Sukkerfri hindbærmarmelade med chiafrø

mandelbrød

Chiafrøene er fulde af gode vitaminer og får marmeladen til at blive fast. Du kan prøve med andre bær også.

Ingredienser

250 g hindbær (friske eller frosne)

2 spsk chiafrø, hvide

2 spsk ahornsirup

1/2-1 tsk vanilleekstrakt/vanillepulver (ingen tilsat sukker)

 

Sådan gør du

Du kan vælge at gøre opskriften raw, hvis du foretrækker det, og i så fald bare blande alle ingredienser godt og lade marmeladen trække på køl, til den bliver fastere i det.

Eller du kan varme bærrene op i en gryde med en tsk vand, til de falder sammen. Tag gryden af varmen, og tilsæt de øvrige ingredienser. Sæt på køl som nævnt ovenfor.

 

Hindbærtærte med frangipane-fyld

hindbærtærte frangipane

 

Nå, det var jo egentlig nogle usandsynligt lækre mandel”scones” med dadler, der for at par uger siden gav mig lyst til at genoptage bloggeriet, men nu lægger jeg alligevel lige ud med denne sag, min nye yndlingskage (det er jeg ret overbevist om, at den bliver…). Den er et forsøg på at efterkomme lysten til og savnet af den hindbærtærte, min mor ofte bager, men i en version uden raffineret sukker og gluten. Jeg er meget tilfreds!

Bunden er nøddebunden, som jeg tidligere har brugt til en citrontærte med lakrids, og fyldet er frangipane-inspireret. Kagen er blid ved blodsukkeret og mætter fantastisk, så det er nydelse uden dårlig samvittighed. Man bliver sgu så godt tilfreds, når ens eksperimenter lykkes ;-). Læs mere

Frozen yogurt på 5 minutter!

frozen yogurt

Der er åbnet en ny yoghurt bar i vores skønne forstad til Melbourne, og det gav mig idéen til at prøve selv at lave frozen yogurt (på en 30 graders varm dag…). Googlede diverse opskrifter på nettet, men synes, mange af dem var for tidskrævende. Og så prøvede jeg følgende med STOR succes (giver 3 mindre skåle): 250g yoghurt, 250g frosne hindbær og 2 spsk ahornsirup (skulle være bedre for blodsukkeret end det hvide stads…) køres på foodprocessoren/blenderen, indtil alle hindbær går i ét med yoghurten. Servér med det samme (fx drysset med lakridspulver og frysetørret hindbær som her) – bedste “is” jeg længe har fået, og børnene var ellevilde! Nu skal der så leges med forskellige smagsvarianter. Frossen banan og lidt frisk mynte vil være godt, tror jeg; det er næste forsøg. Kunne det være nemmere?

NB: Jeg læste et sted, at du kan lave det et par timer før servering og opbevare det på frost – det har jeg dog ikke testet (endnu).

 

 

Dadelkugler med hindbær og lakrids

dadelkugler lakrids

 

Jeg har en ubegribeligt sød tand og giver (sikkert lidt for ofte) efter, når den kalder på noget. Til gengæld prøver jeg så vidt muligt at byde den på hjemmegjort, så jeg ved, hvilke ingredienser der er i, og så er jeg vild med at finde på naturlige alternativer til ellers sukkerholdige sager, så jeg måske nok indtager kalorier, men i det mindste også vitaminer. Dadler er fantastiske til alternative lækkerier, og jeg har altid friske dadler på køl, så jeg hurtigt kan fremstille lidt lækkert. Her på siden kan du finde dadelnutella, dadelkage og dadelkugler, og netop sidstnævnte udvikler jeg lige pt. flere og flere variationer af.

På billederne her er dadelkugler, som jeg lavede i går aftes for at have dem med til en veninde i dag. Jeg kørte cirka 400 g friske dadler i foodprocessoren med 30g kokosolie, en håndfuld ristede mandler (giv dem 5 minutter i ovnen ved 175-200 grader; lad én være knækket, og tag mandlerne ud, når den knækkede mandel bliver lysebrun på indersiden), en lille håndfuld ren kakao (kakaopulver uden tilsat sukker), en lille håndfuld havregryn og en kvart teskefuld salt, til alle ingredienser blev til en fast masse. Halvdelen af dadelkuglerne vendte jeg i frysetørret hindbærpulver , den anden halvdel i lakridspulver. Jeg har før forsøgt fysisk at trille kuglerne med fingrene i lakridspulver, men varmen fra hænderne gør pulveret klistret; i stedet kommer du 1 spsk pulver i en skål og lægger cirka 6-8 kugler i skålen og roterer skålen, til alle kugler er dækkede af pulver. Meget bedre! Når jeg forærer dem væk, er det ofte i en fin lille æske foldet af reklamer fra modemagasiner. Dekorativt & fornuftigt :-).

