenseret mælk (burde kunne fås i de fleste supermarkeder derhjemme eller ved den etniske købmand) og varmer det op sammen med 100 g smør, til smørret er smeltet. Lav fine krummer af 200 g Digestives (på foodprocessoren eller ved at køre en kagerulle over kiksene i en plastikpose), og bland krummerne med 2 1/2 dl kokosmel, fintrevet skal af en citron og smørblandingen.

Pres blandingen ned i et fad foret med bagepapir, der måler cirka 20X30cm, og sæt på køl 1 1/2 time eller til den er fast i det. Kom så glasur på: cirka 2 1/2 dl flormelis, saft af en halv citron og 1 spsk blødt smør, og lad den få en halv time mere på køl, eller indtil glasuren har sat sig.

Helt fantastisk konsistens og super frisk smag fra citronen. ELSKER den – gerne sammen med god, stærk kaffe.

Tags: ,
Godmorgen-mad

quinoa grød

 

Jeg er vild med grød, og så godt som alle morgener får vi havregrød med diverse frø og kerner i. Altid sødet med banan, rosiner og frisk æble og kanel (ikke kanelsukker). Den sidste uge har jeg eksperimenteret med grød på quinoa, og jeg er vild med det. Jeg bruger hel quinoa og ikke flager, og quinoaen bevarer sit knas i grøden, det er lækkert. Til en portion (det er indtil videre kun til mig selv, at jeg laver det) koger jeg 1 dl quinoa (grundigt skyllet før kogning) med 2 dl vand og tilsætter så 1 dl mælk og lader grøden simre, til den har den rette konsistens. Så kommer jeg 1/2 til 1 teskefuld kanel i, 1 tsk lemon curd, rosiner og masser af frisk frugt (med al tilbehøret får jeg til to omgange). En virkelig skøn start på dagen – eller et fantastisk mellemmåltid.

Tags: ,
Indpakning af lækkerier

cd indpakning

 

En af mine veninder her i Melbourne har glutenallergi, og jeg har sommetider lidt lækkerier med til hende. Sidst var det paleorugbrødet og dadelbarer med lakrids (brug opskriften her, tilsæt lakrids i dadelblandingen, form til barer og tril drys med kokos), og smagsprøverne pakkede jeg ind i CD-lommer og skrev opskriften bagpå.

Ugens lækre last: Skolekridt

skolekridt

 

Der er hård konkurrence om at vinde prisen som ugens lækre last, spidskandidaterne er Skolekridt og dadelkugler. Skolekridtene vinder dog, fordi jeg havde glemt alt om dem, til en veninde sendte nogle ned, og nu har min svigermor sendt flere på opfordring – og vi nyder dem! Nu mangler vi bare lidt varme her, for jeg tror, de ville gøre sig helt godt med et koldt glas hvidvin til…

Børn og blomkål

blomkål

 

Jeg tror, der er mange, der knokler med at få deres børn til at spise nok grønt, og nogle gange kan jeg helt ærligt godt forstå, at børnene ikke gider. Udkogt blomkål frister vist kun få for at nævne et eksempel. Men i går lod jeg det flotte blomkål koge i bare et par minutter, så buketterne stadig havde bid, vendte det med friskpresset citronsaft og dryssede med Herbamare urtesalt (fremstil dit eget ved at køre salt med dine foretrukne urter i en foodprocessor eller ved hjælp af en morter) og ristede mandler (giv dem 5 minutter i ovnen ved 175-200 grader; lad én være knækket, og tag mandlerne ud, når den knækkede mandel bliver lysebrun på indersiden). Børnene skændtes om, hvem der måtte få det sidste, og de voksne var også pænt tilfredse; de velsmagende mandler giver blomkålen en pæn kant. Nemt og lækkert, når der skal ekstra grønt på bordet.

Dadelkugler med hindbær og lakrids

dadelkugler lakrids

 

Jeg har en ubegribeligt sød tand og giver (sikkert lidt for ofte) efter, når den kalder på noget. Til gengæld prøver jeg så vidt muligt at byde den på hjemmegjort, så jeg ved, hvilke ingredienser der er i, og så er jeg vild med at finde på naturlige alternativer til ellers sukkerholdige sager, så jeg måske nok indtager kalorier, men i det mindste også vitaminer. Dadler er fantastiske til alternative lækkerier, og jeg har altid friske dadler på køl, så jeg hurtigt kan fremstille lidt lækkert. Her på siden kan du finde dadelnutella, dadelkage og dadelkugler, og netop sidstnævnte udvikler jeg lige pt. flere og flere variationer af.

