vanillekranse

Min mor og far bager disse vanillekranse hvert år, og jeg er ikke den eneste i familien, der ikke synes, det kan blive jul uden. Min far bager dem uden mandler, og det er også sådan, jeg foretrækker dem, men nu får du opskriften, som den er listet op i Tørsleffs blå bagebog. Du kan erstatte de 50 g mandler/mandelmel med almindeligt mel.

 

Ingredienser

250 g mel

1/2 tsk hjortetakssalt (kan erstattes med bagepulver)

korn fra 1/2 stang vanille

50 g finthakkede mandler (eller mandelmel)

200 g smør

125 g sukker

1/2 sammenpisket æg

 

Sådan gør du

Drys lidt sukker over vanillekornene, og skrab i massen med den flade side af en kniv for at skille kornene ad.

Bland mel med vanille, hjortetakssalt og mandler, og smuldr smørret heri.

Bland sukker i, og saml dejen med ægget.

Sæt dejen på køl en halv times tid, og kør dejen gennem kødhakkerens kageplade, og form små ringe.

Hvis du ikke har en kødhakker, har jeg læst, at du kan bruge en sprøjtepose, men jeg kunne ikke få dette til at fungere optimalt, da jeg prøvede. For ikke at sige; det gik slet ikke, og sprøjteposen gik i stykker.

Dejen var for besværlig at rulle i tynde stænger for at forme disse til cirkler, så i stedet rullede jeg pølser af dejen med en diameter på cirka 4 cm og kom “pølserne” på køl igen. Da de var helt hårde, skar jeg dem i skiver cirka 1/2 cm tykke og udstansede derefter et lille hul i hver enkelt småkage med et lille låg, der hverken var for stort eller småt i diameteren. Lad os bare sige, at dette var temmelig tidskrævende, men jeg ville bare have “rigtige” vanillekranse :-).

Bages cirka 8 minutter ved 200 grader; de skal være en anelse lysebrune i kanterne, når du tager dem ud.