Mad der mætter: Små portionsæggekager

portionsæggekage

Jeg har lavet de her små portionsæggekager et par gange nu, og jeg er vild med dem af flere årsager: De er helt utroligt nemme at lave, hurtige, lækre – og mætter virkelig længe. Jeg laver dem ofte til frokost, når tiden er til det, men de er perfekte som del af en brunch også eller til morgenmaden såmænd. Jeg laver dem i forme der måler cirka 12cm i diameter, og til en af slagsen gør du sådan her:

Pisk to æg i en mindre skål sammen med salt, peber, en sjat fløde og en håndfuld revet mozzarella. Du kan krydre yderligere med røget paprika, chili eller frisk rosmarin. Bag dem i ovnen cirka 20 minutter, til overfladen er let gylden, og æggekagen puffer let op. De sidste fem minutter kunne du fx lige lade et par skiver hot sopressa (italiensk salami med meget mere karakter end bacon, hvis du spørger mig) stege med på et stykke bagepapir ved siden af og servere med disse oven på æggekagen. Der er bare noget særligt over af få serveret sin helt egen æggekage, ikke? 🙂

 

Zucchini slice

zucchini slice

 

Ingredienser

375 g groft revet zucchini/squash (du kan erstatte en tredjedel med revne gulerødder eller fylde op på vægten med revet kål e.l.)

1 stort løg, finthakket

(100 g bacon i tern eller skinke i strimler/tern, hvis du vil have en version med kød)

125 g revet ost

125 g mel

1 tsk bagepulver

1/2 til 1 dl olie

5 æg, let sammenpiskede

lidt salt & peber

 

Sådan gør du

Bland alle ingredienser godt i en skål, og hæld dejen i en smurt form på ca. 30X20 cm (jeg bruger en, der er lidt mindre, og det fungerer fint; bare sørg for, at den er helt færdig, inden du tager den ud af ovnen).

Bag ved 175 grader i cirka en halv time; den får en lysebrun farve på toppen og skal være fast i midten, når du tager den ud.

Gem endelig rester til madpakken næste dag; når den har været på køl, får den en fin, fast patéagtig konsistens.

TIP: Hvis du vil gøre opskriften mælkefri, kan du erstatte osten med laktosefri fløde eller soyafløde, ca. en dl. Fløden gør, at konsistensen stadig bliver fin og fast.

Dagens frokost: Let omelet

Nød en frokost alene i solen i dag på min favoritcafé og kunne ikke dy mig for lige at teste deres omelet (som jeg nærmere vil kalde en æggekage, eftersom den ikke var foldet sammen om sit fyld). Til gengæld var den lavet på en pande i portionsstørrelse, og det havde sin helt egen charme. Den var iblandet lidt revet ost, smagfulde tomater, svampe og syltede peberfrugter, og det var en lækker mundfuld! Hvis du vil lave din egen frokostomelet, kan du finde inspiration her.

 

Tags: ,
Omelet

Til 2 personer; lav flere forskellige, hvis I er flere ved bordet. Hold dig helst under 6 æg pr. omelet; ellers bliver det for svært at håndtere.

 

Ingredienser

4 æg

4 spsk vand

1/4 tsk salt

et lille drys peber

 

Sådan gør du

Pisk ingredienserne sammen, og hæld det på en pande med lidt olie.

Varm omeletten op ved relativt svag varme, så du ikke brænder den på i bunden.

Gør dit fyld klar, mens omletten bager færdig (forslag til fyld herunder).

Når den er fast hele vejen igennem, lister du den halvt af panden og ned på et fad eller en tallerken.

Placér fyldet på den halvdel af omeletten, der nu ligger på tallerkenen, og fold den anden halvdel af omeletten ind over fyldet.

 

Idéer til fyld:

– smørstegte svampe vendt med lidt finthakket/presset hvidløg

– forkogte kikærter vendt med olivenolie, salt, peber, bredbladet persille og gedefeta

– frisk rucola, ristede pinjekerner og meget modne tomater

– parmaskinke og lidt frisk mozzarella i skiver

– chorizo ristet i chiliolie

Tags: ,
Forglemmigej: Omelet

Vi tager lige en i dag også i denne kategori, og denne gang er det en klassiker, jeg selv bliver ved med at glemme – og så bliver jeg rigtigt glad, når jeg igen kommer i tanke om den. Omeletten er utroligt nem at have med at gøre, kan serveres i mange sammenhænge og varieres i det uendelige. Versionen på billedet er min favorit lige nu, ganske simpel med supermodne og smagfulde tomater som fyld, serveret med ristet brød og en god mayonnaise rørt med salt og peber og store mængder frisk purløg. Du kunne også servere den med smørstegte svampe tilsat en smule hvidløg; forkogte kikærter rørt med olivenolie, salt, peber, bredbladet persille og gedefeta; frisk og sprød rucola, ristede pinjekerner og modne tomater; parmaskinke og frisk mozzarella eller chorizo ristet i chiliolie måske? Grundopskriften på omelet finder du her, og så er det bare i gang med at finde på lækre variationer.

Tags: ,
Æg i ovn

Vi bliver lige ved æggene en stund mere. For selvom jeg nyder alt det nye, der hele tiden kommer til inden for mad, holder jeg jo meget af de gamle klassikere, og her er endnu en: Æggekagen. Vi får den af og til som aftensmad med noget lækkert brød, en god salat og meget gerne noget sprødt bacon. Og da jeg pakkede en IKEA-pande ud forleden, så jeg tilfældigt, at den kan gå i ovnen. Og så bliver æggekagen jo bare endnu sjovere, når man slipper for, at den brænder på, og heller ikke skal ud i cirkuskunster for at vende den.

Med 10 æg, 2 dl mælk og en lille slat fløde, 3 kogte kartofler i små stykker, 2 fintsnittede forårsløg, en masse frisk rosmarin og salt og peber fik jeg lavet en skøn æggekage, der startede på blusset, indtil den havde faste kanter, men stadig væskede i midten. Så røg den i ovnen ved 200 grader en lille halv time og kom ud i endnu bedre form, let hævet og med gylden overflade, men uden at være brændt på nogen steder. Jeg serverede den med ufatteligt smagfuld rucola, løgrelish, bacon i tykke skriver og groft brød. Kan anbefales!

Tags: ,
Æg på glas

Vi brugte den første uge i en ferielejlighed her i Melbourne og alle døgnets 24 timer nærmest på at komme os over jetlag og på at finde et permanent sted at bo. Madlavning var nederst på prioriteringslisten og ofte bare noget, der skulle overstås. Æg i flere variationer var ofte løsningen på madsituationen. Og eftersom lejligheden ikke bød på æggebægre, pillede jeg al skallen af og kom dem på glas, eller i glas vel at mærke. Og så var det, jeg kom i tanke om, desværre først efter at have klappet mig selv på skulderen over den indlysende genialitet, at jeg jo havde set det her før; i Tyskland for mange år siden. Det ER genialt, det kom bare ikke kun fra mig…

Men altså: Kog dine æg, som du kan lide dem (jeg selv er til smilende), kom et eller to i et nydeligt glas, put en ske i, og sæt i gang. Børnene er vilde med det, fordi det er så nemt og man ingen ubehagelige skaller får i munden. Pimp æggene med alskens lækre sager i miniformat; finthakket agurk, salt og peber eller andre krydderier, friske krydderurter, små æblestykker, tun 0g/eller en god klat mayonnaise, fx blandet op med karry, mangochutney eller sød chilisauce. Verdens nemmeste æggesalat, perfekt til enhver morgen og et smukt, portionsanrettet indslag til brunch.

Tags: