Sikke en dejlig opdagelse – Ajvar. En af mine søde veninder introducerede mig for den sidste forår; her var den anvendt til en simpel, men fantastisk tunsalat: Ajvar og tun, et voila! (Kan snildt peppes op med jalapenos, friske krydderurter eller andet godt.)

Ajvar er en pasta lavet på røde peberfrugter og aubergine, og den har den smukkeste orangerøde farve og smager virkelig godt. Den kan bruges til så mange forskellige ting og er hurtigt blevet en favoritgenvej i mit køkken, når tiden ikke slår til til at grille røde peberfrugter og lave den selv. Brug den fx til:

  • tunsalat
  • på rugbrød som spread under et dejligt stykke kød eller ost
  • vendt i creme fraiche som dip
  • som smagspift i suppe
  • som dressing i en aubergine-kartoffel-salat eller salat med kikærter og andre bønner samt krydderurter