Salat med kæmpe couscous & chorizo

4-6 personer

 

Ingredienser

500 g kæmpe couscous (jeg købte dem i Danmark hos den etniske grønthandler, og her hed de maftool; de er ligesom små pastakugler)

1 god chorizopølse eller flere, afhængigt af størrelsen

2 håndfulde friske bønner (eller frosne), skåret i stykker af cirka 3cm

en bakke cherrytomater

2 håndfulde ærter (friske eller frosne)

saft og skal af en økocitron

100 g ristede pinjekerner

 

Dressing

1 spsk olivenolie

2 tsk hvidvinseddike

1 tsk Dijon sennep

et nip salt og peber

 

Sådan gør du

Kog couscous cirka 10 minutter, til de er al dente, vend med citronsaft og -skal, og lad køle af.

Klargør bønnerne (nip enderne af, hvis der stadig sidder lidt stilk), overhæld dem med kogende vand, og lad dem stå i 3 minutter. Køl dem herefter af under rindende koldt vand, lad dem dryppe godt af.

Gentag samme procedure med ærterne.

Flæk tomaterne i halve.

Rist pinjekernerne, til de bliver lysebrune.

Steg chorizoskiver på panden, til de har sprøde kanter, og vend så alle ingredienser sammen, og hæld dressingen over.

Jeg kunne godt lide kombinationen af let afkølede ingredienser og så den varme chorizo; hvis du foretrækker samme temperatur for alle ingredienser, lader du bare chorizoen køle af også.

Servér med fx foccacia, humus og haydari (bedst, hvis du laver den selv). Og gerne en kold øl!

Dagens ret: Pasta med chorizo, svampe & chili

Fredag, weekend – og lidt mat i sokkeholderne. Fredag er sjældent den dag på ugen, hvor jeg prøver nye ting af; faktisk laver vi oftest pizza, men dagen har været lidt hektisk, så det skulle gå endnu hurtigere. Og så kom jeg i tanke om denne pastaret, som jeg ofte har lavet i Danmark på netop denne årstid. Den giver varmen i et snuptag og bruger nogle af sæsonens skønne svampe. Utroligt simpelt, men meget lækkert, synes jeg. Kom 1 løg i tynde ringe på panden sammen med en god chorizo i skiver, og steg, til chorizoen får en sprød kant. Tilsæt så en finthakket, rød chili (eller mere eller mindre, alt efter hvor stærkt du kan lide det) sammen med et par håndfulde skønne svampe i grove stykker. (Hvis der er børn med til bords, kan du evt. tage pølser fra til dem, inden du tilsætter chili og svampe.) Når svampene lige præcist er gennemvarme, tager du panden af varmen og vender et par virkelig modne tomater i grove stykker og et par håndfulde frisk basilikum i blandingen. Giv det lidt friskkværnet peber og lidt salt, og så er du klar! Servér med frisk pasta, parmesan, ciabattabrød, en god olivenolie og et godt glas rødvin.

PS: Tjek lige de gigantiske basilikumblade fra min lille veggie patch…

Dagens ret: Lasagne med chorizo og aubergine

Dagens ret skulle egentlig have været den auberginelasagne, jeg tidligere har skrevet om, men så faldt jeg over en lækker chorizo, da jeg købte ind. Den stegte jeg først på panden og kom den derefter i tomatsaucen sammen med auberginer i grove tern. På den vis slap jeg for at panere aubergineskiver og brugte i stedet energien på en fantastisk, men anderledes, bechamelsauce lavet af det, jeg nu kunne finde i køleskabet, bl.a. parmesanost., der giver den traditionelle bechamel på mozzarella lidt ekstra kant. Opskiften på bechamelsaucen finder du her.

Mexico i en pande

Simpelt, smagfuldt og stærkt – og fik jeg sagt nemt? Jeg blev inspireret til denne omgang Mexico af den kære Jamie Oliver, som er meget dygtig til at hive alle verdenshjørner med ind i sit køkken. Jeg elsker, når man med få ingredienser kan skabe et fyldestgørende måltid, og det synes jeg er lykkedes her. Til deling med familie eller gode venner til brunch eller som et skønt aftensmåltid – gerne akkompagneret af en let salat for at give modspil til tyngden i panden.

