Vi bliver lige ved æggene en stund mere. For selvom jeg nyder alt det nye, der hele tiden kommer til inden for mad, holder jeg jo meget af de gamle klassikere, og her er endnu en: Æggekagen. Vi får den af og til som aftensmad med noget lækkert brød, en god salat og meget gerne noget sprødt bacon. Og da jeg pakkede en IKEA-pande ud forleden, så jeg tilfældigt, at den kan gå i ovnen. Og så bliver æggekagen jo bare endnu sjovere, når man slipper for, at den brænder på, og heller ikke skal ud i cirkuskunster for at vende den.

Med 10 æg, 2 dl mælk og en lille slat fløde, 3 kogte kartofler i små stykker, 2 fintsnittede forårsløg, en masse frisk rosmarin og salt og peber fik jeg lavet en skøn æggekage, der startede på blusset, indtil den havde faste kanter, men stadig væskede i midten. Så røg den i ovnen ved 200 grader en lille halv time og kom ud i endnu bedre form, let hævet og med gylden overflade, men uden at være brændt på nogen steder. Jeg serverede den med ufatteligt smagfuld rucola, løgrelish, bacon i tykke skriver og groft brød. Kan anbefales!