Citrontærte med lakrids i låget

citrontærte med lakrids

 

 

Jeg har skåret aldeles kraftigt ned på sukker i min kost og trives med det. Men i går fik vi to ud af tre børn passet hos min veninde, bestilte lækker thai take-away og besluttede os for at nyde en dessert også. Så mens pigerne pakkede deres tasker (og huskede tandbørsterne, som jeg sikkert ville have glemt…), skyndte min foodprocessor og jeg os at fremstille disse to små tærter. De er en variation over den klassiske tarte au citron, men med en glutenfri bund på nødder og drysset med lakrids (raw liquorice powder fra Johan Bülow).  Læs mere

Tarte au citron

tarte au citron

Opskriften her er brødrene Price’s og skøn, som dagen er lang – jeg serverer den med frisk frugt frem for med marengs på toppen. Den passer til en form på cirka 24cm i diameter eller til 6-8 små forme af cirka 10cm i diameter.

Ingredienser

Mørdej

250 g mel

170 g smør (jeg foretrækker usaltet)

60-70 g flormelis

2 tsk vanillesukker (jeg foretrækker vanillepulver og så en anelse mindre)

et lille æg

et nip salt

 

Fyld

Fileter af to citroner (hvis citronen har meget kraftige hinder, kan du nemt pille disse fra og nøjes med kødet)

Revet skal af en økocitron

100 g sukker

2 hele æg og to ekstra æggeblommer

2 dl fløde

 

Sådan gør du

Smuldr smørret i melet blandet med flormelis, vanille og salt.

Tilsæt ægget, og saml dejen hurtigt, ælt ikke.

Lad dejen hvile 1 time på køl, og bag den blindt. Det vil sige, at du lægger et stykke bagepapir over dejen og laver staniolpakker med kikærter eller rå ris, hvis vægt holder dejen nede i formen, så den ikke hæver op. Giv dejen 15 minutter ved 220 grader på denne måde, og fem minutter yderligere uden “vægtene”.

Til fyldet blender du alle ingredienser pånær fløden, som du så rører i til sidst.

Fyld fyldet i formen/formene, og bag tærterne ved 150 grader i 30 minutter, eller til fyldet ikke er flydende mere.

Lad dem køle af, og servér med friske bær eller anden frugt eller evt. solbærkompot.

Og spis med største fornøjelse :-).