Ingredienser

200 g mandler

200 g hvid chokolade (jeg brugte den fra Odense Marcipan)

frysetørrede hindbær

lakridspulver

 

Sådan gør du

Start med at riste mandlerne i ovnen, ca. 8 minutter ved 175 grader. Du kan knække en mandel midt over, og når den hvide flade begynder at blive lysebrun, er de næsten klar. Desuden kan duften af brændte mandler hjælpe dig på vej til at vide, hvornår de har fået nok. Jeg bliver lige forundret hver gang, jeg rister mandler. Mandler i sig selv er gode, men efter de 8 minutter i ovnen, udvikler de sig nærmest til små mirakler – tænk sig, at lidt varme kan fremkalde så vidunderlig en smag. Jeg bruger dem flere gange om ugen oven på salater eller som en snack sammen med fx dadler, rosiner og mørk chokolade.

Lad mandlerne køle af.

Smelt chokoladen over vandbad; du vil ofte kunne finde instruktioner til at smelte chokoladen korrekt på pakken eller her, det kan være lidt af en videnskab. Jeg smeltede 2/3 af chokoladen og rørte derefter den sidste 1/3 i, og det lykkedes fint.

Kør mandlerne igennem den smeltede chokolade med en gaffel, og læg dem “til tørre” på et stykke bagepapir. Lav 10-15 mandler ad gangen, og drys så med frysetørrede hindbær og lakridspulver. Med lakridspulver mener jeg lakridspulver og ikke lakridsrodspulver. Efter min mening smager sidstnævnte simpelthen af alt for lidt. Lakridspulver er granuleret rålakrids, og det smager af noget. Jeg købte noget i pulverform hos Specialkøbmanden.

Lad chokoladen størkne – hvis det går for langsomt, kan du evt. gøre det på køl (selvom det kan gå ud over den blanke overflade på chokoladen) .