Ny favoritsalat

ny favoritsalat

 

Det er ikke så ofte, at salaterne er planlagt i mit køkken, og det giver tit nogle spændende sammensætninger, nogle bedre end andre :-). Men denne er ret vellykket, synes jeg, og en ny favorit hos alle i familien. Tag så meget blandet salat, som du mener, I kan spise, skyl det godt, og bland det først med en sjat dressing bestående af olivenolie, lidt æblecidereddike, salt og peber. Vend så salaten med ristede solsikkefrø og sesamfrø, og tilsæt herefter tørrede abrikoser i små stykker, tynde løgringe og avocado i grove stykker. Velbekomme!

Balsamicoløg

Det er svært at forestille sig noget mad, som disse løg ikke vil peppe betragteligt op. De har bevaret løgsmagen, men er søde og syrlige på samme tid, og virkelig delikate, hvis du spørger mig. Og naturligvis nemme at lave: Steg 6 løg i ringe i olivenolie ved svag varme, til de alle er bløde – de må ikke brænde på. Drys derefter rundhåndet med rørsukker eller brun farin (jeg brugte “Brown sugar” og er faktisk i tvivl, om dens ligemand på dansk er rørsukker eller farin, men jeg vil tro, begge dele kan anvendes) og en god sjat mørk balsamicoeddike. Skru endnu mere ned for blusset, og lad løgene stå og simre, til væsken er reduceret (en halv time ca.), og du står med fine, klistrede løg. Prøv dem i en kartoffelsalat, på en pizza eller som tilbehør til fx et lækkert stykke kød. Opbevar dem på køl, hvis du får nogle til overs…

Tags:
Dagens ret: Kartoffelsalat med masser af løg og nektarin

Det fantastiske ved kartoffelsalat er uendeligheden af variationer; du kan jo komme nærmest hvad som helst sammen med de kære knolde og på ingen tid skabe noget lækkert. I går grillede vi på Mols hos nogle venner, og jeg fik bakken med de skønne, nye kartofler stukket i hånden: “Kan du lave noget med dem?” Dejlig udfordring – og resultatet blev denne kartoffelsalat med masser af løgrelish (på glas og fra England – jeg vil snart forsøge at kreere noget lignende), frisk purløg fra haven og så de smukke nektariner. Farverig og velsmagende – hvad har du i køleskabet, køkkenskabet eller i frugtskålen, du kan bruge?