Ingredienser

2 tsk tandoori krydderi

2 tsk karry

1-2 tsk tørret chili

2 tsk stødt spidskommen

2 tsk stødt koriander

500 g kyllingefilet i grove tern

1 rødløg i tynde ringe

1 stor gulerod i tynde skiver

1 stor sød kartoffel i tern à cirka 2×2 cm

2 dåser kokosmælk

friskpresset saft af 1 lime

1/2 -1 blomkål i buketter

4 modne tomater i grove stykker

salt og peber

 

Sådan gør du

Varm en god slat olie op i en gryde; når den er godt varm, tilsætter du alle krydderierne og brænder dem af. Tag evt. gryden af varmen, så de ikke brænder, men bare bliver varme og afgiver den skønneste duft.

Herefter kommer du kyllingen i sammen med løget og rører godt rundt, til løgene er bløde.

Tilsæt så gulerod og sød kartoffel, og vend det rundt med kyllingen.

Så er det i med kokosmælken; bring det hele i kog, og skru så ned, og lad det simre en god halv time.

Den søde kartoffel vil koge helt ud, og det er fint; så jævner den sovsen på skønneste vis.

Når du mister tålmodigheden og næsten er klar til at spise, smager du til, tilsætter blomkålen og lader denne blive al dente.

Så slukker du for blusset, vender de friske tomater i og sætter gryden på bordet.

Gryden er herlig i sig selv bare med ris til, men hvis du som jeg er stor fan af tilbehør, løfter du denne simple ret betragteligt ved at servere frisk koriander, ristede cashewnødder, pappadums, frisk lime og mangochutney til. Og en god, kold øl.