Det gode, gamle bananbrød – lige så lækkert som før, men meget sundere!

glutenfrit bananbrød

 

Der har været travlt i mit køkken i dag – på den gode måde. Det ene tog lidt det andet, og pludselig havde jeg gang i at bage mandelcookies, mandelbrød, lave marmelade og morgenmad på samme tid. Det kan jo ske :-). Senere på dagen kom jeg i tanke om en af mine gamle favoritter fra tiden før den glutenfrie kost; bananbrødet. Efter lidt søgen her og der kastede jeg mig ud i projekt glutenfrit bananbrød, mættende og med færre kulhydrater. Stor succes – fantastisk konsistens, smag og utroligt nemt! Læs mere

Glutenfrit mandelbrød

mandelbrød

 

Ingredienser

200 g mandelmel

65 g arrowroot pulver (eller tapiocamel)

2 spsk malede hørfrø (jeg malede mine til mel i min lille kaffemølle)

1 spsk hvide chiafrø

1 1/2 tsk natron

3 æg

50 ml macadamia olie (eller smeltet kokosolie eller smeltet smør)

2 tsk ahornsirup eller ris malt sirup*

1 tsk æblecidereddike

50 ml mandelmælk (eller anden mælk)

 

Sådan gør du

Bland først tørre ingredienser og våde ingredienser hver for sig, og rør dernæst de to blandinger forsigtigt sammen.

Fordel i en form, der måler cirka 21 X 11 cm (beklædt med bagepapir), og bag cirka 1/2 time; test med en kødnål, om brødet er bagt helt igennem.

Lad det køle godt af, inden du skærer i det – det er ventetiden værd, fordi smagen af mandlerne først træder rigtigt igennem, når varmen har lagt sig, hvis du spørger mig. Servér med tandsmør eller denne sukkerfrie marmelade.

 

Opskriften her er fra bogen “The Whole Pantry” af Belle Gibson

 

*Jeg har brugt ris malt sirup længe efterhånden, og her i Australien er det fremstillet af 100% brune ris. Når jeg søger på det i danske netbutikker, hvor udvalget ser ud til ikke at være så stort endnu, er det fremstillet på byg også, og den ville jeg være betænkelig ved at investere i, hvis man lider af cøliaki. Hvis du “bare” er glutenintolerant som jeg, vil jeg tro, du sagtens kan tåle det i små mængder, men lad mig høre, hvis du ved mere end mig på dette punkt…

Chili sin carne spækket med valnødder, grønkål og chokolade

chili sin carne

 

Den stærkeste chili con carne, jeg i mit liv har smagt, spiste jeg på en spansk restaurant i Toulouse. Og spiste er egentlig for meget sagt, for jeg fik kun én bid – én bid med et kæmpe stykke chili i, jeg ikke havde set, og så var aftenen omme – jeg troede simpelthen ikke, jeg skulle overleve det. Det gjorde jeg takket være al brødet på bordet og adskillige glas sangria. Og jeg elsker ellers en stærk chili con carne, men alt med måde, ikke? Hvad jeg også er vild med, er chili SIN carne (uden kød). Faktisk er det nu min foretrukne variant, og den er spækket med lækre vitaminer i form af grønkål, valnødder og meget mørk chokolade. Hvis du foretrækker en med kød, kan du bare komme 500g hakket okse i, et voila. Denne gang serverede jeg med ris, græsk yoghurt og søde kartoffelfritter med sveskepuré, men du kan også bage et godt brød og lave en god salat.

 

Chili sin carne med valnødder, grønkål og chokolade

chili sin carne

 

Fantastisk chiliret uden kød, men med masser af spændende krydderier og valnødder til at give lidt ekstra bid – servér med yoghurt, brød, ris, en god salat eller måske disse fritter af sød kartoffel med sveskepuré til?

Ingredienser

1 finthakket løg

2 tsk stødt spidskommen

2 tsk stødt koriander

2 tsk stødt kanel

2 tsk chiliflager (prøv først med én, og tilsæt så mere, hvis du ønsker en stærkere smag)

1 dåse kidneybønner/blandede bønner, drænet og skyllet i koldt vand

2 dåser hakkede tomater

en sjat rødvin

2 fed hvidløg, pressede

1 rød peber skåret i små tern

1/2 dåse majskerner (skyl i koldt vand) eller kerner af 1-2 majskolber

en god håndfuld valnødder, groft hakkede

et par håndfulde frisk spinat, kørt til meget små stykker på foodprocessoren

et halvt bundt finthakket grønkål (fjern og kassér stilkene, og hak i foodprocessoren)

50g mørk chokolade, min. 70%, grofthakket

 

Sådan gør du

Steg løget blødt i lidt olie, tilsæt krydderierne, og varm dem op, så du rigtigt kan dufte dem. Hvis du foretrækker en version med kød, kommer du 500g hakket oksekød i nu, og bruner det sammen med løg og krydderier.

