Salatdressing

Med denne dressing behøver du ikke mange ingredienser i din salat; vend bare din favoritsalat med dressingen og fx radiser og forårsløg, og så er du ret godt kørende. Jeg laver altid dressingen lidt på slump, så følgende mængdeangivelser er vejledende; du kan smage til og justere op eller ned afhængigt af dine smagsløgs reaktioner.

Ingredienser

ca. 1 dl olivenolie

1/2 – 1 tsk. dijonsennep

1-2 fed hvidløg, pressede

3 tsk. soya

3 tsk. citronsaft

1 tsk. sukker

 

Sådan gør du

Pisk det hele sammen i en lille skål, og smag det til, indtil du er glad.

Er dressingen for sur, tilsætter du lidt mere sukker; er den for sød, kan du give den lidt mere sennep; smager den af for lidt, spæder du op med mere soya – og mangler den dybde, presser du lige citronen en ekstra gang.

Når du først har fundet din perfekte sammensætning, vender du helt sikkert tilbage igen og igen.

Drøngod dressing

Nu er det jo ikke altid, man lige har energi til at kreere fantasifulde salater, og derfor synes jeg, det er rart med (endnu) en opskrift på repetoiret, der altid fungerer – og det gør denne dejlige dressing. Selv med meget få ingredienser kan du skabe en meget velsmagende salat; vend bare den salat, du nu har ved hånden, med dressingen her og hvad du ellers måtte have af andet grønt. Min sidste variation bestod af romainesalat, radiser og forårsløg – simpelt, men smagfuldt.