 

dadelkugler indpakning

Opdateret bananbrød – nu med hindbær og yoghurtpålæg

bananbrød med hindbær

 

Vi flytter om to dage, så alt er på hovedet, og al tid bliver brugt på at pakke. Nu var en del af formålet med at flytte til Australien jo at skulle dyrke simple living (eje få ting i det hele taget, ingen bil, have god tid osv.), så der er ikke så meget at pakke, men tid tager det jo uanset. Til de søde mennesker, der kommer og hjælper os på mandag, er jeg i færd med at opbygge et lille lager af søde sager til den kaffe, jeg forestiller mig, vi skal indtage løbende. Og bananbrødet her ligger nu i fryseren og er klar til at blive serveret med lidt græsk yoghurt  rørt med lidt vanillepulver, honning og lidt kanel  – brug en fed yoghurt, så den kan smøres på brødet, når det er kølet lidt af. Det er helt samme opskrift som dette brød, bare tilføjet 200 g frosne hindbær – ren nydelse!

Ugens lækre last: Hindbærsnitter

Den her kage har været en af mine favoritter, siden jeg var barn, og er det stadig. Men jeg er kræsen og kritisk, for der kan være stor forskel i kvaliteten på de kære snitter. I foråret bagte min søde svigerinde hindbærsnitter til en familiekomsammen, og de var lige i skabet. Så dem bagte jeg den anden dag, da vi skulle til en barbecue i anledning af hestevæddeløbet Melbourne Cup, der er en helligdag hernede (!), og så kastede jeg mig også ud i Meyers opskrift (billedet herunder). Begge er lækre på hver sin måde, og hvis du ikke har prøvet Meyers endnu, skulle du unde dig selv det; de er en smuk opdatering af en skattet klassiker.

Hindbærsnitter

Ingredienser

200 g koldt smør

300 g mel

100 g sukker

1 æg

 

1 1/2 dl hindbærmarmelade (af god kvalitet; jeg brugte den fra St. Dalfour)

flormelis til glasur & krymmel til pynt

 

Sådan gør du

Smuldr det kolde smør i melet, til det ligner havregryn.

Tilsæt så sukker, og rør godt runt, inden du hurtigt samler dejen med ægget.

Sæt på køl 1 time.

Rul dejen ud i to plader à ca. 20×30 cm, smør marmeladen på den ene og læg den anden på som låg.

Fæstn kanterne med en gaffel, så marmeladen bliver, hvor den skal.

Bag ca. 20 minutter ved 200 grader, og lad den køle helt af, inden du kommer glasur på og skærer den ud.

Mandler med hvid chokolade, hindbær og lakrids

Ingredienser

200 g mandler

200 g hvid chokolade (jeg brugte den fra Odense Marcipan)

frysetørrede hindbær

lakridspulver

 

Sådan gør du

Start med at riste mandlerne i ovnen, ca. 8 minutter ved 175 grader. Du kan knække en mandel midt over, og når den hvide flade begynder at blive lysebrun, er de næsten klar. Desuden kan duften af brændte mandler hjælpe dig på vej til at vide, hvornår de har fået nok. Jeg bliver lige forundret hver gang, jeg rister mandler. Mandler i sig selv er gode, men efter de 8 minutter i ovnen, udvikler de sig nærmest til små mirakler – tænk sig, at lidt varme kan fremkalde så vidunderlig en smag. Jeg bruger dem flere gange om ugen oven på salater eller som en snack sammen med fx dadler, rosiner og mørk chokolade.

Lad mandlerne køle af.

Smelt chokoladen over vandbad; du vil ofte kunne finde instruktioner til at smelte chokoladen korrekt på pakken eller her, det kan være lidt af en videnskab. Jeg smeltede 2/3 af chokoladen og rørte derefter den sidste 1/3 i, og det lykkedes fint.

Kør mandlerne igennem den smeltede chokolade med en gaffel, og læg dem “til tørre” på et stykke bagepapir. Lav 10-15 mandler ad gangen, og drys så med frysetørrede hindbær og lakridspulver. Med lakridspulver mener jeg lakridspulver og ikke lakridsrodspulver. Efter min mening smager sidstnævnte simpelthen af alt for lidt. Lakridspulver er granuleret rålakrids, og det smager af noget. Jeg købte noget i pulverform hos Specialkøbmanden.

Lad chokoladen størkne – hvis det går for langsomt, kan du evt. gøre det på køl (selvom det kan gå ud over den blanke overflade på chokoladen) .

 

Mandler med hvid chokolade, hindbær og lakrids

Jeg har en særlig passion for de små flødeboller fra Summerbird med hvid chokolade og lakrids og hindbær på toppen, de er simpelthen fantastiske. I går eftermiddags meldte appetitten til netop de flødeboller sig, og jeg gik i skabene efter noget, der måske kom i nærheden af dem. Her er resultatet – mandler ristet i ovnen overtrukket med hvid chokolade, frysetørrede hindbær og lakridspulver. Se, hvordan du laver dem her.

Næste version, jeg vil forsøge mig med, er ristede saltmandler overtrukket med mælkechokolade – stay tuned…