Smutvej til tærtebund

genvej til tærtebund

 

Når tiden er knap – og det er den jo tit, ikke? – tyer jeg til denne løsning, hvis der er tærte på menuen: I stedet for at lave en almindelig fuldkornstærtedej, koger jeg 200-250 g fuldkornsskruer halvdelen af den tid, de egentlig skulle have, og lægger dem i tærten som bund. Det fungerer upåklageligt og er en fin lille smutvej, synes jeg.

Dagens ret: Pasta med chorizo, svampe & chili

Fredag, weekend – og lidt mat i sokkeholderne. Fredag er sjældent den dag på ugen, hvor jeg prøver nye ting af; faktisk laver vi oftest pizza, men dagen har været lidt hektisk, så det skulle gå endnu hurtigere. Og så kom jeg i tanke om denne pastaret, som jeg ofte har lavet i Danmark på netop denne årstid. Den giver varmen i et snuptag og bruger nogle af sæsonens skønne svampe. Utroligt simpelt, men meget lækkert, synes jeg. Kom 1 løg i tynde ringe på panden sammen med en god chorizo i skiver, og steg, til chorizoen får en sprød kant. Tilsæt så en finthakket, rød chili (eller mere eller mindre, alt efter hvor stærkt du kan lide det) sammen med et par håndfulde skønne svampe i grove stykker. (Hvis der er børn med til bords, kan du evt. tage pølser fra til dem, inden du tilsætter chili og svampe.) Når svampene lige præcist er gennemvarme, tager du panden af varmen og vender et par virkelig modne tomater i grove stykker og et par håndfulde frisk basilikum i blandingen. Giv det lidt friskkværnet peber og lidt salt, og så er du klar! Servér med frisk pasta, parmesan, ciabattabrød, en god olivenolie og et godt glas rødvin.

PS: Tjek lige de gigantiske basilikumblade fra min lille veggie patch…