Date bites

date bites

 

Jeg sidder lige nu og nyder et glas rødvin en søndag aften og kunne ikke dy mig for lige at skulle have en lille snack til vinen. Det blev til friske dadler delt i halve og foldet sammen igen i tre variationer: nogle med et drys lakridspulver indeni (den grove slags fra Johan Bülow), nogle med et stykke hvidt og nogle med et stykke mørkt chokolade. Nemmere bliver det ikke!

No-bowl choc-slice

no bowl slice

 

Dette lille stykke lykke blev serveret i fredags, da min yngste datter og jeg var i den sædvanlige fredags-legestue, hvor vi på skift har noget med til kaffen :-). Den kaldes på engelsk en No-bowl choc-slice, fordi du ikke blander ingredienserne først, men bare kommer dem direkte i formen.

 

Jeg testede den herhjemme; den er nem at lave og virkelig lækker. Eksperimentér endelig med at skifte dele af kiksene eller nødderne ud med fx tørrede blåbær, tranebær eller rosiner eller hvid chokolade?

Kom bagepapir i en form, der måler ca 23cmX23cm (eller hvad du nu har, der minder om dette). Kom så først 90 g smeltet smør i formen, og drys derefter følgende ud over smørret: 125 g Digestives kørt til krummer på foodprocessoren, 185 g mørk chokolade i små stykker, 2 1/2 dl kokosmel og 2 1/2 dl blandede nødder i grove stykker. Til sidst hælder du 1 dåse kondenseret mælk (ca. 400g) ud over herlighederne og lader den bage i ovnen ved 160-180 grader cirka 30 minutter. Lad den køle af i formen, og skær ud i små kvadrater. Opbevares på køl en uges tid – hvis der er nogle tilbage…

 

Chokoladesvineri

chokoladesvineri

 

Der er en baby på vej, så vi om mindre end en måned bliver 5 i familien. Alle glæder sig, men det forlyder fra den, der venter barnet (mig), at det er ved at være lidt anstrengende nu. Jeg må sidde ned og lave mad, hvilket jo gør alle processer noget langsommelige, så jeg glæder mig til at blive normalt mobil igen. Den søde tand trives dog fortsat i bedste velgående, og i går bagte jeg for jeg ved ikke hvilken gang denne lækre chokoladekage, som stammer fra restauranten Svineriet i Århus, der tidligere i år gik konkurs. En skam uden lige; det var en fantastisk restaurant. Æret være Svineriets minde; skynd dig at bage og smage!

Inspiration til brunch

Vi fejrede 1. december med en lækker, lille hjemmebrunch, og måske du kan bruge menuen til inspiration? Nogle af tingene kan klargøres aftenen inden, og menuen er ikke alt for omfattende – lidt, men godt!

– God kvalitetssalami med kalamataoliven

– Bocconcini (små mozzarellakugler) overhældt med god olivenolie og friskkværnet salt og peber

– God skæreost med masser af peberfrugt (gerne forskellige farver)

– Røget laks foldet om blancherede asparges serveret med dilddressing (jeg ved, at asparges er ude af sæson i DK nu; hvad med blancherede knoldselleristænger drysset med salt og peber som alternativ?)

Æg på glas toppet med æblestykker i karrymayo og rejer

– Fad med frisk frugt

Chokoladebrud

Pisket smør

Spinatboller og rugbrød

– God kaffe, juice og Asti (kom evt. et Amarena kirsebær i glasset) og smoothie til børnene

– Godt selskab 🙂

 

Ugens lækre last: Chokoladebrud

Nødder – mmm! Tørret frugt – mmm! Chokolade – mmm! Alle tre ting på én gang; ja tak! Og så kan du lave det selv, lige præcist med det indhold du ønsker. Tag 200 g mørk chokolade, og smelt det over vandbad. Rist imens 100 g forskellige nødder (fx valnødder, hasselnødder og mandler) i ovnen ved 200 grader ca. 7 minutter, og hak dem groft, når de lige er kølet lidt af. Hak også 100 g tørret frugt (fx rosiner, tranebær eller abrikoser). Tag lidt af både den tørrede frugt og de hakkede nødder fra i en lille skål, og bland resten i den smeltede chokolade. Hæld massen ud på et stykke bagepapir, drys med det, du stillede til side, og glat med bagsiden af en ske. Stil et køligt sted, og bræk pladen i passende stykker, når chokoladen er stivnet. Spis til en god kop kaffe, og bliv varm af glæde!

 

Chokolademousse

Til 6 personer

Ingredienser

200 g mørk chokolade (jeg bruger oftest Lindts 70%)

6 æggeblommer, pasteuriserede

6 æggehvider, pasteuriserede

60 g sukker

 

Sådan gør du

Smelt chokoladen over vandbad, lad den afkøle en lille smule.

Pisk æggehvider næsten stive; tilsæt sukkeret, og pisk så til de er helt stive.

Rør æggeblommer og den smeltede chokolade sammen. Du skal røre kraftigt, og hurtigt vil massen blive mere tyktflydende.

Rør 1/4 af æggehviderne i ægge/chokolademassen. Det er vigtigt, at du rører kraftigt her, så der ingen klumper bliver. Hviderne skal være helt rørt ud.

Kom chokolademassen ned i skålen med resten af de stive hvider. Nu skal du spare på kræfterne og forsigtigt vende de to masser sammen, indtil du ikke længere kan skelne hvider og chokolademasse fra hinanden.

Sæt på køl et par timer, til massen har sat sig.

Anret i små skåle eller glas og pynt med frisk frugt.

Jeg pynter ofte med et drys myntesukker – det får du ved at blende en ordentlig omgang friske mynteblade med sukker; det bliver grønt og dufter himmelsk.

Vanedannende chokolademousse

Jeg tør ikke tælle, hvor mange gange jeg efterhånden har lavet denne chokolademousse, men den er ubestridt den bedste, jeg har fået. Den er så fantastisk rig på smagen af chokolade, og jeg er vild med konsistensen – den er ikke så luftig som en mousse med fløde, men mere cremet og intens. Netop fordi chokoladesmagen er så intens, er det lækkert med frisk frugt på toppen; jeg har ofte pyntet med friske hindbær eller blåbær, men i dag bestod køkkenets udvalg af både mango og ananas, og så lavede jeg en lille portion myntesukker til at slutte af med. Jeg er i skrivende stund i gang med at spise bare en lille portion mere…