En rigtig ratatouille ser lidt anderledes ud end i denne opskrift, men fungerer nærmest på samme måde; variér evt. grøntsagerne for lidt forskellige udgaver. Her er rigeligt til to voksne:

Ingredienser

1 stor aubergine

1 squash

2 løg

to store håndfulde champignon

2 håndfulde cherrytomater

1 dåse hakkede tomater

2 gulerødder

salt & peber

lidt fløde eller rødvin

 

Sådan gør du

Skær auberginen i tykke skiver, drys dem med salt for at trække den bitre saft ud – de er klar til at blive skyllet og skåret i 2×2 cm tern, når der er små bobler af væde på dem, det tager ca. 1/2 time.

Skær løget i små tern og gulerødderne i skrå, tynde skiver, og sautér ved lav varme, til løgene er bløde.

Tilsæt squash i tern eller skiver, champignons i skiver eller stykker og de hakkede tomater.

Cherrytomaterne er det nok at halvere, og så skal auberginerne i nu også.

Lad det hele simre en lille time; undervejs kan du tilsætte en lille sjat fløde eller rødvin og lad det koge ind.

Smag til med salt og peber – du kan smide noget frisk persille eller lignende krydderurt i til sidst, men jeg plejer ikke at gøre det. Det fine ved denne ret er for mig at lade grøntsagerne smage af sig selv og ikke så meget andet.

Servér som den er, med groft brød eller som tilbehør til pasta, ris eller måske kogte speltkerner?