På billederne her er dadelkugler, som jeg lavede i går aftes for at have dem med til en veninde i dag. Jeg kørte cirka 400 g friske dadler i foodprocessoren med 30g kokosolie, en håndfuld ristede mandler (giv dem 5 minutter i ovnen ved 175-200 grader; lad én være knækket, og tag mandlerne ud, når den knækkede mandel bliver lysebrun på indersiden), en lille håndfuld ren kakao (kakaopulver uden tilsat sukker), en lille håndfuld havregryn og en kvart teskefuld salt, til alle ingredienser blev til en fast masse. Halvdelen af dadelkuglerne vendte jeg i frysetørret hindbærpulver , den anden halvdel i lakridspulver. Jeg har før forsøgt fysisk at trille kuglerne med fingrene i lakridspulver, men varmen fra hænderne gør pulveret klistret; i stedet kommer du 1 spsk pulver i en skål og lægger cirka 6-8 kugler i skålen og roterer skålen, til alle kugler er dækkede af pulver. Meget bedre! Når jeg forærer dem væk, er det ofte i en fin lille æske foldet af reklamer fra modemagasiner. Dekorativt & fornuftigt :-).

 

dadelkugler indpakning

En dreng er kommet til verden…

sticky dates

…og det ikke en kongesøn, der er tale om her. Men min søn, som nu er 8 uger. Og som den gode dreng han er, er der nu ved at komme et par ledige timer til rådighed om aftenen, så jeg igen kan tage fat på bloggen. Og det har jeg virkelig glædet mig til; med tre børn er det rart at have en alenestund at se frem til.

Billedet her er fra hospitalsopholdet, som ligesom alt andet her down under var en oplevelse på godt og ondt. Billedet er et af de gode minder med den første kop gode kaffe efter fødslen ledsaget af en ny favorit, sticky dates. En kaloriebombekage uden lige med masser af brunt sukker og lækre dadler overhældt med en karamelagtig sauce. Yum! Jeg har endnu til gode at teste opskrifter på denne sag, men den kommer på herinde, så snart jeg får det gjort.

Good to be back!

Dessert skal der til!

trampoline

 

Efter det lækre, grønne måltid gik vi på isbar efter pigernes ønske (nå ja, og mit). Jeg fik traditionen tro citronis og så en utroligt lækker figenis, som faktisk gav citronisen skarp konkurrence. Nu står min ismaskine i Danmark, men jeg skal klart prøve at lave den variant, når vi igen er inden for Danmarks grænser. Hvis du laver is selv, så prøv at purere nogle brændte figner (jeg elsker dem fra Svansø) i en stærk foodprocessor/blender sammen med noget af karamellagen, og kom det i en basisopskrift på vanilleis. Tilsæt gerne et par brændte figner skåret i små stykker til sidst for lidt bid i isen. Og lad mig høre, om det blev godt :-).

Tags: , ,
Den sidste nadver…

grønt med satay sauce

 

… er det selvfølgelig en overdrivelse at kalde det, men familien på 4, der bliver til familien på 5 meget snart nu, tog i går til min yndlingsrestaurant Vegie Bar i Brunswick Street i Melbourne. Utroligt lækker vegetarmad til ubegribelige rimelige priser; vi spiste 4 personer inkl. drikkevarer for hvad der svarer til ca. 350kr.

Jeg fik denne gang dampede grøntsager med satay-sauce (peanut-sauce) og ristede peanuts – en fornøjelse for en grøntsagsfan, men du kan derhjemme nemt tilsætte strimler af stegt svinekød eller kylling og/eller servere med ris til, hvis du har lyst. Her var det bønner, broccoli, rødkål, gulerødder, spirer, blomkål, kartofler og squash, hver især dampet eller kogt, men stadig med masser af bid og smag og tilsat tofu, frisk koriander og citron. Du kan i teorien bruge lige, hvad du lyster eller har på køl – en god måde at få tømt ud på i grøntsagsskuffen. Jeg lavede for ikke så længe siden satay-sauce efter denne opskrift – god fornøjelse :-).

Verdens nemmeste curry

vegetarcurry

 

Mens vi (u)tålmodigt venter på babyen, vælter det naturligvis ind med forslag til, hvad man selv kan gøre for at hjælpe naturen på vej. Forslag nummer et er altid en curry, så to gange denne uge har en sådan været på menuen, dog fortsat uden effekt. Men til gengæld virkelig, virkelig lækkert og utroligt nemt. Mængden her rækker til to personer; jeg tænkte, den skulle være meget stærk for at have rette effekt, og det ville nok være for meget for børnene.

