Det er dagen oven på SPOT Festival i Århus, så energien er lav, men sulten presserende. Og intet i køleskabet, der frister. Men nød lærer nøgen kvinde at spinde, som man siger. Så for i det mindste at kunne bruge køleskabets nærmest eneste vare, koldskålen, måtte jeg stykke noget sammen til at live den op med – kammerjunkerne har jeg droppet, fordi tanken om småkager i mælk egentlig ikke frister så meget, som den gjorde engang. 

Resultatet blev en simpel, men lækker müsli, som kan varieres i det uendelige, men i dag bestod af:

En håndfuld havregryn og et par spiseskefulde sesamfrø ristet i lidt honning til frø og gryn tog farve og derefter blev afkølet med et lille drys sukker og tilsat rosiner og frysetørrede hindbær (fra Specialkøbmanden). Næste gang, når tiden er mindre knap, vil jeg prøve at tilsætte ovnristede mandler og andre nødder og måske lidt ristet kokosmel.

Og så blev der alligevel lækker morgenmad.