gentle gingerbreadman

 

 

Indrømmet. December er svær, når man ikke spiser sukker. Jeg havde egentlig ingen plan om at skulle være fanatisk, da jeg besluttede mig for at skære drastisk ned på sukker. Men da jeg så fandt ud af, hvor godt jeg har det, når jeg går udenom, er det ikke længere et spørgsmål om fanatisme, men snarere bare en beslutning om at gøre det, der virker for mig. Sådan er det for mig, når jeg får sukker: Jeg vil have mere og kan ikke nøjes med ét stykke kage; jeg har en væsentligt kortere lunte; jeg bliver sindssygt træt hen på eftermiddagen; jeg spiser for meget af alt muligt andet også, fordi sukkeret ikke giver mig noget vedvarende energi – og jeg har løbende dårlig samvittighed, fordi jeg godt ved, jeg bare skulle lade være. 

Da jeg først skar ned, gik der ikke mange dage, før jeg bare helt mistede interessen for det. Vi kan sagtens have chokolade i skabene nu, uden at jeg spiser det eller endda har lyst til det. Jeg har sindssygt god energi, vedvarende hele dagen igennem. Jeg bliver ikke træt som før, har ingen nætter med heftige svedeture, og jeg er meget mere tålmodig og rolig, hvis man kan formulere det sådan. Pga. min generelle madglæde vil jeg stadig sætte pris på et lækkert stykke kage her eller der, men det skal virkelig være fristende og noget helt særligt for at jeg gider nu. Og med viden om, hvor skidt det hvide stads er for hele systemet (jeg gemmer det til en anden gang, det er jo december 🙂 ), savner jeg det på ingen måde.

Altså bortset lige fra i december, that is. Maden har meget med julestemningen at gøre, og der mangler altså for mig noget, hvis der ingen pebernødder eller vanillekranse er i nærheden. Så jeg har bagt og smagt, men har kun lavet meget små mængder ad gangen, så vi virkelig har kunnet nyde frem for hensynsløst at køre den ene portion efter den anden ned. Lidt, men godt. Og så fandt jeg så denne opskrift på de gode gingerbreadmen, som er uden alt det, jeg enten ikke kan tåle eller bevidst holder mig fra. Ingen gluten, ingen sukker. Men smagen af jul! De er lidt blødere end sædvanlige gingerbreadmen, men jeg er vild med dem. Giv dem en chance, hvis du har lyst til en lille pause fra sukkerræset :-).