Det er helt fantastisk, som man nogle gange kan blive overrasket på den virkelig gode måde af et menneske, man troede, man nok ikke ville have meget til fælles med. Men jeg var i går ude på en opgave, hvor en masse FDB-medlemmer i Århus-kredsen var på workshop om tilsmagning af grøntsager. Og mens jeg stod i køkkenet, kom en af deltagerne ud for at få sig en lille pause fra begivenhederne i aulaen. Stemningen var lidt anspændt, for vi kendte ikke hinanden, og ordene faldt ikke lige så let. Men så skete det; vi kom til at tale om alle de smukke stykker frugt og grønt, der lå klar på bordene, og jeg fik sagt noget med, at man ikke kan andet end lade sig friste af farverne alene. Manden mente, at det ikke kun har noget med farverne at gøre, men også noget med, og her kom så det fantastiske ord ud af mandens mund, frugtens “døwfaktor” at gøre. Han gav sig straks til at forklare, hvad “døw” betyder, men med mine nordjyske aner var det helt overflødigt, for jeg ved selvfølgelig godt, hvad “døw” betyder – det ord brugte min kære morfar gerne, og ofte sammen med “pjalt” (hans bil, når den ikke ville starte…).

En frugts døwfaktor (hvor meget besvær er der med den, før den kan spises) er høj eller lav alt efter hvor lettilgængelig frugten er. Et æble har således en lav døwfaktor; det kan spises, som det er, hvorimod en kokosnøds døwfaktor er meget høj. Døwfaktoren er dog ikke proportionel med frugtens smag og lækkerhed forstået på den måde, at jo højere døwfaktor, jo mere lækkert et stykke frugt; et æble er lækkert, og det samme er en kokosnød. Men hvilket herligt begreb – haps!