Ingredienser

1/2 liter vand

5-7 g gær

2 tsk salt

10 dl mel (du kan erstatte en tredjedel af hvedemelet med en grovere meltype, fx ølandshvede)

 

Sådan gør du

Opløs gæren i vandet, og rør de øvrige ingredienser i.

Du får en meget våd dej, og den skal du lade stå på køl i min. 12 timer.

Lad den hæve et par timer ved stuetemperatur inden bagningen – jeg har dog tit haft for travlt til at nå disse to timer og har sprunget det over og stadig fået et lækkert brød ud af det.

Sæt din Römertopf i blød i vand 10 minutter, tøm den herefter for vand, og sæt den i en kold ovn.

Lad ovnen varme op til 250 grader. Når ovnen viser, at den er varm, lader du den lige stå endnu et kvarters tid, så den virkelig er så varm, som den lover.

Så tager du den varme Römertopf ud og hælder dejen deri. Et par gange er brødet brændt fast for mig, sikkert fordi Römertopfen ikke var varm nok, så jeg bruger faktisk ofte bagepapir nu for at undgå et ødelagt brød. Nogle hævder, det ikke duer med bagepapir, men for mig fungerer det fint.

Brødet skal have en halv time med låg ved de 250 grader og et kvarter uden låg ved 230 grader.

Nyd den fantastiske duft, der breder sig, og lad brødet køle af i en lille halv time, før du sætter kniv og tænder i det.