Fuldkornsfoccacia

Ingredienser

1/2 liter vand

20 g gær

100 g havregryn

ca. 550 g hvedemel

2 tsk havsalt

olivenolie, havsalt, frisk rosmarin

 

Sådan gør du

Rør gæren ud i vandet, hjælp den evt. på vej med lidt sukker og et piskeris.

Tilsæt havregryn, salt og mel – du skal ende op med en blød dej, dog ikke flydende.

Lad dejen hæve et par timer på køkkenbordet, tildækket. Jo mere tid, du har, jo mindre gær kan du nøjes med.

Hæld dejen ud på en bageplade med bagepapir, skyl fingrene i lidt vand og lav huller i dejen. Hæld 3-4 spsk olie ud over dejen, fordel den med fingrene, også ned i hullerne. Drys med havsalt og frisk rosmarin.

Bag ca. 20 minutter ved 200 grader.

Impulsivt foccacia

I dag stod den på resterne af aspargessuppen fra i går, og en i vores husstand (mig) havde glemt at få handlet ordentligt ind, så jeg måtte hastebage noget brød. Kl. 16 smed jeg derfor hurtigt en dej sammen, der så efter planen kunne nå at hæve et par timer på mit køkkenbord. Jeg lavede en blød dej, jeg ikke på noget tidspunkt skulle have fingrene i for alvor (jeg elsker, når det kan være hurtigt og nemt), og da jeg hældte den ud på pladen, fik jeg pludselig øje på rosmarinen i vindueskarmen. Og så gik brødet fra lidt ligegyldigt brød til frydefuldt foccacia. Endda med havregryn og dermed en anelse mere fuldkorn end det traditionelle foccacia.