Opkvikker med ananas & mynte

Det er varmt, og man bliver tørstig! Her er et bud på en super lækker og nem juice, du hurtigt kan lave, så du kan komme ud i solen igen. Idéen er tyvstjålet fra en af Brasiliens mange juicebarer, som vi besøgte en del af i efteråret på en rejse derovre. Men den fungerer også virkelig godt herhjemme!

Til 2 små glas skal du bruge 1/4 frisk ananas, en lille håndfuld frisk mynte (jeg har hentet mynte hos den nærmeste etniske købmand i dag; det smager så meget bedre end det du kan købe i supermarkederne – men måske dyrker du det selv?), lidt vand til lige at få blenderen til at tage fat og evt. et meget lille drys sukker.

Servér med et par isterninger og et sugerør – og skal den lige have en tand ekstra, kan du fylde et glas halvt op med juicen her og så supplere op med en god Asti.

Ananasmarmelade

Ingredienser

1 – 1 1/2 ananas

en sjat vand

500 g sukker (brug syltesukker, hvis du vil gemme det længe)

evt. 1 tsk vanillepulver (tilsættes først til allersidst)

 

Sådan gør du

Partér ananasen, skær stokken fra.

Skær den i små stykker, og kom den i gryde med sukker og vand.

Kog op, og lad simre, til ananasen er mør, og konsistensen nærmer sig marmelade; den vil sætte sig lidt mere, når den afkøles.

Blend det, eller bevar de grove stykker ananas.

Spis det med allerstørste fornøjelse på et stykke lækkert brød med ost.

Magiske madminder – ananasmarmelade

Vi spiste brunch hos min bror og hans kæreste før SPOT Festival i fredags; en virkelig hyggelig og lækker brunch med alskens lækkerier – heriblandt denne fantastiske ananasmarmelade, som min brors svigermor har lavet. Den var uovertruffen sammen med osten, og det varer ej længe, før jeg selv skal have lavet en god portion.