glutenfri pandebrød

 

Glutenfri bagning er ikke for de sarte, og jeg er kun lige begyndt at bevæge mig over i den lejr for at prøve noget nyt grundet mistanke om, at jeg ikke tåler gluten særligt godt. Disse brød lavede jeg frit fra hånden som tilbehør til en suppe, og de er faktisk ikke så tossede endda. De er hurtige at lave og bages på panden. De er ikke luftige, som når du bager med hvedemel, men jeg kan faktisk godt lidt den lidt tungere konsistens.

4 stk

Ingredienser

3 1/2 dl glutenfri mel

1 dl hørfrø, mandler og solsikkekerner kværnet til mel

1 æg

2 tsk bagepulver

2 spsk olie

cirka 1 dl vand (prøv dig lidt frem; konsistensen bliver klistret, og dejen skal hænge sammen men ikke være for tynd)

 

Sådan gør du

Bland alle ingredienser godt sammen i en skål, og form dejen til 4 kugler med lidt ekstra mel på bordpladen.

Tryk hver kugle dej flad med hænderne, og bag brødet på en varm pande med en lillebitte smule olie, til det virker gennembagt; vend det et par gange undervejs.

Servér til suppe eller med diverse dips.