Ærtedip i spiselig skål

ærtemos i rødkål

 

Må lige dele denne supernemme, men yderst lækre, dip med jer. Jeg synes ofte, dips bliver for “bløde” i det, så jeg tilsætter gerne sprøde nødder, når jeg kan komme til det.

Overhæld et par håndfulde frosne ærter med kogende vand og lad trække cirka 5 minutter, til ærterne er optøede (når det er sæson for friske ærter, er de naturligvis at foretrække…). Skyl i koldt vand og kom i foodprocessoren/blenderen med 3 spsk græsk yoghurt, 3 spsk ristede mandler (180 grader i ovnen i cirka 8 minutter), lidt citron- eller limesaft, 1/2 tsk stødt spidskommen, salt & peber. Smag til med evt. mere citron, salt, peber og evt. mere spidskommen.

Servér som her i en spiselig skål som en hapser på brunchbordet (hvidkål er også fortrinlig), med gulerodsstænger til, eller smør den på brød.

Rødkålssalat med selleri, cashewnødder og dadler

rødkålssalat med dadler

 

Vores køleskab er nærmest tomt, og indtil vi får fyldt godt op igen, er det altid lidt spændende, hvad aftensmaden ender med at bestå af. Men jeg kan faktisk allerbedst lide det sådan, fordi det er der, de gode idéer ofte opstår (og er nødt til det). Det førte i dag til denne smukke salat med rødkål, bladselleri, ristede cashewnødder, dadler og granatæblekerner vendt i en dressing af 1/2 dl olivenolie med saft af en halv lime, 1 tsk grov sennep og salt og peber. Fryd for både øjet og ganen, hurra!

Soyarødkål med sesam

4 personer, som tilbehør

 

Ingredienser

1/2 rødkål i fine strimler

en håndfuld ristede sesamfrø, gerne både almindelige og sorte

1×1 cm revet ingefær

et par store skvæt soya

 

Sådan gør du

Rist sesamfrøene på panden, til de dufter kraftigt og begynder at poppe, lad dem herefter køle af på en tallerken.

Vend den fintstrimlede rødkål med soya på panden sammen med ingefæren, og fortsæt, indtil rådkålen lige falder sammen, men inden den mister sit bid.

Vend rødkålen sammen med sesamfrøene, og servér til asiatiske inspirerede retter som fx denne soya/honning-kylling.

Dagens ret: Asiatisk festfyrværkeri

Jeg begræder, at jeg ikke i farten fandt et bedre kamera frem, der virkelig kunne illustrere farvespektret på tallerkenen, for fantastisk så det ud med den lilla rødkål, broccolien og limeskiverne. Og smagen var spot on. Jeg bevæger mig ikke ud i, hvilken del af det asiatiske køkken jeg primært har bevæget mig inden for, for det er egentlig ikke så væsentligt, men det var i hvert fald fra den del af verden, inspirationen kom :-). Og som lille ekstra note: Jeg har sjældent set mine børn spise så meget, og de holder sig ellers normalt ikke tilbage… Du finder opskriften på den soya/honning-marinerede kylling her og rødkålssalaten med sesam her. God appetit, og god weekend!