Vi har kørt en helt traditionel ret til aften: bolognese, efter børnenes ønske. Når jeg arbejder med mad, det være sig at sammensætte en menu eller udarbejde en opskrift, har jeg altid som udgangspunkt, at der skal være noget for alle sanser så vidt muligt. Det skal være smukt at se på (gerne mange forskellige farver), det skal dufte forrygende, smagen skal være spot on – og der må gerne være forskellige “lyde”. Med sidstnævnte mener jeg forskellige teksturer, fx noget der knaser sat sammen med en “blød” bolognese. Mad er bare en større oplevelse, når så godt som alle sanser er fristede, og lidt ekstra tekstur kan løfte et helt almindeligt måltid betragteligt.

Summa summarum: Bolognese er godt, bolognese med knasende og smukt grøn salat er meget mere end godt. Dagens salat bestod af “nyfanget” salat købt af en lille havegruppe på Andreas skole, topsprøde forårsløg, lækker moden avocado og en skøn dressing af olivenolie, salt, peber og citronsaft (af citroner fra min nye, forhåbentligt faste, leverandør :-). Yum!