Rabarberne kommer – og sikke en fest det bliver! Rabarberne på billedet er fra mine forældres have og endte deres dage på fornem vis i en rabarberkompot, som kom i koldskålen.

Jeg fik idéen til rabarberkoldskålen i går aftes, men kan nu se på nettet, at idéen ikke ligefrem var revolutionerende 🙂 – men koldskålen er virkelig god! Og nemt er det; du laver en rabarberkompot, blender denne og blander den med koldskålen og lader det hele køle godt af. Servér den med kammerjunkere eller en god müsli – god fornøjelse!

Du kan i øvrigt også lave den med andre typer frugt; jeg har ofte lavet hindbærkoldskål også, både på frosne og friske bær. Hvis du bruger de frosne, kan du lige koge dem op, blende dem, lade dem afkøle og derefter blande dem i koldskålen. Mine små piger er vilde med den lyserøde version.