Kikærtesalat med semi-tørrede tomater

kikærtertomat

 

Kikærtesalat er nærmest dagligt indslag i min kost; jeg hader en kedelig frokost, og selv på en travl dag kan det lade sig gøre at smide en salat som denne sammen – eller aftenen før til madpakken. Her kikærter fra dåse, skyllet i koldt vand og vendt med olivenolie, citronsaft, ristede græskarkerner, rosiner, semi-tørrede tomater, salt & peber. Prøv med denne lækre tahindressing til; det er et måltid i sig selv, men også virkelig godt tilbehør til fx en omelet.

Verdens nemmeste curry

vegetarcurry

 

Mens vi (u)tålmodigt venter på babyen, vælter det naturligvis ind med forslag til, hvad man selv kan gøre for at hjælpe naturen på vej. Forslag nummer et er altid en curry, så to gange denne uge har en sådan været på menuen, dog fortsat uden effekt. Men til gengæld virkelig, virkelig lækkert og utroligt nemt. Mængden her rækker til to personer; jeg tænkte, den skulle være meget stærk for at have rette effekt, og det ville nok være for meget for børnene.

To do: Hak et løg, og steg det blødt sammen med ca. 3 spsk karry og 3 spsk garam masala krydderi. Tilsæt et par håndfulde kogte kartofler og 1-2 kogte gulerødder i stykker à 2cm, en dåse kikærter og en halv til en hel dåse hakkede tomater sammen med lidt vand og et par teskefulde chiliflager – prøv dig frem med lidt chili ad gangen, alt efter hvor stærkt du foretrækker det. Smag til med lidt citronsaft, salt og peber, og lad det simre et lille kvarter. Tilsæt et par håndfulde spinat 5 minutter før servering.

Jeg havde denne curry på bordet sammen med yoghurt rørt med lidt salt, citronsaft og frisk, finthakket mynte, naanbrød og lidt ris, og en anden dag udgjorde curryen tilbehør til en hel kylling stegt i Römertopfen. Kør endelig på med alle mulige slags grøntsager; blomkål og søde kartofler er fx også rigtigt godt. Og husk så en stor kande vand på bordet :-).

Hurtigste kikærtesalat nogensinde

kikærtesalat med sesam

 

Jeg ved det; mig og mine kikærter. Men de ER bare gode på utroligt mange måder, og ofte utroligt nemme at få noget lækkert ud af. Jeg er blevet særligt vild med helt enkle salater med netop kikærter som hovedingrediens; de kan fremstilles på 5 minutter og er særdeles smagfulde. Her er det kikærter fra dåse (af god kvalitet) blandet med rød peber og ristet sesam, olivenolie, citronsaft, salt og peber. Andre gange med rødløg, agurk, lidt feta og/eller friske krydderurter. Nem salat til aftensmaden eller til madpakken?

Ugens lækre last: Knasende kikærter

kikærter

 

Jeg kom pludselig i tanke om, mens jeg lavede suppe i går, at jeg havde hørt noget om ovnristede kikærter. Og da jeg manglede tilbehør til suppen, skyndte jeg mig at få gang i kikærterne også. Så simpelt, SÅ lækkert. Tag en dåse kikærter, skyl dem, og tør dem forsigtigt i køkkenrulle. Vend dem med to spiseskefulde olie, salt og peber (eller cayennepeber, røget paprika eller måske spidskommen?), og lad dem riste i ovnen cirka en halv time ved 200 grader. Hold godt øje med dem; de er klar, når de får sprøde, brune kanter. Lad dem køle lidt af, og spis dem som en snack eller brug dem i en suppe. Det er alt andet end sidste gang, de kommer på bordet hos os :-).

Tags:
Knasende kikærtesalat

Vi var i weekenden på tur sammen med nogle gode venner og holdt picnic i en skøn, australsk botanisk have med eksotiske planter og den smukke, smukke røde jord. Blandt lækkerierne var en dejlig kikærtesalat, der er mættende i sig selv pga. netop kikærterne, men også gør det særdeles godt som tilbehør til fx fiskefrikadeller eller kylling. Jeg er især vild med knaset fra rucolaen og nøddesmagen fra selvsamme, og hvis du kan få fat i et lækkert græskar, kan du bage nogle grove stykker af det i ovnen og komme dem i også. Men ellers tager du såmænd bare et par dåser kikærter af god kvalitet (eller koger nogle selv) og kommer dem sammen med et par grofthakkede, godt modne tomater, et par håndfulde knasende rucola og nogle ristede pinjekerner. Vend herlighederne med lidt citronsaft, olivenolie, salt og friskkværnet peber, og servér evt. med denne simple, men smagfulde yoghurtdressing.

Falafler

Opskriften er oprindeligt Camilla Plums, med få justeringer

Ingredienser

400 g tørre kikærter (skylles og sættes i blød i rigeligt med vand natten over, skal ikke koges)

3-4 fed hvidløg, pressede

1 bundt persille og 1 bundt dild

100 g tahin

1 tsk bagepulver

et stort løg

2-3 tsk stødt koriander

2-3 tsk stødt spidskommen

saft af 1/2 – 1 citron

1 spsk salt

 

Sådan gør du

Start med at køre kikærterne i foodprocessoren med løg og krydderurter, kom herefter de øvrige ingredienser i, og kør, til du har en fin fars.

Steg på panden i olie, til de er gennemstegte.

Husk, at du kan fryse fx halvdelen af farsen til en anden gang.

Grønt og skønt: Fænomenale falafler

Vi tager ofte en kødfri aften; af miljømæssige hensyn, af økonomiske hensyn – og af ren og skær grøn vellyst! I aften har vi spist virkelig gode falafler, og med hjælp fra min foodprocessor er det ren morskab at fremstille dem. Falaflerne fik i dag selskab af fuldkornspitabrød og en god spidskålssalat, men de er også gode som tilbehør til en lækker salat og dagen efter kolde til et stykke dejligt rugbrød. Hvis du er rigtigt smart, laver du dobbelt portion og fryser halvdelen af farsen ned til en anden god gang.

 

Humus

Jeg kører altid med den samme grundopskrift på humus, og så varierer jeg den alt efter årstid og humør. På billedet ses en ærtehumus, som er fremkommet på simpel vis ved at tilsætte opskriften herunder en håndfuld smukke ærter. Du kan prøve dig frem med fx karry, rødbeder (syltede eller friske) eller peberfrugt.

Ingredienser

1 dåse forkogte kikærter (gem lidt af væden fra dåsen)

3 spsk olie

1/2 – 1 fed hvidløg, knust

saft af en halv citron

3 spsk tahin (sesampasta/smør)

salt og friskkværnet peber, evt. en smule stødt spidskommen

 

Sådan gør du

Kom kikærter og alle øvrige ingredienser i din foodprocessor eller blender (det kan lade sig gøre med stavblender også) sammen med en smule af væden fra kikærterne.

Kør, til du har en ensartet og cremet masse.

Smag til, og justér med fx mere salt eller citron.