Mad der mætter: Laks med grønt & creme fraiche sauce

laks med grønt

 

Denne her opskrift blev en klassiker i vores familie lige med det samme, efter min gode veninde i Norge serverede det for min ældste datter og mig for nogle år siden. Nemt, lækkert og mættende. Og sundt. Hurra!

Pensl så mange laksefileter, du nu kan spise, med lidt olie, og drys med salt og peber. Tilbered dem i en 175 grader varm ovn i cirka 10 minutter alt afhængigt af deres størrelse. Kog i mellemtiden alle de grøntsager, du har lyst til; jeg plejer at servere kogte gulerødder, blomkål og broccoli eller bønner til denne laks. Godt saltede :-). Og så prikken over i’et: Creme fraiche saucen. Det bliver ikke nemmere: Varm et par deciliter creme fraiche af den rigtigt fede slags op til lige under kogepunktet, og smag til med en god sjat soya (gå efter Tamari soyasauce hvis du ikke tåler gluten). Anret tallerkenen med alle disse herligheder, og servér med citronbåde, evt. nogle brune ris og et glas hvidvin.

Fik jeg understreget, hvor nemt det her er? Og hurtigt også!

Inspiration til brunch

Vi fejrede 1. december med en lækker, lille hjemmebrunch, og måske du kan bruge menuen til inspiration? Nogle af tingene kan klargøres aftenen inden, og menuen er ikke alt for omfattende – lidt, men godt!

– God kvalitetssalami med kalamataoliven

– Bocconcini (små mozzarellakugler) overhældt med god olivenolie og friskkværnet salt og peber

– God skæreost med masser af peberfrugt (gerne forskellige farver)

– Røget laks foldet om blancherede asparges serveret med dilddressing (jeg ved, at asparges er ude af sæson i DK nu; hvad med blancherede knoldselleristænger drysset med salt og peber som alternativ?)

Æg på glas toppet med æblestykker i karrymayo og rejer

– Fad med frisk frugt

Chokoladebrud

Pisket smør

Spinatboller og rugbrød

– God kaffe, juice og Asti (kom evt. et Amarena kirsebær i glasset) og smoothie til børnene

– Godt selskab 🙂

 

Islandsk dilddressing

Ingredienser

100 gram god mayonnaise

2 spsk honning

2 spsk sød sennep

1 spsk brun farin eller muscovadosukker

en lille håndfuld frisk dild

 

Sådan gør du

Bland alle ingredienser grundigt, og lad trække en halv times tid; så bliver eventuelle små “sukkerknolde” opløst.

 

Magiske madminder: Laks med islandsk dilddressing

Nogle gange har man bare ret til at spise som “et rigtigt menneske”, som en af mine gode veninder siger. Dvs. uden stor- og evigttalende børn, om end de er nok så skønne. Så i dag har børnene fået en gedigen, sund grød, og de to voksne har nydt lækker laks med dilddressing efter børnenes sengetid. Og det er ikke en hvilken som helst dilddressing, jeg taler om her – det er intet mindre end verdens bedste.

Jeg stiftede bekendtskab med den fabelagtige dressing for ca. 9 år siden under mit første besøg i Island, hvor den var del af et helt suverænt måltid hos min ven Elvars forældre i Nordisland. En impulsiv del af menuen var desuden frossent hajkød; et måske lidt mindre magisk madminde, som jeg vil skåne dig for her – men lov mig at give dressingen en chance; den slår den købte dilddressing med flere længder.