To do: Hak et løg, og steg det blødt sammen med ca. 3 spsk karry og 3 spsk garam masala krydderi. Tilsæt et par håndfulde kogte kartofler og 1-2 kogte gulerødder i stykker à 2cm, en dåse kikærter og en halv til en hel dåse hakkede tomater sammen med lidt vand og et par teskefulde chiliflager – prøv dig frem med lidt chili ad gangen, alt efter hvor stærkt du foretrækker det. Smag til med lidt citronsaft, salt og peber, og lad det simre et lille kvarter. Tilsæt et par håndfulde spinat 5 minutter før servering.

Jeg havde denne curry på bordet sammen med yoghurt rørt med lidt salt, citronsaft og frisk, finthakket mynte, naanbrød og lidt ris, og en anden dag udgjorde curryen tilbehør til en hel kylling stegt i Römertopfen. Kør endelig på med alle mulige slags grøntsager; blomkål og søde kartofler er fx også rigtigt godt. Og husk så en stor kande vand på bordet :-).

Corn fritters

corn fritters

 

Vi har fundet endnu en dejlig café i nærheden af vores nye bopæl; den kræver en tur med toget, men er det værd. Her smagte jeg for første gang corn fritters, som vist er lidt oldschool her, men det bliver de jo ikke dårligere af! Jeg tror, den danske oversættelse er en mellemting mellem frikadeller og pandekager; kød, fisk, frugt eller grønt i en slags dej, der så bliver stegt i friture eller på panden. Jeg synes, fritters er et fedt ord, så det holder jeg fast i.

Variationen her er med majs og usandsynligt nemme at have med at gøre. Du kan variere med andre grøntsager, fx gulerødder, squash eller kartofler – en god måde at få tømt ud i køleskabet på. Jeg foretrækker dem varme med en skarp salsa af en art (fx mango eller avocado), men er der nogle tilovers, er de heller ikke tossede i madpakken.

En af de der dage…

pandekager med birkes og banan

 

… der kræver lidt eftermiddagsopmuntring, dem kender I nok. I vores tilfælde skyldes det lige nu en syg datter, en højgravid med et par dage til termin og så et opkald fra skolen om en syg datter mere. Right! Så vi måtte klemme lidt hygge ind, og den hurtige løsning var at bage pandekager. De blev denne gang med banan og birkes og var virkelig gode. Faktisk behøvede de ikke meget andet tilbehør end lidt frisk frugt eller en anelse marmelade; de har et dejligt knas fra birkes og en skøn smag af banan. På en særlig dag kunne man dog godt snige lidt lemon curd eller vanilleis oven på dem, eller en god fed yoghurt rørt med lidt honning og frisk mynte.

Dagens grønt: Bønnesalat med champignons

bønnesalat med champignons

 

Som tilbehør til en skøn lasagne fik vi i dag denne simple salat, som taler til smagsløgene, men i den grad også til øjnene pga. de skønne farver. Blanchér og afkøl derefter et par håndfulde bønner i 3 cm stykker (og evt. nogle ærter), og bland dem med tørrede abrikoser, finthakket rødløg og champignons (jeg måtte stege mine lidt på panden, fordi de ikke var i topform længere, men næste gang skal de i friske). Hæld en dressing over lavet på lidt olivenolie, rødvinseddike, sukker, salt og peber, og pynt med kernerne fra et granatæble.

Zucchini slice

zucchini slice

 

Du kan få rigtigt mange forskellige slags slices her i Australien. Termen bruges rask væk om både kager (lemon slice fx) og så også om denne type mad fra det mere salte køkken; her en slags æggekage bagt i ovnen. Jeg har bevaret den engelske term, fordi jeg ikke kan komme på den perfekte ækvivalent på dansk – under alle omstændigheder er dette et stykke lækkeri, som er på niveau med kage; det er umuligt at stoppe igen, når man først er kommet i gang. Vi spiser det i mange sammenhænge; til brunch, som en let aftensmad med godt brød og en god salat til eller som pålæg i en sandwich dagen derpå; den bliver bestemt ikke ringere af en overnatning på køl og er lækker varm som kold. Se hvor nemt du kan komme til at nyde denne zucchini slice her.

Hvis du godt kan lide birkes…

bananbrød med birkes

 

… skal du næsten prøve det på dette lækre bananbrød. Det var egentlig en nødløsning, fordi jeg var løbet tør for rasp til at drysse i formen, men oh my; fra nu af bliver birkes nummer ét til denne opskrift.