Tilsæt rødvinen, lad den bruse af, og kom så bønner og hakkede tomater i sammen med hvidløg, valnødder og alle grøntsagerne.

Skru ned for varmen til lavt blus, og lad det hele småsimre en god halv time, gerne med låg. Rør af og til, og smag til med mere chili, salt og peber og lidt citronsaft. Når du er tilfreds med smag og styrke, kommer du chokoladen i og lader den smelte, og så er du klar!

En lille håndfuld citroncookies, og lykken er gjort…

citron cookies

 

Det gode ved den opskrift på chokoladecookies, som jeg postede den anden dag, er at de er så hurtige at lave, så selv med uventede gæster kan man ret hurtigt diske op med noget – medmindre man har Gevalia i køkkenskabet og dermed er dækket ind :-). Jeg har flere gange bagt dem for den veninde, der kiggede forbi i går, så jeg prøvede at finde på noget nyt og endte med en version, der er meget tæt på de elskede citronspecier, som jeg nu på glutenfri kost ikke kan gå ombord i. Med dem her er nu en af julesmåkagerne hjemme – i god tid endda :-).  Læs mere

Dagens ret: Grønne bøffer med yoghurt/sesam-dressing

grønne bøffer

 

Jeg er kun 90% vegetar, men har ikke noget egentligt behov for kød og laver det mest for de andre familiemedlemmers skyld. Byg-selv-burgere er ret populære i vores familie som i sikkert mange andres, og der er altid to slags bøffer: De “rigtige” med kød og så mine grønne bøffer. Min favorit er fortsat den lilla bøf, men den grønne her er væsentligt hurtigere at lave, og også nem at variere med andre grøntsager. Og det kullede i kobberskålen er såmænd bare grønkålschips, der ikke var i det fotogene hjørne… Læs mere

Kålmassage – meget bedre end det lyder!

grønkålssalat

 

Vi er ikke ude i fræk og anderledes anvendelse af grønkål her, men slet og ret massage AF kålen, ikke MED kålen. Den krusede kål bliver fløjlsblød, når du bruger lidt tid på den, og derefter udgør den en fantastisk sund og lækker salat, som du kan lave i uendeligt mange variationer.

Pil bladene af stænglerne fra et bundt grønkål, og flå bladene i mindre stykker. Skyl dem godt i en salatslynge, og tilsæt herefter 1 spsk olivenolie, 1/4 tsk havsalt og 1 spsk citronsaft (som hjælper med at nedbryde cellevæggen i kålen og gøre den blødere). Sæt så 5 minutter af til noget mindfulness; nu skal du massere kålen med kærlighed, til den ligesom falder sammen og bliver blød. Så kan du lave en vinaigrette (0,75 dl balsamisk vineddike, 125 ml olivenolie, 2 spsk dijon sennep, 1 spsk honning, salt og peber blandes godt), som du hælder over kålen, og tilsætte fx skiver af æble, ristede cashewnødder, tynde skiver rødløg, granatæblekerner og en god feta. Eller finde inspiration i de salater, du plejer at lave – mango og ristede græskarkerner er også godt, skulle jeg hilse og sige :-).

Mad der mætter: Små portionsæggekager

portionsæggekage

Jeg har lavet de her små portionsæggekager et par gange nu, og jeg er vild med dem af flere årsager: De er helt utroligt nemme at lave, hurtige, lækre – og mætter virkelig længe. Jeg laver dem ofte til frokost, når tiden er til det, men de er perfekte som del af en brunch også eller til morgenmaden såmænd. Jeg laver dem i forme der måler cirka 12cm i diameter, og til en af slagsen gør du sådan her:

Pisk to æg i en mindre skål sammen med salt, peber, en sjat fløde og en håndfuld revet mozzarella. Du kan krydre yderligere med røget paprika, chili eller frisk rosmarin. Bag dem i ovnen cirka 20 minutter, til overfladen er let gylden, og æggekagen puffer let op. De sidste fem minutter kunne du fx lige lade et par skiver hot sopressa (italiensk salami med meget mere karakter end bacon, hvis du spørger mig) stege med på et stykke bagepapir ved siden af og servere med disse oven på æggekagen. Der er bare noget særligt over af få serveret sin helt egen æggekage, ikke? 🙂

 

Supersprøde chips – af grønkål

kale chips

 

Det tog mig lang tid at forstå, hvad jeg gjorde forkert, når jeg forsøgte mig med grøntsagschips, men nu er koden knækket – jeg brugte for meget olie. Måske har du også prøvet, at de chips, du trippende står og venter på, kommer ud af ovnen som en blød skuffelse?

