Vi har ofte ris til overs, og det er tit med vilje, så jeg dagen efter kan lave en rissalat. Denne gang blev risene blandet med rosiner, selleri, en håndfuld bredbladet persille, en dåse kikærter, et æble i tern, en dåse majs og en god gang cashewnødder. Det er altsammen godt, men det virkelig gode kommer her: En fantastisk karrydressing lavet på ca. 1 dl olie, 1 spsk. mørk balsamico, 1 fed knust hvidløg, ca. 1 spsk karry og en smule gurkemeje, 1 tsk honning og salt og peber. Smag dressingen til, inden du vender den sammen med salaten, og nyd dine rester (måske sammen med en lækker kylling?) – du kan selvfølgelig blande andre grøntsager i salaten, alt efter hvad du finder på lageret.