Ærtedip i spiselig skål

ærtemos i rødkål

 

Må lige dele denne supernemme, men yderst lækre, dip med jer. Jeg synes ofte, dips bliver for “bløde” i det, så jeg tilsætter gerne sprøde nødder, når jeg kan komme til det.

Overhæld et par håndfulde frosne ærter med kogende vand og lad trække cirka 5 minutter, til ærterne er optøede (når det er sæson for friske ærter, er de naturligvis at foretrække…). Skyl i koldt vand og kom i foodprocessoren/blenderen med 3 spsk græsk yoghurt, 3 spsk ristede mandler (180 grader i ovnen i cirka 8 minutter), lidt citron- eller limesaft, 1/2 tsk stødt spidskommen, salt & peber. Smag til med evt. mere citron, salt, peber og evt. mere spidskommen.

Servér som her i en spiselig skål som en hapser på brunchbordet (hvidkål er også fortrinlig), med gulerodsstænger til, eller smør den på brød.

Risotto med brune ris, citron og ærter

4 personer

Ingredienser

4 dl brune ris

et stort løg i ringe

2 dl hvidvin

ca. 1, 25 liter grøntsags- eller hønsebouillon

revet skal af en citron

3 håndfulde ærter (evt. fra frost)

salt & peber

revet parmesan

smør

 

Sådan gør du

Svits løgene, til de bliver klare, tilsæt så risene, og rør godt, indtil de også bliver tæt på gennemsigtige eller klare.

Kom vinen ved, og lad den koge ind.

Spæd så op med boillon, et par dl ad gangen. Vær forberedt på, at de brune ris ikke suger væsken til sig på traditionel vis med arborioris – du må i stedet smage på risene undervejs og stoppe, når de er færdige; det tager ca. 40 minutter.

Når du fornemmer, at risene er ved at være der, kommer du ærter og citronskal i og lader det hele blive varmet igennem; smag så til med salt og peber.

Hvis der er virkelig meget væske, selv når risene er færdigkogte, kan du hælde en smule fra, så det hele ikke sejler, inden du tilsætter en god klat smør og så meget parmesanost, som du kan få dig til.

Servér med groft brød, mere parmesan og måske en frisk salat?