glutenfrit bananbrød

 

Der har været travlt i mit køkken i dag – på den gode måde. Det ene tog lidt det andet, og pludselig havde jeg gang i at bage mandelcookies, mandelbrød, lave marmelade og morgenmad på samme tid. Det kan jo ske :-). Senere på dagen kom jeg i tanke om en af mine gamle favoritter fra tiden før den glutenfrie kost; bananbrødet. Efter lidt søgen her og der kastede jeg mig ud i projekt glutenfrit bananbrød, mættende og med færre kulhydrater. Stor succes – fantastisk konsistens, smag og utroligt nemt!Gør foodprocessoren klar med den store kniv, og kom 4 modne bananer, 4 æg, 140g mandelsmør og 4 spsk smeltet smør/kokosolie i. Kør, til det er en ensartet masse, og pas på der ikke gemmer sig store stykker banan iblandt. I en skål blander du 75g fint kokosmel (også kaldet kokosfiber – ikke det samme som revet kokos) eller mandelmel (jeg blandede kokosmel/fiber med både mandel- og hasselnøddemel), 1 spsk stødt kanel, 1 tsk natron, 1 tsk bagepulver, 1 tsk vanillepulver (uden tilsat sukker), revet skal af 1/2 citron og et drys havsalt. Hæld den flydende masse ned til melet, og rør godt sammen. Kom til sidst et par håndfulde frosne hindbær i dejen, og hæld den i en form på cirka 10X20cm. Bag ved 160 grader varmluft i cirka 50 minutter. Spis det lunt med lidt smør eller en god, græsk yoghurt blandet med lidt vanille; drys lidt honning over – eller gør ingen af delene; det er super lækkert bare som det er også.