Da jeg hørte om denne soya-koldskål var jeg straks fyr og flamme for at prøve den, fordi vi har en mælkeallergiker i familien. Jeg har så haft ret svært ved at finde den, men nu stødte jeg på den i Fakta, og så røg den i kurven. Jeg synes, soya- og rismælksprodukterne er utroligt anvendelige et langt stykke hen ad vejen, om end jeg i 9 ud af 10 tilfælde vil vælge “rigtig” mælk pga. smagen. Og det vil jeg også, når det kommer til koldskål. Jeg synes ikke, den ligefrem smager dårligt, den her koldskål, men  konsistensen er meget tynd i forhold til en klassisk cremet koldskål, og den smager hverken af citron eller vanille ifølge mine smagsløg. Måske man kan peppe den op med et par æggeblommer for at hjælpe en tykkere konsistens på vej og give den mere smag med ekstra vanille, en masse frisk frugt og nogle gode kammerjunkere eller noget lækkert drys. Men alt i alt et lidt skuffende alternativ.