Chokoladesvineri

chokoladesvineri

 

Der er en baby på vej, så vi om mindre end en måned bliver 5 i familien. Alle glæder sig, men det forlyder fra den, der venter barnet (mig), at det er ved at være lidt anstrengende nu. Jeg må sidde ned og lave mad, hvilket jo gør alle processer noget langsommelige, så jeg glæder mig til at blive normalt mobil igen. Den søde tand trives dog fortsat i bedste velgående, og i går bagte jeg for jeg ved ikke hvilken gang denne lækre chokoladekage, som stammer fra restauranten Svineriet i Århus, der tidligere i år gik konkurs. En skam uden lige; det var en fantastisk restaurant. Æret være Svineriets minde; skynd dig at bage og smage!

Hurtigste kikærtesalat nogensinde

kikærtesalat med sesam

 

Jeg ved det; mig og mine kikærter. Men de ER bare gode på utroligt mange måder, og ofte utroligt nemme at få noget lækkert ud af. Jeg er blevet særligt vild med helt enkle salater med netop kikærter som hovedingrediens; de kan fremstilles på 5 minutter og er særdeles smagfulde. Her er det kikærter fra dåse (af god kvalitet) blandet med rød peber og ristet sesam, olivenolie, citronsaft, salt og peber. Andre gange med rødløg, agurk, lidt feta og/eller friske krydderurter. Nem salat til aftensmaden eller til madpakken?

Mere topping til kartoffelmosen

topping til mosen

 

Jeg er virkelig blevet hooked på topping til kartoffelmosen og prøver løbende nye variationer af, ud fra hvad der nu måtte findes i grøntsagsskuffen. Denne blev særligt god, synes jeg: En masse strimlet kål (fra vores økokasse med lokale varer; jeg har ingen anelse om navnet på den, men du kan bruge rødkål, en grøn kål af en art eller måske snart spidskål?), ristet sesam, champignon, en masse hvidløg og tørrede abrikoser. Kål varmet på panden med hvidløg og champignon, sesam ristet for sig og tørrede abrikoser vendt i til sidst.

Ikke engang en tunsalat, men…

tun med olie

 

Nogle gange er det næsten for simpelt, men så igen: Det virker virkelig godt for mig, så hvorfor ikke dele? Vi spiser en del tun fra dåse til frokost og som en del af madpakken. Når jeg åbner en dåse, dræner jeg tunen for vand og vender den med en god olivenolie, lidt citronsaft, salt og peber og opbevarer den sådan på køl. Jeg synes, den bliver lige en tand mere interessant, også når jeg ikke har tid til at forvandle den til en “rigtig” tunsalat (som denne eller denne) :-).

Tags: ,
Ugens lækre last: Knasende kikærter

kikærter

 

Jeg kom pludselig i tanke om, mens jeg lavede suppe i går, at jeg havde hørt noget om ovnristede kikærter. Og da jeg manglede tilbehør til suppen, skyndte jeg mig at få gang i kikærterne også. Så simpelt, SÅ lækkert. Tag en dåse kikærter, skyl dem, og tør dem forsigtigt i køkkenrulle. Vend dem med to spiseskefulde olie, salt og peber (eller cayennepeber, røget paprika eller måske spidskommen?), og lad dem riste i ovnen cirka en halv time ved 200 grader. Hold godt øje med dem; de er klar, når de får sprøde, brune kanter. Lad dem køle lidt af, og spis dem som en snack eller brug dem i en suppe. Det er alt andet end sidste gang, de kommer på bordet hos os :-).

Tags:
Suppen der slap aldeles hurtigt op

butternut suppe

Vi fik et smukt butternut squash af vores nabo, som jeg næsten havde glemt igen. Men i går røg det i en spontan suppeløsning til aftensmaden, til alles fornøjelse. Så hvis du stadig kan skaffe græskar, vil jeg råde dig til at prøve at komme det sammen med et løg, to gulerødder og et par spiseskefulde karry, som du først lige bruner i gryden, inden du kommer græskar-ternene i sammen med to små æbler (skrællede) i små stykker og en rød peberfrugt i tern. Tilsæt 0,75L kyllingebouillon, og lad det hele småkoge, til alle ingredienser er klar til at blive blendet. Smag derefter suppen til med salt, peber og citronsaft, og servér med skønt brød, creme fraiche, friske krydderurter eller måske disse fabelagtige, knasende kikærter?

