Mad der mætter: Små portionsæggekager

portionsæggekage

Jeg har lavet de her små portionsæggekager et par gange nu, og jeg er vild med dem af flere årsager: De er helt utroligt nemme at lave, hurtige, lækre – og mætter virkelig længe. Jeg laver dem ofte til frokost, når tiden er til det, men de er perfekte som del af en brunch også eller til morgenmaden såmænd. Jeg laver dem i forme der måler cirka 12cm i diameter, og til en af slagsen gør du sådan her:

Pisk to æg i en mindre skål sammen med salt, peber, en sjat fløde og en håndfuld revet mozzarella. Du kan krydre yderligere med røget paprika, chili eller frisk rosmarin. Bag dem i ovnen cirka 20 minutter, til overfladen er let gylden, og æggekagen puffer let op. De sidste fem minutter kunne du fx lige lade et par skiver hot sopressa (italiensk salami med meget mere karakter end bacon, hvis du spørger mig) stege med på et stykke bagepapir ved siden af og servere med disse oven på æggekagen. Der er bare noget særligt over af få serveret sin helt egen æggekage, ikke? 🙂

 

Frokostlækkerier: Omelet med søde kartofler – nu med masser af rosmarin

omeletrosmarin

Jeg hoppede for et par dage siden (lidt af nød pga. tomme skabe) atter på idéen om omelet primært bestående af kartoffelmos og lynkogte en sød kartoffel. Denne gang smed jeg en kvist rosmarin med i kogevandet, og alene duften fik tænderne til at løbe i vand. Der faldt blade af kvisten som forventet, og de røg med i den grove mos, der med et par æg og salt og peber blev til en dejlig frokostomelet, klart løftet et niveau med rosmarinen. Jeg lavede en hurtig kikærtesalat til og en fantastisk dressing med tahin (sesamsmør).

Rystende gode rester: Omelet med søde kartofler

kartoffelomelet

 

Til vores favoritbolognese lavede jeg den anden dag kartoffelmos af søde kartofler, og rigeligt af det. Resten (en god håndfuld) kom jeg i dag sammen med to æg, salt og peber og stegte som en omelet på panden til frokost. Suverænt resultat; pga. de søde kartofler var det næsten som en “rigtig” pandekage, og der var ingen trang til sødt til kaffen bagefter. Servér med en god salat eller en masse røde tomater.

Dagens frokost: Let omelet

Nød en frokost alene i solen i dag på min favoritcafé og kunne ikke dy mig for lige at teste deres omelet (som jeg nærmere vil kalde en æggekage, eftersom den ikke var foldet sammen om sit fyld). Til gengæld var den lavet på en pande i portionsstørrelse, og det havde sin helt egen charme. Den var iblandet lidt revet ost, smagfulde tomater, svampe og syltede peberfrugter, og det var en lækker mundfuld! Hvis du vil lave din egen frokostomelet, kan du finde inspiration her.

 

Tags: ,
Omelet

Til 2 personer; lav flere forskellige, hvis I er flere ved bordet. Hold dig helst under 6 æg pr. omelet; ellers bliver det for svært at håndtere.

 

Ingredienser

4 æg

4 spsk vand

1/4 tsk salt

et lille drys peber

 

Sådan gør du

Pisk ingredienserne sammen, og hæld det på en pande med lidt olie.

Varm omeletten op ved relativt svag varme, så du ikke brænder den på i bunden.

Gør dit fyld klar, mens omletten bager færdig (forslag til fyld herunder).

Når den er fast hele vejen igennem, lister du den halvt af panden og ned på et fad eller en tallerken.

Placér fyldet på den halvdel af omeletten, der nu ligger på tallerkenen, og fold den anden halvdel af omeletten ind over fyldet.

 

Idéer til fyld:

– smørstegte svampe vendt med lidt finthakket/presset hvidløg

– forkogte kikærter vendt med olivenolie, salt, peber, bredbladet persille og gedefeta

– frisk rucola, ristede pinjekerner og meget modne tomater

– parmaskinke og lidt frisk mozzarella i skiver

– chorizo ristet i chiliolie

Tags: ,
Forglemmigej: Omelet

Vi tager lige en i dag også i denne kategori, og denne gang er det en klassiker, jeg selv bliver ved med at glemme – og så bliver jeg rigtigt glad, når jeg igen kommer i tanke om den. Omeletten er utroligt nem at have med at gøre, kan serveres i mange sammenhænge og varieres i det uendelige. Versionen på billedet er min favorit lige nu, ganske simpel med supermodne og smagfulde tomater som fyld, serveret med ristet brød og en god mayonnaise rørt med salt og peber og store mængder frisk purløg. Du kunne også servere den med smørstegte svampe tilsat en smule hvidløg; forkogte kikærter rørt med olivenolie, salt, peber, bredbladet persille og gedefeta; frisk og sprød rucola, ristede pinjekerner og modne tomater; parmaskinke og frisk mozzarella eller chorizo ristet i chiliolie måske? Grundopskriften på omelet finder du her, og så er det bare i gang med at finde på lækre variationer.

Tags: ,