Mexico i en pande

Til 4 personer

Ingredienser

6 mellemstore kartofler, kogte og i tern af ca. 2×2 cm

et stort løg i tynde ringe

en grøn og en rød peber i stykker efter behag

1/2 grøn chili, finthakket

150 g god chorizo i skiver af 1 cm tykkelse

4 tomater eller et par dl hakkede tomater

2 tsk røget paprika (erstat med almindelig, hvis du ikke lige kan skaffe den røgede)

salt & peber

4 æg

 

Sådan gør du

Sautér løg, chili, peberfrugt og chorizo, til pølsen får brunede kanter.

Tilsæt de kogte kartofler, steg ved middel varme og rør ofte, til kartoflerne får lidt sprøde kanter også.

Krydr retten med salt, peber og paprika, og smag til med ekstra chili, alt efter hvor stærkt du vil have det. Hvis der er børn, der spiser med, kan du servere ekstra chiliolie eller chilisauce ved siden af eller byde på creme fraiche til at tage toppen af styrken.

Hvis du bruger friske tomater, så kom dem først i (og rør godt rundt), inden du tilsætter æggene. Bruger du hakkede tomater, kan du komme dem i sammen med kartoflerne.

Tænd for grillen på din ovn.

Når det hele er smagt til, og du er tilfreds med teksturen i pølse og kartofler, laver du fire “huller” i massen på panden og kommer et æg i hvert hul.

Lad spejlægget få en hvid bund, og sæt så panden i ovnen, til æggene er, som du ønsker dem – så slipper du for, at alle andre gode ting i panden brænder på.

Drys med friskhakket persille og servér med groft brød, en let salat (jeg lavede en citronkrydret coleslaw) og en god øl.

Smørrebrød

Følgende fire opskrifter er mit bud på moderne versioner af det klassiske, danske smørrebrød. Jeg arbejder sjældent med præcise opskrifter, så du må prøve dig frem med mængder og gøre rigtigt meget ud af tilsmagningen.

 

Kyllingefilet på spidskålsslaw med rabarberkompot, toppet med bønner vendt i sesam

Steg kyllingefileten; den skal være gennemstegt, men pas på den ikke får for brune  og dermed skarpe flader. Skær den i skiver, når den er kølet af.

Spidskålsslaw: Rør en dressing af creme fraiche og en god mayonnaise smagt til med citron, salt og peber, finthakket løg og en masse purløg. Vend fintsnittet spidskål i dressingen – om vinteren kan du erstatte spidskålen med små, fine stave af knoldselleri, der lige er blancheret.

Rabarberkompot: Du kan bruge denne opskrift, men tilsæt lidt revet ingefær og en halv halv finthakket rød chili.

Bønnerne koger du lige et par minutter, køl dem derefter straks af i koldt vand, dyp dem i lidt olivenolie og tril dem i sesam.

 

Letristet chorizo på bund af friske ramsløg og humus, toppet med karse

Skær chorizoen i skiver med bid i, steg dem lidt på panden, bare så de lige får en smule sprødhed. De må endelig ikke blive tørre.

Lav din favorithumus, rens ramsløg og karse.

Fiskefrikadelle på bund af frisk spinat med hjemmerørt, grov remoulade, toppet med radise

Steg fiskefrikadellerne, så de er gennemstegte, men pas på de ikke bliver for brune eller får “skarpe kanter”. Skær dem i aflange skiver, når de er afkølede.

Grov remoulade: Kog meget små stykker blomkål, gulerødder og knoldselleri, køl af. Lav dressing af creme fraiche, god mayonnaise, finthakket løg, citronsaft, karry, salt og peber, evt. kapers. Vend dressingen med grøntsagerne.

 

Vegetarversion med spinatbund, karryhumus i parløb med chutneymayo, toppet med tandooriløg og ovnbagt piment

Lav din favorithumus, og giv den et skud karry. Hvis din karry har stået for længe i skabet, kan du friske den lidt op ved at riste den en smule på panden.

Chutneymayo: Bland en god mayonnaise med en god mangochutney, smag til med salt og peber, evt. lidt citronsaft.

Tandooriløg: Steg almindelige løg bløde i en god olie sammen med et godt skud tandoorikrydderi, giv det gerne lidt ekstra salt.

Ovnbagt piment: Smid de hele røde peberfrugter ind i ovnen ved 200 grader, og giv dem så længe, at de bliver sorte på ydersiden. Tag dem ud af ovnen, lad dem køle af i en lukket frysepose. Når de er afkølede, piller du det sorte skind af og skærer dem i flotte, lange stave.

