colarosiner

 

Det her er intet mindre end ufatteligt. Helt overflødigt og unødvendigt – og farligt. Rosiner i rom til plumcake kan jeg endda gå med til, men hvis man vil have solbærsmag, kan man spise solbær, og hvis man insisterer på colasmag af og til, kan man drikke en. Jeg synes, det er synd og skam for rosinerne og forbrugerne, at rosiner skal tilføjes kemisk stads for at gøre dem mere interessante; de er jo fantastiske, som de er?! Og det er en glidebane i et land, hvor fedme er den største trussel mod folkesundheden, hvis selv de sunde produkter nu skal smage af noget andet. Moderne indpakning med “Gluten free” og “No sugar added” tiltrækker nok de fleste, men jeg ved ikke helt, om jeg tror på “No artificial flavours”?  Synd og skam er det også, at Woolworth’s som den ene af de to dominerende supermarkedskæder overhovedet tager nye produkter som disse ind; det burde være en del af deres ansvar at skære ned på produkter som disse. Men der er langt for Australien.

Jeg har aldrig set så mange hylder med saft, sodavand, slik og færdigmad – alt for mange produkter med alt for meget sukker og fedt, alt for let tilgængeligt. Popcorn er trefarvede og fyldt med sukker; selv økopopcorn er sweetened, og hvorfor? Så unødvendigt. Børn bliver belønnet med “lollies” i skolen, når de har gjort noget særligt godt, og lad os bare sige, at vi får en snak eller to her i hjemmet om hvorfor vores ældste datter IKKE kan få madpakker som de andres med daglige indslag af små knitrende farverige poser med kiks, slik og chips. Alle højtider bliver i skoleregi fejret med sukkerholdig mad, og meget af det – påskehyggen bestod af chokolademælk, en bolle fyldt med sukker OG to chokoladeæg.

Så skolen, der ellers har et stort ansvar efter min mening, fordi dens budskaber er lig med sandhed for børnene, tager netop ikke ansvar og er medvirkende til, at børnene forventer farverige fristelser til enhver lejlighed. Jeg har indtil videre ikke gjort noget nævneværdigt på skolen for i det mindste at få startet en diskussion om det her, men jeg har efterhånden stukket en finger i jorden hos mange, mange forældre efterhånden. Mange virker til at være enige med mig, men der sker alligevel ikke noget – fordi det er så fast en del af kulturen her. Jeg, som forælder fra et land, hvor ordet sukker i børnehave- og skoleøjemed efterhånden (og i de fleste tilfælde med rette) er et skældsord, er naturligvis mildest talt chokeret og er nødt til at gribe lidt til handling for forhåbentlig at få flere til at se, at der skal sættes ind, før det bliver for sent, også selvom det til at starte med kun bliver i det små.

Men der er langt!