Når mad nærmest giver tårer i øjnene

glutenfrie gulerodsboller

 

Og her snakker vi altså om tårer der skyldes glæde og ikke tårer som i når man skærer løg. Det sidste års tid har kosten i vores familie ændret sig en hel del. Historien er lang, så jeg venter med at udpensle detaljer til en anden god gang, men i dag spiser både min yngste datter og jeg en glutenfri kost, og det har hjulpet os begge utroligt meget. Men som foodie er det klart, at der er ting, man savner, og jeg var meget glad for brød. Jeg savner det ikke hver dag, men man kan jo ikke komme udenom, at det er en hurtig måde at få sig et måltid på, så jeg er altid på jagt efter glutenfrie alternativer – mere for Viggas skyld end min egen. Men også hun kan godt huske, hvordan en “rigtig” bolle smagte, og selvom jeg har prøvet at bage lidt af hvert til hende, er det ikke altid en succes. Nå ja, faktisk har der ikke været nogen egentlig succes med brød før i dag, hvor jeg prøvede en opskrift på gulerodsboller fra bloggen frimad.dk anbefalet af min søde kusine.

Halleluja – Vigga var ellevild, og det sidste hun sagde, inden hun lagde sig til at sove var “Jeg ELSKER de der boller!”. Og hvis man er glad for mad, kan man godt sætte sig ind i et barns lykke over endelig at kunne få nybagte boller igen, og det var der, jeg fik lidt tårer i øjnene, for hold op, hvor har hun snakket meget om de boller, jeg plejede at bage til hende. Nu kan vi igen give gas, for de er virkelig gode, dem her. De minder mig rigtigt meget om gulerodsbrud; saftige og med masser af lækker knas fra alle kernerne. Hvis du kender nogen, der får ondt i maven, når de nærmer sig gluten, må du endelig sende dem denne opskrift; de vil takke dig!

Glutenfrie gulerodsboller

glutenfrie gulerodsboller

 

Glutenfrie gulerodsboller, der kan narre hvem som helst til at tro, de spiser helt almindelige gulerodsbrud. Opskriften er fra bloggen frimad.dk, med få justeringer.

Ingredienser

1 dl sesamfrø
1 dl græskarkerner
1 dl solsikkekerner
2 dl hørfrø
4 dl kogende vand

3 store gulerødder, groft revet
2½ dl lunkent vand
½ pk gær (jeg brugte 7g tørgær i stedet for)
1½ spsk. HUSK
2 tsk havsalt
1 spsk. rørsukker (jeg brugte kokossukker)
½ dl olivenolie

100 g hasselnøddemel (du kan erstatte med mandelmel; jeg brugte 50/50)

4 dl brune ris malet til mel (svarer til 3½ dl fuldkornsrismel – men du kan også bruge rismel af hvide ris)

 

Sådan gør du

Bland frø og kerner i en skål og overhæld det med 4 dl kogende vand. Lad det stå overdækket og trække et kvarters tid, mens du forbereder resten.
Hæld gær, husk, havsalt og sukker i en røreskål, og bland det let.
Tilsæt olivenolie og 2½ dl vand, og rør det godt igennem. Lad hvile 5 minutter, og rør godt igen; HUSKen skal gelere (jeg synes, det var svært at se, hvorvidt den rent faktisk gelerer, så jeg lader altid dej med HUSK stå og hvile lidt.)
Tilsæt de revne gulerødder.
Bland hasselnødde- og rismel godt sammen i en skål for sig.
Hæld først blandingen med frø og kerner ned i gærvandet, og rør det grundigt.
Tilsæt derefter blandingen med ris- og hasselnøddemel. Rør det hele godt sammen.
Sæt dejen på bagepapir med en fugtig spiseske; du bestemmer størrelsen, men jeg brugte cirka to spiseskefulde pr. bolle og fik over 20 i alt. Lad dem hæve i cirka 20 minutter.

Bages ved 200 grader (175 grader varmluft i min ovn) i cirka 25 minutter; de må godt få en god brun kulør, så kernerne bliver ristet lidt og afgiver mere smag. Sørg for at have rigeligt med Lurpak på lager 🙂

Gulerodsboller

10 stk., store

 

Ingredienser

50 g gær

2 dl vand

1 dl A38 eller andet surmælksprodukt

2 spsk sukker

2 æg

1 dl solsikkekerner

1 spsk hørfrø

2 groftrevne gulerødder

1 tsk salt

450-500 g hvedemel

 

Sådan gør du

Rør gæren ud i det lunkne vand sammen med sukkeret; det nemmeste er at bruge et piskeris, som sammen med sukkeret gør det utroligt nemt at opløse gæren. Jeg kan personligt godt lide, at der kommer så lidt gær i som muligt, og hvis du har det på samme måde, kan du evt. sætte mængden ned til det halve og lade dem hæve noget længere.

Tilsæt æg og A38, og rør godt.

Tilsæt revne gulerødder, salt, kerner og hørfrø.

Kom mel i, ælt godt med skeen.

Dejen skal være klæbrig; sæt den på en bageplade med to skeer, og lad dem hæve 30 minutter.

Bages ved 200 grader i ca. 20 minutter.

Magiske madminder – rabarbermarmelade

 

Sidste forår var vi til fødselsdag i mine mostres skønne sommerhus i Sæby, og her dukkede dette lille vidunder op: Den bedste rabarbermarmelade, jeg nogensinde har smagt. I weekenden stod den atter på fødselsdag i solrige Sæby, og her var marmeladen igen på bordet. Nu har jeg skaffet opskriften også, og når glasset med marmelade på køl er tomt, skal jeg bare hurtigst muligt have lavet en ny portion. Vi nød den i går eftermiddags til nogle fantastiske gulerodsboller, som jeg har fået opskriften på af min anden søde moster; de minder rigtigt meget om gulerodsbruddene, som man kender dem fra bageren (eller måske fra Salling i Århus? :-)); store, saftige og luftige, også dagen efter.