Gesmaks top 3 salater

 

Kyllingesalat

4 personer

Ingredienser

300 g kyllingefilet

 

1 spidskål

1 dl creme fraiche 9%

2 spsk god mayonnaise (jeg stemmer for at lave den selv, men Heinz’ er også god)

en masse fintklippet purløg

1/4 finthakket løg

en anelse citronsaft

salt og friskkværnet peber

 

500 g blommer (eller rabarber alt efter sæson)

1/2 dl vand

100 g rørsukker

1 tsk vanillepulver

1 tsk fintrevet frisk ingefær

 

100 g grønne bønner

1 dl ristede sesamfrø

 

Sådan gør du

Steg kyllingefileten, lad den køle af.

Skær spidskålen i fine strimler og vend den i dressingen lavet af creme fraiche, mayo, purløg, løg, citronsaft, salt og peber.

Lav kompotten ved at skære blommer/rabarber i grove stykker, kom dem i en kasserolle sammen med vand, sukker og ingefær. Lad det koge op og derefter simre, indtil frugterne er lige netop møre. Rør ikke for meget undervejs, frugten må gerne så vidt muligt bevare sin struktur. Lad kompotten køle af.

Kog de grønner bønner små 5 minutter, lad dem køle af, og vend dem derefter i en anelse olie og derefter i de ristede sesamfrø.

Husk at smage dig frem, ingredienserne her er vejledende.

 

Anret salaten i en stor skål eller i små portionsskåle; spidskålsslawen skal ligge nederst, herpå lægger du kyllingen skåret ud i mindre stykker, derefter kompot og til sidst bønnerne vendt i sesam.

 

Maftooleh

4 personer

Maftooleh er et ord, jeg selv har stykket sammen af hovedingrediensen maftool og klassikeren tabouleh, som laves med couscous eller bulgur. Maftool er jeg løbet på hos vores lokale etniske købmand, der har en virkelig spændende og velassorteret butik. Maftool er små hvedekugler med smag og konsistens som pasta. Jeg bruger dem både i denne maftooleh og i andre salater, hvor jeg ellers ville have brugt pasta. Er også meget anvendelige som fyld i en suppe.

Ingredienser

300 g maftool

1 agurk i små tern

1 lille finthakket rødløg

en håndfuld gode, finthakkede tomater (sørg for at få saften med i salaten også)

2 spsk friskhakket koriander eller mynte

4 spsk finthakket bredbladet persille

saft og skal af 1 økocitron

1/2 hakket rød chili

3 spsk god olivenolie

salt og friskkværnet peber

 

Sådan gør du

Maftool findes i mange varianter; jeg er særligt glad for den på billedet herunder, og den skal koge 20 minutter – finder du en anden variant, må du smage dem til undervejs i kogeprocessen, de skal være al dente; bløde men fortsat med lidt bid. Lad maftoolen køle af.

Bland alle grøntsager sammen med olie, salt og peber, smag til. Lad gerne salaten trække et par timer på køl inden servering, men tag den ud og lad den få noget nær stuetemperatur, inden den skal på bordet.

 

 

Kartoffelsalat med abrikoser og chorizo

4 personer

Ingredienser

Ca. 1 1/2 kilo kartofler, gerne aspargeskartofler (fordi de er så kogefaste)

En god chorizopølse, skåret i tynde skiver

Et bundt frisk dild, finthakket

5-6 friske abrikoser skåret i tynde både (brug tørrede abrikoser, hvis du ikke kan få friske)

1 dl olivenolie

1 tsk dijon sennep

en smule citronsaft

en smule sukker

salt og friskkværnet peber

 

Sådan gør du

Kog kartoflerne, til de slipper gaflen/kødnålen. Lad dem køle af.

Steg chorizoen let på en meget varm pande, lad den køle af.

Bland abrikoser med kartofler, chorizo, dild og dressingen af olie, sennep, citron, sukker, salt og peber.

Gesmaks top 3 salater

Der er i øjeblikket gang i DM i salat, et samarbejde mellem Politiken MAD og salatekspert Tina Scheftelowitz; relevant, spændende og meget fine opskrifter. Vinderen findes den 6. maj; jeg deltager ikke, men her får du mine 3 favoritsalater, brought to you by Gesmak:

1. Kyllingesalat med spidskålsslaw, kyllingefilet, blommekompot og bønner vendt i sesam

2. Maftooleh – klassisk tabouleh lavet på de sjove maftool-perler

3. Kartoffelsalat med friske abrikoser og chorizo

Opskrifterne til mine salater finder du her.