Jeg er efterhånden stødt på en del kager med kombinationen af appelsin og birkes her Down Under, og jeg er vild med dem alle. I dag ville jeg bage nogle hurtige eftermiddagsmuffins og ledte efter en opskrift, der kunne opfylde det behov. Det endte med en opskrift stykket sammen af flere, og resultatet blev virkelig godt. Luftige, smagfulde kager, der kunne røres sammen og bages i løbet af cirka 3 kvarter, og med ingredienser, der er at finde i de fleste køkkenskabe. Prøv den skønne smag her, eller brug grundopskriften til at lave muffins med andre nøgleingredienser.