Bagt broccoli – ja tak!

bagt broccoli

 

En veninde fortalte mig om bagt broccoli den anden dag, ikke som i gratin, men som i varmet op i ovnen, til det får sprøde kanter. Jeg er vild med broccoli og kastede mig ud i at teste det i går – det var superlækkert. Del broccolien i den størrelse buketter, du bedst kan lide, skyl og tør dem grundigt, og vend dem med et par spiseskefulde olie, lidt salt og peber. Giv dem cirka 20 minutter i ovnen ved 200 grader, til de får sprøde, lysebrune kanter. Hæld lidt olie blandet med skal og saft af en halv citron over dem, når de kommer ud af ovnen, drys med ristede mandelsplitter og friskrevet parmesan (hvad vi så måtte undlade pga. mælkeallergikeren). Du kunne også hælde en blanding af olie, soya og lidt friskrevet ingefær over og drysse med ristede cashewnødder fx, eller olie blandet med chili måske og ristede pinjekerner? Mulighederne er mange :-).

Ny favoritsalat

ny favoritsalat

 

Det er ikke så ofte, at salaterne er planlagt i mit køkken, og det giver tit nogle spændende sammensætninger, nogle bedre end andre :-). Men denne er ret vellykket, synes jeg, og en ny favorit hos alle i familien. Tag så meget blandet salat, som du mener, I kan spise, skyl det godt, og bland det først med en sjat dressing bestående af olivenolie, lidt æblecidereddike, salt og peber. Vend så salaten med ristede solsikkefrø og sesamfrø, og tilsæt herefter tørrede abrikoser i små stykker, tynde løgringe og avocado i grove stykker. Velbekomme!

Gaveidé

gaveide

 

Der er fødselsdage hele tiden, og selvom jeg forsøger at have et lille gavelager, jeg kan tage noget fra, er det rart med lidt nyt af og til. Det her var sjovt at lave og bliver helt sikkert gentaget: Et fint glas med ingredienser til lækre muffins (eller cookies e.l.), som modtageren kan more sig med at lave, og nyde. I dette tilfælde skal der bare tilsættes lidt mælk, æg og smør, som blandes med indholdet i glasset her (opskriften sidder på glasset), og så bestod gaven desuden af røreske, fint forklæde og nydelige kageforme. Jeg tror, den 7-årige gavemodtager bliver godt tilfreds, men det er jo en gave til alle aldre i virkeligheden. Det kunne også være en kurv med ingredienser til en lækker omgang aftensmad inkl. opskrift og en god vin?

Tandoorikrydret suppe

tandoorisuppe

 

Vi er nu flyttet i det nye hus, og vi elsker det! Ingen larmende overbo, bare os og vores egen larm. Jeg kan på ingen måde erklære mig energibundt lige for tiden, så vi halter hele tiden lidt bagud i forhold til at få handlet ind og planlagt lidt. Og i går, da vi kom hjem efter en skøn tur i parken bare et par minutters gang fra vores hus, gik det op for mig, hvor lidt vi faktisk havde i skabene. I al panik (sultne og grædende børn presser en lidt) gik jeg vitterligt alle gemmesteder igennem, og undervejs kom så denne suppe på banen. Med 1 stort løg, 2 gulerøddder, 1 slatten squash og en dåse kikærter kom der alligevel mad på bordet – god mad. Se opskriften her.

Tags: ,
Opdateret bananbrød – nu med hindbær og yoghurtpålæg

bananbrød med hindbær

 

Vi flytter om to dage, så alt er på hovedet, og al tid bliver brugt på at pakke. Nu var en del af formålet med at flytte til Australien jo at skulle dyrke simple living (eje få ting i det hele taget, ingen bil, have god tid osv.), så der er ikke så meget at pakke, men tid tager det jo uanset. Til de søde mennesker, der kommer og hjælper os på mandag, er jeg i færd med at opbygge et lille lager af søde sager til den kaffe, jeg forestiller mig, vi skal indtage løbende. Og bananbrødet her ligger nu i fryseren og er klar til at blive serveret med lidt græsk yoghurt  rørt med lidt vanillepulver, honning og lidt kanel  – brug en fed yoghurt, så den kan smøres på brødet, når det er kølet lidt af. Det er helt samme opskrift som dette brød, bare tilføjet 200 g frosne hindbær – ren nydelse!

Smutvej til tærtebund

genvej til tærtebund

 

Når tiden er knap – og det er den jo tit, ikke? – tyer jeg til denne løsning, hvis der er tærte på menuen: I stedet for at lave en almindelig fuldkornstærtedej, koger jeg 200-250 g fuldkornsskruer halvdelen af den tid, de egentlig skulle have, og lægger dem i tærten som bund. Det fungerer upåklageligt og er en fin lille smutvej, synes jeg.