Ugens lækre last: Hindbærsnitter

Den her kage har været en af mine favoritter, siden jeg var barn, og er det stadig. Men jeg er kræsen og kritisk, for der kan være stor forskel i kvaliteten på de kære snitter. I foråret bagte min søde svigerinde hindbærsnitter til en familiekomsammen, og de var lige i skabet. Så dem bagte jeg den anden dag, da vi skulle til en barbecue i anledning af hestevæddeløbet Melbourne Cup, der er en helligdag hernede (!), og så kastede jeg mig også ud i Meyers opskrift (billedet herunder). Begge er lækre på hver sin måde, og hvis du ikke har prøvet Meyers endnu, skulle du unde dig selv det; de er en smuk opdatering af en skattet klassiker.

Hindbærsnitter

Ingredienser

200 g koldt smør

300 g mel

100 g sukker

1 æg

 

1 1/2 dl hindbærmarmelade (af god kvalitet; jeg brugte den fra St. Dalfour)

flormelis til glasur & krymmel til pynt

 

Sådan gør du

Smuldr det kolde smør i melet, til det ligner havregryn.

Tilsæt så sukker, og rør godt runt, inden du hurtigt samler dejen med ægget.

Sæt på køl 1 time.

Rul dejen ud i to plader à ca. 20×30 cm, smør marmeladen på den ene og læg den anden på som låg.

Fæstn kanterne med en gaffel, så marmeladen bliver, hvor den skal.

Bag ca. 20 minutter ved 200 grader, og lad den køle helt af, inden du kommer glasur på og skærer den ud.