Kammerjunkere

Opskriften her er fra Meyers Bageri, og jeg har for en gangs skyld fulgt ingredienslisten nøjagtigt, men til gengæld ændret her og der i fremgangsmetoden. Giver ca. et par hundrede stykker, forær evt. nogle væk som værtindegave.

 

Ingredienser

1 vanillestang

250 g blødt smør

100 g sukker

1 æg

1 dl mælk

500 g mel (hvis du vil have grovere kammerjunkere, kan du erstatte ca. 1/3 af melet med hvid hvede eller grahamsmel fx)

1 spsk bagepulver

revet skal af 1 økocitron

 

Sådan gør du

Rør smørret med vanillekorn og sukker. Jeg bruger normalt min foodprocessor til at køre dejen i, men en god håndmikser kan snildt klare det også.

Kom æg og mælk i, og rør godt.

Tilsæt citronskal, og sigt mel og bagepulver i.

Rør til du har en fint sammenhængende dej.

Del dejen i 10 stykker, lav ca. 20 små kugler af hvert stykke, som du sætter med mellemrum på en bageplade med bagepapir. Dejen er nem at arbejde med, men du kan evt. stille hele eller dele af den på køl, så bliver den fastere. (Du kan også fryse noget ned til en anden god gang.)

Bag til de er gyldne og sprøde, ca. 15 minutter ved 185 grader, afkøl på rist.

Og nyd den fantastiske duft, der spreder sig i hele huset!

Kaskade af kammerjunkere

Jeg kryber til korset! Det er kun kort tid siden, at jeg talte højt om, at jeg ikke bryder mig om tanken om at smide småkager i min koldskål, og på en måde har jeg det stadig sådan, men så skete det lige, at jeg kom i tanke om de kammerjunkere, jeg bagte sidste år fra Meyers Bageri. Dengang lavede jeg dem med appelsinskal i stedet for citron, men herlige var de, og i dag overgav jeg mig og lavede en omgang til. Men der er stadig kun to stk. pr. portion, knuste og drysset over koldskålen, og så en masse frisk frugt; lige nu allerhelst danske jordbær.