Glutenfrit mandelbrød med hindbær/chia-marmelade

mandelbrød

 

Jeg tror, jeg for nyligt op til flere gange har sagt, at jeg ikke decideret savner brød på min nu glutenfrie diæt. Men jeg nævnte også, at det jo er genvejen til et hurtigt måltid eller mellemmåltid, og jeg tester for tiden en del forskelligt brød, bl.a. for at kunne variere min yngste datters glutenfrie kost og ikke mindst stimulere hendes madglæde og sørge for, hun ikke går kold i hele tide at skulle spise det samme igen og igen.

Dette mandelbrød er super tilfredsstillende på flere planer. Det er nemt at lave, det er super mættende (en skive med tandsmør eller den skønne, sukkerfrie marmelade her på billedet er ofte nok), det smager skønt – og har tekstur som “rigtigt” brød. Hvad mere kan man ønske sig?

Glutenfrit mandelbrød

mandelbrød

 

Ingredienser

200 g mandelmel

65 g arrowroot pulver (eller tapiocamel)

2 spsk malede hørfrø (jeg malede mine til mel i min lille kaffemølle)

1 spsk hvide chiafrø

1 1/2 tsk natron

3 æg

50 ml macadamia olie (eller smeltet kokosolie eller smeltet smør)

2 tsk ahornsirup eller ris malt sirup*

1 tsk æblecidereddike

50 ml mandelmælk (eller anden mælk)

 

Sådan gør du

Bland først tørre ingredienser og våde ingredienser hver for sig, og rør dernæst de to blandinger forsigtigt sammen.

Fordel i en form, der måler cirka 21 X 11 cm (beklædt med bagepapir), og bag cirka 1/2 time; test med en kødnål, om brødet er bagt helt igennem.

Lad det køle godt af, inden du skærer i det – det er ventetiden værd, fordi smagen af mandlerne først træder rigtigt igennem, når varmen har lagt sig, hvis du spørger mig. Servér med tandsmør eller denne sukkerfrie marmelade.

 

Opskriften her er fra bogen “The Whole Pantry” af Belle Gibson

 

*Jeg har brugt ris malt sirup længe efterhånden, og her i Australien er det fremstillet af 100% brune ris. Når jeg søger på det i danske netbutikker, hvor udvalget ser ud til ikke at være så stort endnu, er det fremstillet på byg også, og den ville jeg være betænkelig ved at investere i, hvis man lider af cøliaki. Hvis du “bare” er glutenintolerant som jeg, vil jeg tro, du sagtens kan tåle det i små mængder, men lad mig høre, hvis du ved mere end mig på dette punkt…