Så giv dem her et forsøg: Grønkålschips. SPRØDE! Jeg får to plader ud af et stort bundt grønkål – husk, at de kryber voldsomt i ovnen, så der bliver mindre, end der ser ud til. Riv bladene af stænglerne i så store stykker som muligt, kassér stænglerne. Skyl først grønkålen af et par omgange i en salatslynge. Tør herefter bladene mellem to stykker køkkenrulle, og vær temmelig nøjsom; hvis de er for våde, risikerer du igen, at de ikke bliver sprøde. Hæld nu 1/2 spsk olivenolie/smeltet kokosolie (passer til et halvt bundt kål) ned til kålen, og gnid forsigtigt olien rundt på alle kålblade. Drys generøst med salt, og vær ikke bange for at prøve med andre krydderier også – røget paprika eller chili måske?

Varm chipsene ved 150 grader varmluft i 10 minutter, og rod så lidt rundt i dem. I min ovn får de små ti minutter mere – her må du prøve dig lidt frem, for ikke to ovne er ens. Men de skal være sprøde (rør bare ved dem!) og let brune; jeg tror sagtens, du kan fornemme, når de er klar. Så tager du dem ud og lader dem køle af; det giver dem lige en ekstra sprød kant – selvom det er svært at vente :-).

Genial gryderet: Dhal med lammekød

dhal med lammepølse

 

De ser ikke altid super charmerende ud, de der gryderetter, men man må jo bare elske dem alligevel. Fordi de smager godt, og fordi de er nemme at have med at gøre – og fordi man virkelig kan spække dem med grøntsager. Til aften lavede jeg en indisk dhal med pølser af lammekød, og det var virkelig vellykket. Og nemt ikke mindst!

Læg ud med at stege 6 lammepølser (500g i alt), så de tager farve hele vejen rundt. Lad dem køle lidt af, inden du skærer dem i tykke skiver. Steg imens 1 finthakket løg, til løgene bliver bløde, og tilsæt 2 tsk stødt koriander og samme mængde stødt spidskommen. Kom herefter en ordentlig bunke grønt ned i gryden (jeg brugte et halvt blomkål (vent med at komme blomkålen i før 5 minutter inden du har tænkt dig at servere maden), en rød peberfrugt, et par håndfulde spinat og 2 store håndfulde fintsnittet hvidkål), og tilsæt en dåse hakkede tomater, en deciliter røde linser, en dåse kikærter og 1/2 liter bouillon sammen med pølsestykkerne. Lad det hele småsimre, til linserne er møre (en halv time cirka), og smag til med lidt æblecidereddike, salt og peber. Server med ris og græsk yoghurt og meget gerne en omgang frisk koriander. Og noget naanbrød måske?

Mad der mætter: Laks med grønt & creme fraiche sauce

laks med grønt

 

Denne her opskrift blev en klassiker i vores familie lige med det samme, efter min gode veninde i Norge serverede det for min ældste datter og mig for nogle år siden. Nemt, lækkert og mættende. Og sundt. Hurra!

Pensl så mange laksefileter, du nu kan spise, med lidt olie, og drys med salt og peber. Tilbered dem i en 175 grader varm ovn i cirka 10 minutter alt afhængigt af deres størrelse. Kog i mellemtiden alle de grøntsager, du har lyst til; jeg plejer at servere kogte gulerødder, blomkål og broccoli eller bønner til denne laks. Godt saltede :-). Og så prikken over i’et: Creme fraiche saucen. Det bliver ikke nemmere: Varm et par deciliter creme fraiche af den rigtigt fede slags op til lige under kogepunktet, og smag til med en god sjat soya (gå efter Tamari soyasauce hvis du ikke tåler gluten). Anret tallerkenen med alle disse herligheder, og servér med citronbåde, evt. nogle brune ris og et glas hvidvin.

Fik jeg understreget, hvor nemt det her er? Og hurtigt også!