agurkesalat

 

Værsgo’ – verdens nemmeste salat! Min mormor lavede ofte agurkesalat, på den helt klassiske måde med eddike, salt og sukker, og den var god. Det er den her version også, og tilmed meget nemmere. Jeg kan godt lide, at agurkerne har bid frem for at være bløde, som de jo bliver, hvis de bliver skåret tyndt og trækker længe i lagen. Så jeg skærer dem i ret tykke skiver og vender dem med et par spiseskefulde æblecidereddike. That’s it. Hvis du synes, eddiken er for sur, kan du smage den til med en anelse sukker, men jeg elsker den, som den er, uden noget som helst tilsat. Jeg blander den højst 10 minutter, før vi spiser, så salaten er helt frisk, og hvis jeg har en rest fetaost, rødløg eller nogle gode tomater, smider jeg gerne dem i også. Eller lidt friske krydderurter. Og nyder så verdens nemmeste salat på alle tider af året.