Soya/honning-marineret kylling

4 personer

 

Ingredienser

5-600 g kyllingefileter, skåret i stykker af ca. 3×7 cm

2 spsk god honning

2 spsk soya

2×2 cm revet ingefær

et nip salt og peber

 

1/2 broccoli

4 forårsløg i skrå skiver

 

Sådan gør du

Bland en marinade af soya, honning, ingefær, salt og peber, og vend kyllingestykkerne grundigt i denne; sæt på køl i minimum en halv time.

Varm en pande op med lidt olie, og steg kyllingestykkerne på panden, bare lige til de får en fast kant og lidt farve.

Kom dem herefter i et smurt ildfast fad; hæld halvdelen af marinaden hen over kyllingen og den anden halvdel tilbage på panden, og steg kyllingen færdig i ovnen ved 200 grader ca. 20 minutter.

Flæk imens broccolien i små stykker, og kog den et par minutter. (Gem kogevandet, hvis du skal koge nudler også.)

Kom forårsløg og broccoli på panden med marinaden, og varm det igennem, men kun et par minutter, så broccolien ikke mister al konsistens. Dæk til med staniol for at holde det varmt, og hæld det ud over kyllingen, når den er klar.

Servér kyllingen med fx rødkålssalat og nudler eller brune ris.

 

Sig knas til din bolognese

Vi har kørt en helt traditionel ret til aften: bolognese, efter børnenes ønske. Når jeg arbejder med mad, det være sig at sammensætte en menu eller udarbejde en opskrift, har jeg altid som udgangspunkt, at der skal være noget for alle sanser så vidt muligt. Det skal være smukt at se på (gerne mange forskellige farver), det skal dufte forrygende, smagen skal være spot on – og der må gerne være forskellige “lyde”. Med sidstnævnte mener jeg forskellige teksturer, fx noget der knaser sat sammen med en “blød” bolognese. Mad er bare en større oplevelse, når så godt som alle sanser er fristede, og lidt ekstra tekstur kan løfte et helt almindeligt måltid betragteligt.

Summa summarum: Bolognese er godt, bolognese med knasende og smukt grøn salat er meget mere end godt. Dagens salat bestod af “nyfanget” salat købt af en lille havegruppe på Andreas skole, topsprøde forårsløg, lækker moden avocado og en skøn dressing af olivenolie, salt, peber og citronsaft (af citroner fra min nye, forhåbentligt faste, leverandør :-). Yum!