chialamande

 

Okay, indrømmet; det ER for tidligt med ris à l’amande. Men hvem kan ikke blive fristet? Jeg har tidligere skrevet om chiagrøden, og jeg laver den af og til stadig. Men det er, som om den alligevel aldrig har vundet 100% indpas hos mig, og det er noget med kokosmælken, der kan give en lidt flad smag, synes jeg. Muligt at jeg bare ikke har fundet den rette kokosmælk endnu, men så er det jo heldigt, at jeg er glad for og til en vis grad sagtens kan tåle god, gammeldags fløde. Så jeg tænkte, at jeg ville prøve en version med piskefløde som erstatning for kokosmælken (jeg spiser en kost, der ligger meget tæt op ad low carb high fat (LCHF), så jeg er alt andet end bange for fedt..). Og så fik jeg lige øje på nogle mandelsplitter i skabet – og resten er historie :-).

Til en ret stor skålfuld skal du blande 2 1/2 dl piskefløde med 2 1/2 spsk chiafrø (de hvide ville være oplagte her, men de sorte kan også sagtens bruges). Tilsæt en tsk vanilleekstrakt/vanillepulver (ikke noget med sukker), 2-3 spsk fintrevet kokos og et par spsk mandelsplitter. Rør det hele godt sammen, og sæt på køl minimum en halv time. Når du tager skålen ud, har du en ret fast masse. Nu kan du så tilsætte mere fløde (eller endda flødeskum hvis du har noget) for en blødere konsistens. Servér med frisk frugt, lidt hindbærcoulis (kog et par håndfulde hindbær op med et par spsk vand, sød med lidt ahornsirup) eller den klassiske kirsebærsauce (men det er vist i hvert fald for tidligt til dén, ikke?). En fin lille dessert eller endda morgenmad, der mætter og samtidigt tilfredsstiller den søde tand.